’Salsa’ sæson 3: ’Skam’-stjerne stjæler hjerter i overpædagogisk sidste omgang med DR-hittet
Uagtet at anden sæson endte med en trekants-cliffhanger, troede jeg faktisk, at det var slut.
For særligt efter debutspillefilmen ’Kontra’ ramte biograferne, har Jonas Risvig måttet tage imod massiv kritik for manglende diversitet i sine populære ungdomsproduktioner og for ofte at rette kameraet mod gymnasiepiger og twentysomething it girls’ mavebluser og sexliv.
Men ’Salsa’ – og fortællingen om venindedynamikker – er ikke slut. Endnu.
Den tredje og formodentlig sidste sæson af DR-serien har dog skiftet gear. Croptoppene er udskiftet med oversized striktrøjer, den fiktive knalde-app DRIFT er sat på pause, og de neonfarvede fester er erstattet af kærlige sofascener.
Victoria (Filippa Navarana Coster-Waldau) arbejder ikke længere på den nasty overgrebsklub, ÇA VA, men cykler nu med hjelm og studerer dansk. Hun deler lejlighed og nutella-madder med sin lillesøster Uma (Safina Coster-Waldau), der er muggen over, at den ’obligatoriske’ (læs: privilegerede) Mexico-tur blev aflyst i aller-aller-allersidste sekund.
Det er da også pisseirriterende. Især når man i forvejen er en smule livslost og havde sat sin lid til kørehjælp fra ’Lonely Planet’-bøger.
Netop følelsen af vildfare – og det til tider helt fraværende kompas – er fællesnævner for sæsonens karakterer, som også tæller gengangere som Ronja (Lilja Engelbrecht), Kaya (Ingrid Bjerg-Raft) og Karl (Oliver Overgaard Reichhardt). Sammen dykker de ned i fortællinger om svigt, (hjerte)sorg og forventningspres.
For åhhh … tilværelsen (måske særligt ungdommen) er spækket med idealer og uopnåelige forestillinger, der giver angst og diarre. Hvilket dette tredje kapitel dvæler ved.
Og ja, det er ironisk, at serien så indædt kritiserer den ekskluderende perfekthedskultur, som ’Salsa’-universet selv beskyldes for at have medskabt. Men det er også en fin og væsentlig pointe, at ’selv’ fladmavede queen B’s kan have eksistentielle sammenbrud.
For det har de. Flere gange endda. Og det klæder public service-hittet at tilføje en smule mere ømhed til ungdomsportrættet, når emner som psykisk mistrivsel og savn får mere plads end tidligere.
Desværre er den nye sårbarhed alt for ofte pakket ind i overpædagogiske skrivebordsreplikker, der på 27 forskellige måder understreger vigtigheden af at kunne mærke sig selv.
Misforstå mig ikke: Det er vigtigt at kunne mærke sig selv, ligesom det er vigtigt at kunne sige til og fra. Men iveren efter at velartikulere – og gentage – disse budskaber koster på den kunstneriske front.
For væk er den autentiske dialog, der gjorde veninderne (somewhat) relaterbare. Og væk er den sprøde nerve, som gjorde første sæson så suveræn.
I know, Jonas Risvig. You’re damned if you do, and damned if you don’t. Men måske skulle han og hans medmanusforfattere Siff Bak og Lars Duus have don’tet lidt mere og løsnet det kontrollerende greb bare en smule.
For det er i talepauserne, at magien opstår. Det er i blikkene, i grinene, i den uanstrengte kemi mellem de to hovedroller – og real life-søstre – at sæsonens mest troværdige og gyldne øjeblikke opstår.
Og apropos guld, så har ’Salsa’ i denne gang fået fingrene i ’Skam’-stjernen Tarjei Sandvik Moe, der som melankolsk førsteelsker stjæler både scener og hjerter. Det samme gør David Skytt i rollen som søstrenes Oasis‑og‑Uma‑begejstrede rumbo, Elias. Han bringer desuden både luftguitar og oh so many questions:
Hvordan føles kærlighed? Hvor mange forskellige morgenmadsprodukter kan én husholdning dog rumme? Og må man egentlig bolle med sin roomie?
Det er primært sådanne cute spørgsmål, der driver historien, for et gennemgribende og medrivende plot udebliver, og denne sæson tilbyder primært fragmentariske nedslag i ungdomslivet.
På sin vis imiterer den eklektiske struktur fint karakterens tidligere nævnte retningsløse stadie. Men fortællermæssigt betyder det, at tredje bind af københavnerseriensommetider mangler puls.
Og måske man skal lade være med at give den kunstigt åndedræt. Lad ’Salsa’ være ægte slut nu.
Kort sagt:
Tredje sæson af ’Salsa’ har skiftet gear og om til striktrøjer og ømme sofascener. Med trods gode intentioner og glimt af guld bliver dette sidste kapitel aldrig rigtig medrivende.