‘The Life of Chuck’: Gysermesters blødsødne Stephen King-film er så dybsindig som en inspirerende magnet
På overfladen ligner ’The Life of Chuck’ en rimeligt standard dramafilm.
Lige indtil man kigger lidt nærmere på plakaten. Filmen er nemlig instrueret af ingen ringere end Mike Flanagan og er baseret på en Stephen King-novelle af samme navn.
Mike Flanagan er bedst kendt for sine gyserserier som ‘The Haunting of Hill House’, ‘Midnight Mass’ og ‘The Midnight Club’, der alle har gået sin sejrsgang på Netflix, mens King fortsat sidder på tronen som en af vor tids mest indflydelsesrige gyserforfattere.
Så et feelgood-drama om en revisor med en stille passion for dans er nok noget af det sidste, man ville forvente af et samarbejde mellem de to gysermestre.
Og måske havde det været bedre, hvis de havde holdt sig på deres vante territorium.
Vi starter ellers et godt – og ligeledes uventet – sted.
Folkeskolelæreren Marty (Chiwetel Ejiofor) kæmper for at bevare en facade af normalitet, mens verden omkring ham bogstavelig talt smuldrer. Men som internettet regelmæssigt lukker ned, Californien styrter i havet og skovbrande hærger kloden over, lægger Marty mærke til en mærkeligt optimistisk reklame i gadebilledet med en smilende mand (Tom Hiddleston), der læser:
»Charles Krantz. 39 great years. Thanks, Chuck!«
Ingen ved tilsyneladende, hvem denne Chuck er, eller i hvilket erhverv han nu fejrer 39 skønne år.
Hvad der præcist er på spil, skal ikke afsløres her, men det præ-apokalyptiske scenarie er det første af tre akter, hvorefter Flanagan udfolder den allestedsnærværende Chucks livshistorie, i omvendt kronologisk rækkefølge fra hans sidste timer på hospice til barndommen i hans bedsteforældres varetægt.
Chucks liv har masser af lyspunkter, der bringer et smil på læben og en tåre i øjenkrogen. Som da en voksen Chuck, inspireret af et minde om sin danseglade bedstemor, beslutter sig for at slippe hæmningerne og danse på gaden med en gademusikant i en scene, der sprudler af ren livsglæde – hjulpet godt på vej af en veloplagt Tom Hiddleston.
Men luften går hurtigt ud af den finurlige slice of life-ballon.
Kender man en lille smule til Flanagans værker, ved man én ting med sikkerhed: Manden elsker en monolog. Og en stor del af Chucks vigtigste minder er åbenbart også en uendelig række af monologer om livets mening, eksistens og matematik, der er nogenlunde så subtile som en pistol for panden.
Særligt 1800-tals-poeten Walt Whitmans kendte vers fra digtsamlingen ‘Leaves of Grass’, »I am large, I contain multitudes«, analyseres og forklares så grundigt, at man kommer helt i tvivl, om filmen i skjul er en reklame for en kommende genudgivelse af Whitmans digte.
Var det ikke nok, får Kings finurlige (men for det meste ret halvbagte) idéer aldrig tid til at bundfælde sig, før en overforklarende fortællerstemme (Nick Offerman) slår enhver pointe fast med syvtommersøm.
Er man i det meget sentimentale hjørne, er der noget at komme efter. Hvis ikke føles meget af filmen akkurat så inspirerende som et motivational quote på en magnet.
Derudover lider ‘The Life of Chuck’ under sin overtænkte struktur. Interessante dele, som det førnævnte dommedagsscenarie, tabes på gulvet til fordel for mere generiske plotpunkter, som et utroligt forudsigeligt sideplot om at turde at danse med en pige til skolebal.
Det er da meget nuttet. Flanagan og King vil med ‘The Life of Chuck’ fortælle, hvordan selv en kedelig revisortype har et rigt indre liv og en unik historie, der er værd at fortælle.
Og det er skam også sandt. Bare ikke lige på den her måde.
Kort sagt:
Mike Flanagans forbavsende feelgood-drama ‘The Life of Chuck’ er fyldt med nuttet slice of life, men undermineres af kedsommelige monologer om erindring, eksistens og poesi fra 1800-tallet.