Her er koncerterne, du skal opleve i september – fra dansksproget indiefolk til højenergisk protestrap

Vi guider hver måned til de danske koncerter, du ikke må glip af.
Her er koncerterne, du skal opleve i september – fra dansksproget indiefolk til højenergisk protestrap
Kayak på Spot Festival. (Foto: Daniel Reumert/Soundvenue)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kneecap

3. + 4. september, Store Vega

Der står højenergisk protestrap på menuen, når den kontroversielle hiphoptrio Kneecap spiller to udsolgte koncerter i Store Vega.

Trioen har i længere tid befundet sig i et politisk stormvejr, og de pågældende koncerter har da også været omdrejningspunkt for debat. Ikke mindst på grund af Københavns børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsagers kritik af bookingen, som spilledestedet sidenhen har forsvaret.

Kneecap gav i juni en femstjernet koncert på NorthSide, hvor Soundvenues anmelder blandt andet skrev:

»På NorthSide fremstod Kneecap hverken aggressive eller voldsforherligende, men snarere som velreflekterede unge mænd, der på grund af deres irske ophav ved, hvordan undertrykkelse ser ud, og som derfor bliver nødt til at råbe op, når de ser det«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tobias Rahim

6. september, Refshaleøen

Hele Danmarks store mand, Tobias Rahim, har inden for det sidste år udgivet en lind strøm af collab-singler med udgivelser som ‘Tæt på’ med Delara, ‘Regntid’ med Kabusa Oriental Choir og senest ‘Ingen yin uden yang’ med det unge stjerneskud Mille.

Sidstnævnte er på med på lineuppet på denne koncert, der bliver Rahims største til dato. Et lineup, der også inkluderer svenske Victor Leksell samt den svensk-kurdiske dj-duo Biji, som optrådte på dette års Roskilde Festival.

Der er altså lagt op til både storladen fællessang og tværkulturelle danserytmer, når Rahim og kompagni indtager Refshaleøen i september.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kayak

10. september, Hotel Cecil + turné

Med dette års debut-ep ‘Under øjenlåg’ samt de successfulde singler ‘Stories’ og ‘Svært ikke at forsvinde’ har de håbefulde melankolikere i Kayak markeret sig som frontløbere i den mere sårbare og inderlige afdeling af dansksproget indiefolk.

Med blottende tekster og efter sigende tårerfyldte koncerter er der altså god grund til at tage ind at opleve trioen, der står i begyndelsen af det, der ligner en spændende karriere.

Koncerten på Hotel Cecil bliver den første på Kayaks snarlige efterårsturné, og der er tale om en ekstrakoncert inden en udsolgt koncert samme sted.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Caroline

11. september, Voxhall + 12. september, Loppen

Et af dette års mest beundringsværdige singler kan tilskrives det unikke samarbejde mellem det engelske artfolk-band Caroline og Caroline Polacheck.

Singlen ‘Tell Me I Never Knew That’ blev med sine finurlige genreblandinger således en smagsprøve på, hvad der skulle blive til et ganske forrygende album fra den engelske oktet.

Gruppens avantgardistiske tilgang til genrer som folk, postrock og electronica gør deres kommende koncert på Loppen særlig interessant, og det bliver spændende at se, om det unikke univers holder i en livesammenhæng.

Koncerten på Voxhall er en del af Alter Festival, og showet på Loppen bliver i følgeskab med dansk-chilenske Molina, der med sin kølige indierock høstede roser for sidste års album ‘When You Wake Up’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lil Baby

14. september, K.B. Hallen

Lil Baby lagde hårdt ud i 2025 med albummet ‘Wham’ og har over sommeren påbegyndt en verdensturné, der rammer Danmark i september.

Rapperen, der er blandt de mest streamede i verden, er særligt kendt for sine utrolig stærke features og samarbejder. Senest brillierede han på Central Cees nye album på den hårdtslående single ‘Band4band’.

Der vil formentlig være mulighed for at opleve Lil Babys hits som ‘Drip Too Hard’ og ‘Pure Cocaine’, og man kan da håbe, at han også spiller nogle af sine gæstevers fra sine mange kollaborationer med blandt andre Drake, Travis Scott og Young Thug.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Wicky

19. september, Lille Vega

Det har i sandhed været interessant at følge Wickys rejse fra kultrapper ind i den danske mainstream over det seneste års tid.

Selvom den mørke undergrund har været et frodigt sted for den tungsindige rapper, klæder det ham nemlig også afsindig godt at træde ud i lyset, som det ses på overbevisende singler i samarbejde med navne som Anton Westerlin og Icekiid på ‘Kaos’ og Kesi på ‘Brummer’.

Wickys overlegne koncert på årets Roskilde Festival efter hans vellykkede første major label-ep understreger, at vi befinder os et særligt sted i Wickys karriere. Man kan kun glæde sig til at opleve et strejf af det i Lille Vega.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Blondshell

21. september, Lille Vega

Ved sin første danske koncert på sidste års Roskilde Festival blev Blondshell beskrevet af Soundvenues anmelder som »en af de mest spændende artister, der tegner rockens fremtid lige nu«. Blondshell, alias Sabrina Teitelbaum, blev blandt andet hyldet for sit nærvær og sin coolness.

Netop Blondshells nærværende univers gør hende værd at opleve, hvilket er særligt passende til de mere intime rammer, som Lille Vega faciliterer.

Blondshells album fra tidligere i år anmeldte Soundvenue til fire stjerner. Her fremhævede vi blandt andet, hvordan Teitelbaums mange musikalske referencer var en særlig styrke på en kontemplativ og modig udgivelse.

Flere spændende koncerter i september:
5. september: The Raveonettes + Turboweekend (Fredagsrock)
5. september: Matt Berninger (Store Vega)
6.-7. september: Agnes Obel (DR Koncertsal)
10. september: Violent Magic Orchestra (Rust) 
12. september: Polite (Ideal Bar)
12.september: Ozzy (Train + Store Vega, 19. september)
12. september: Michael Williams (Lille Vega) 
13.-14. september: Smerz (Alice)
19. september: Andreas Odbjerg (Fredagsrock)
19.-20. september: Malk De Koijn (Poolen)
25. september: Jessie Reyez (Store Vega)
26. september: Alice Ai (Basement)
27. september: Ella Augusta (Store Vega)

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af