The Police – new wave nostalgi
Det er svært ikke at lade sig imponere over Stings store musikalske karriere og ikke mindst fremragende sangskrivning både som solist og i The Police. Multiinstrumentalisten er et af vor tids absolut største navne, og er også det medlem, der har haft ubetinget størst success med sit soloprojekt efter bandets uofficielle opløsning i 1984. Som sangskriver og vokalist er han derfor naturligt i centrum, hvilket også var tilfældet lørdag aften i Århus foran 38.000 tilskuere.
En anden aldrende herre ville det dog anderledes, og gjorde sit for at stjæle showet fra Sting. Iført sygekassebriller, pandebånd og et outfit, der havde gjort sig bedst i et motionslokale drev Stewart Copeland The Polices’ til tider ganske komplicerede sange frem via eminent trommespil og et fantastisk overskud. Copeland var her og der og alle vegne – blandt andet i den smukke ‘Wrapped around Your Finger’ som følsom percussionist, og som hårdtarbejdende ankermand i et vellykket medley af ‘Can’t Stand Losing You’, ‘Regatta de Blanc’ og ‘Roxanne’, hvor den tydelige jazzinspiration viste sig.
Alderspræsident Andy Summers, der flankerede en veloplagt og stærkt syngende Sting, virkede til at være den mest rustne af de tre, og havde ikke altid timingen med sig. Til gengæld kontrollerede han flot sin lyd og formåede at dosere sin intensitet, så den ramte plet og passede til den dynamik Stings basspil og ikke mindst Copelands trommer udgjorde.
Desværre var det flere gange op ad bakke for bandet, specielt i de mindre kendte sange, hvor publikum forfaldt til småsnak. Desuden blev Stings efterhånden noget trivielle forsøg på at få publikum med på »Åhh åhh« fællesang en anelse for meget, og det gav koncerten nogle døde punkter. Det var dog mindre skønhedsfejl hos et band, der stadig fremstår virilt og fuld af spilleglæde, selvom man flere gange kunne få fornemmelsen af at overvære et stykke rockhistorie og ikke et band, der gav gamle sange nyt liv. Men The Police gjorde det til en god, nostalgisk aften og beviste endnu engang, at »one guitar, a bass and a drummer is really all it takes«.