Blondshell har lagt grunge-attituden på hylden. Nu skriver hun omsorgsfulde popsange
ALBUM. Da Blondshell spillede på Roskilde Festival sidste år, anmeldte Soundvenue koncerten under overskriften »Blondshell hører til blandt de mest spændende artister, der tegner rockens fremtid netop nu«.
Jeg så selv koncerten og kom frem til omtrent samme konklusion: Et kæmpe indie-talent havde gæstet Dyrskuepladsen, men hvor var hun på vej hen?
Amerikanske Sabrina Teitelbaum aka Blondshell stiller på sit andet album, ’If You Asked for a Picture’, store spørgsmål til sig selv og sine allernærmeste.
Et eksempel: På singlen ’T&A’ må hendes fortæller overveje sit forhold til en flirt, der for de fleste ville være et gigantisk red flag: »I asked him why he had these feelings / He said, ’Your tits and ass don’t really hurt’«, synger Teitelbaum med en uimponeret kølighed, mens et solidt groovende indie-beat ruller afsted.
Skal hun lukke ham ind? Svaret kommer aldrig, men bliver overdøvet af et tørhumoristisk »why don’t the good ones love me?«, mens en mur af forvrængede guitar bakker Teitelbaum op.
Det er den slags tænksomme overvejelser om relationer, som gør ’If You Asked for a Picture’ til et bundcharmerende bekendtskab. Og det var faktisk ikke det, jeg havde forestillet mig.
Teitelbaums selvbetitlede første album som Blondshell fra 2023 – og numre som den i øvrigt fremragende debutsingle ’Olympus’ – var indhyllet i en tåge af 90’ernes alternative rock, grunge-attitude og jeg-kommer-fra-Brooklyn-så-hold-afstand-for-jeg-risikerer-at-ødelægge-både-dit-og-mit-eget-liv-energier.
Samtidig var det som om, Teitelbaums stemme ikke fik lov til at folde sig ud, men blev et stilistisk virkemiddel i et forsøg på at iscenesætte et anti-pop, anti-glæde-projekt.
Og så: Lidt over to år efter Teitelbaums debut må jeg bare konkludere, at projektet har flere nuancer, end jeg havde forestillet mig.
Om det er førstesinglen ’What’s Fair’, der, som et møde mellem Lucy Dacus’ inderlighed og The Cranberries’ Dolores O’Riordans lyse og livsbekræftende knæk i stemmen, fortæller en historie om et mor/datter-forhold, der er gået i vasken, men alligevel har været totalt definerende, eller den helt nedtonede lejrbålsbanger ’Two Times’, har Teitelbaum et sikkert greb om tekstunivers og musikalske referencer, ligesom hun lyder rigtig godt, når hun slipper stemmen fri i sit lyse register.
Hun har lavet mere morderisk og dramatisk musik, men det her rammer noget helt konkret og vitalt. Jeg forstår simpelthen bedre, hvem det er, der har skrevet de her sange.
Det er mere ’Evermore’-æra Taylor Swift, end det er PJ Harvey og Courtney Love, og det er en vibe, jeg har lyst til at blive hængende i. Teitelbaum lyder som et ungt menneske, der har fundet hjem igen, og hun lavede da også alternativ pop, før hun blev til Blondshell.
Den nye popretning klæder Teitelbaum, men pladens 47 minutters spilletid glider ikke lige let forbi.
Den wall of sound-klingende ’23’s a Baby’ har egentlig en fin produktion med mange lag af guitarer og korvokaler. Teksten stiller endnu et tankevækkende spørgsmål: »Cause 23’s a baby / Why’d you have a baby?«. En omsorgsfuld gestus til en ung mor pakket ind i en catchy linje, der desværre bliver gentaget i det uendelige. Blondshell er bedst, når hun lader sangenes univers folde sig ud, og her bliver hun for omkvædsforelsket.
Det betyder også, at anden halvdel af ’If You Asked for a Picture’ taber momentum. Hvor Teitelbaum på de tidligere numre har varieret stemningerne, står flere af pladens sidste numre mere uforløste tilbage.
Referencer til Adderall og kokain trækker tråde tilbage til debuten, men det virker pludselig malplaceret sat op mod de indledende sange, der på fineste vis stiller spørgsmål ved livet, universet og alt det der. Helt uden at svælge i dekadence og weltschmerz.
Med en smagfuld hilsen til ’Strawberry Fields Forever’-introen sætter Teitelbaum et foreløbigt punktum for tankemyldret med larger-than-life-albumlukkeren ’Model Rockets’: »Life may have been happening elsewhere«. (Læs: Det kan godt være, der er et andet liv et sted, men livet er egentlig helt, som det skal være).
Kort sagt:
Blondshell er fuld af store og små spørgsmål på ’If You Asked for a Picture’. Hun tør også at lede efter nogle af svarene selv ved at bryde med mørket og forholde sig til sine medmennesker, selvom der stadig dukker forstyrrende, dystre elementer op.