Særligt én sang på Kayaks ‘Under øjenlåg’ vidner om, hvor meget den danske trio har at byde på

Sidste uge så jeg Kayak give koncert til Vinterbyhaven 2025. Her viste de en spændvidde, som deres hidtidige udgivelser ikke har vidnet om.
Tidligere på måneden ramte de årets udgave af Soundvenues Breakin’ Sound-liste takket være to stærke singler, der begge var ømme, Phoebe Bridgers-kanaliserende stykker indiefolk.
Til koncerten lærte jeg, at Kayaks repertoire også tæller dansabel guitarpop, lettere country-klingende materiale og tilmed en sjat rockede stunder. Derfor skuffer det mig en kende, at trioens debut-ep, ‘Under øjenlåg’, ikke viser, hvor mange uanede territorier, Kayak mestrer.
Det største vovestykke er nok titelnummeret, der har et markant mere udtalt synthspor end resten af tracklisten – og hvor en forpint guitarsolo skriger med en storladenhed, der næsten minder mig om The Edge fra U2.
Omvendt er det svært at klage, når sangene er så stærke, som de er.
Hittet ‘Stories’ har en af den slags omkvædsmelodier, der ville sætte sig fast selv i den mest skraldede demoudgave, men når man hører sagte spor derfra i de instrumentale passager, er det som om, at længslen bliver så stor, at selv musikken ikke kan give slip på den.
Den forsigtige ‘Vintersol’ er tracklistens nok mindst opsigtsvækkende komposition, men der er stadig meget at holde af. Her giver forsanger Eva Berghamar en af sine mest nuancerige vokalpræstationer, hvor man kan mærke hver lille flig af smerte, selv hvis teksten ikke italesætter den.
Særligt sidste gang hun synger »jeg mærker solen«, imens de ellers flittigt brugte korvokaler for en stund er cuttet ud, kan man mærke al sårbarheden, nummeret besidder. Tekstens kontraster mellem den kolde vinter og den lyse sol er velbevandrede metaforer, men det fungerer.
Ep’en slutter med Kayaks mest Bridgers-klingende sang, debutsinglen ‘Svært ikke at forsvinde’.
Sangens lækre, småambiente detaljer storimponerede fra første lyt for et halvt år siden, og med sine knap fem minutter er det fortsat en storslået lytteoplevelse, der tålmodigt folder sig ud, inden vokalerne til sidst bliver helt svage, og en tåge af guitar og ambience binder en sløjfe om værket.
Ep’en slutter således med at pege tilbage mod Kayaks begyndelse. Men hvis man skal se deres fremtid, er det åbneren, man skal sætte i rotation. Det er den, der for alvor varsler, at de kan blive til noget unikt.
Kort sagt:
Kayak har indtil videre imponeret med øm, Phoebe Bridgers-klingende indiefolk, og det stof mestrer de på debut-ep’en. Men særligt åbningsnummeret vidner om, at bandet først lige er begyndt at vise, hvad de kan.