‘SAB til verden’: Kultrapperen Wicky er blevet mere mainstream – men ikke mindre spændende
EP. Det virker næsten skæbnebestemt, at lige netop Kesi er den eneste gæsterapper på Wickys nye ep, ’SAB til verden’.
For Wicky står potentielt over for omtrent samme rejse fra undergrund til mainstream, som B.O.C-rapperen, der medvirker på den medrivende single ’Brummer’, har taget gennem det sidste halvandet årti.
Efter at have opbygget en Playboi Carti-lignende kultstatus blandt sine dedikerede fans, der har taget forkortelsen SAB (som sjovt nok ikke står for noget) til sig, er Wicky blevet signet af giganten Universal.
På første længere udgivelse siden pladekontrakten skal han derfor gå den svære balancegang mellem en mere mainstreamappellerende lyd og bibeholdt undergrundsautenticitet.
Det lykkes han heldigvis forrygende godt med.
»Folk tal’ om Wick, de siger, han solgt’ sin sjæl / Men bror, jeg havde ikke engang en sjæl at sælge«, lyder de første bars meget passende på åbneren ’Sjæl’, som skyder ep’en i gang med to vers og en dyster stemning.
For man kan ikke ligefrem kalde Wicky en charmetrold i stil med Kesi. Teksterne handler ofte om angst og melankoli, narkotåger og materielle goder. Han blander dog også på underholdende vis sit mørke emorap-univers med til tider ret fjollede lyriske påfund
»Smed dame i taxa, lige så snart hun begyndt ævle / Bitch, jeg sød, jeg i hendes mund ligesom et æwle«, rapper han både komisk og attitudefuldt på ’Ævle’. Han fyrer en lignende sjov kombination af i det ’Ælle bælle mig fortælle’-agtige og sygt catchy omkvæd på ’Pelle Pelle’.
Produktionerne, der fortsat forestås af de faste samarbejdspartnere Valter og Marko, har fået en mere ren og mindre mudret lyd end på Wickys tidligere udgivelser, mens rapvokalen står skarpere frem.
Mere end nogensinde lyder Wickys newjazzede hiphopunivers som rage rap-forbilledet Yeat. Både de spruttende synthstrømme, den voldsomme bas og hovedpersonens halvt croonende autotune-røst vækker mindelser om amerikanerens sci-fi-klingende hovedværk ’2093’ fra sidste år.
Trods en spilletid på lige under et kvarter formår Wicky og medsangskriverne faktisk også at skubbe rapudtrykket i en helt ny retning.
Ep’ens sjette og sidste nummer, ’Gøre eller sige ting’, udvikler sig til et intenst klubnummer med en dansevenlig outro, hvor rapperen lyder som en mere hårdkogt udgave af de danske kollegaer Kind Mod Kind.
Pladekontrakten synes altså ingenlunde at have sat Wickys kreativitet i en spændetrøje. Han er blevet mere mainstream, men ikke mindre spændende.
Kort sagt:
Wicky lykkes forrygende godt med at tage springet fra kultdyrket undergrundsrapper ud i mainstreamens rampelys.