I dag forstår vi endelig scenen som det overgreb, den var

Den er voldsom – også i dag: den såkaldte smørscene i Bernardo Bertoluccis ’Sidste tango i Paris’ fra 1972. 

Hotelejeren Paul overmander og voldtager den unge Jeanne med brug af en pakke smør som glidecreme, mens han får hende til at give afkald på både den katolske kirke og alt det, der ødelagde hendes viljestyrke som barn. Hun adlyder i smerte.

Det er en af filmhistoriens mest skelsættende scener, og den trækker tråde helt frem til nutidens måde at lave film på. Eller ikke at lave film på. 

For den blot 19-årige skuespiller Maria Schneider blev, i hænderne på nogle af verdens største mandlige filmstjerner, udsat for et overgreb både som karakter og menneske. Det gjorde stor skade på en lovende karriere, der i de følgende år var præget af stofmisbrug og selvmordsforsøg. 

Men scenen er først blevet en del af den offentlige diskurs i de seneste ti år, hvor MeToo-strømningerne har problematiseret, at det nogensinde kunne få lov til at ske – og at ingen blev straffet for det. 

Nu er episoden igen aktuel, da den biografaktuelle spillefilm ’Historien om Maria’ forsøger at berette Maria Schneiders livsfortælling, fra hendes synsvinkel. 

Men hvad skete der egentlig under optagelserne, og hvad kan skandalen om ’Sidste tango i Paris’ lære os her mere end 50 år senere? 

Provokerende præmis

På ryggen af den italienske neorealistiske bølge i 50’erne bragede den unge instruktør Bernardo Bertolucci frem i 60’erne med storroste værker. 

Han var blevet oplært af den evigt grænsesøgende mester Pier Paolo Pasolini, og allerede i 1964 havde han været på filmfestivalen i Cannes med sin anden film ’Before the Revolution’. Med den Oscar-nominerede ’Medløberen’ fra 1970 blev han en international stjerneinstruktør.

Alle øjne var derfor rettet mod Bertolucci, da han i 1972 udkom med den dristige og uhørt ufiltrerede ’Sidste tango i Paris’, som havde ingen ringere end Marlon Brando i en hovedrolle. 

Brando var på det tidspunkt verdens velsagtens største skuespiller. Samme år medvirkede han i den karrieredefinerende rolle som Vito Corleone i ’The Godfather’.  

Præmissen for ’Sidste tango i Paris’ var i sig selv ekstremt provokerende, også dengang: Den midaldrende hotelejer Paul har for nyligt mistet sin kone til selvmord og indleder kort efter et hemmelighedsfuldt seksuelt forhold til den unge Jeanne i Paris. 

Aftalen er, at de skal mødes to gange om ugen i Pauls lejlighed uden nogensinde at afsløre deres navne eller baggrundshistorier for hinanden. 

Filmen fik en ophedet modtagelse, hvor publikum nogle steder stod i kø i timevis for at få billetter. Samtidig betød det eksplicitte indhold, at den blev forbudt og censureret i mange lande – selv i Bertoluccis hjemland, hvor højesteretten beordrede alle kopier af filmen til at blive destrueret og idømte instruktøren en betinget fængselsdom og fratog hans stemmerettigheder i fem år. 

Alle kiggede på

Ingen bekymrede sig dog for alvor om den unge og uerfarne Maria Schneider, som havde spillet over for den 29 år ældre Brando og fået en ilddåb af den mest smertefulde slags. Hun var blevet et ufrivilligt sexsymbol som følge af filmen. 

Men ikke nok med, at smørscenen i sig selv var voldsom at filme, så blev helt afgørende detaljer hemmeligholdt for Schneider, helt indtil kameraerne rullede. Smørret var nemlig ikke en del af det manuskript, hun havde læst, men var en impulsiv tilføjelse fra de to magtfulde mænd i centrum. 

Bertolucci havde sammen med Brando fået ideen samme morgen, da de sad og spiste morgenmad. I et interview med The Guardian i 2013 fortæller instruktøren selv: »Jeg kunne ikke lade være. Vi sad i lejligheden og spiste morgenmad med Marlon. Han puttede smør på brødet. Vi diskuterede, hvordan vi skulle lave den scene. Vi kiggede på hinanden, og det blev til den famøse scene med smørret«. 

Et helt lokale med filmfolk stod og kiggede på, men ingen gjorde noget, da Maria Schneiders grænser blev overskredet. 

Filmen blev hyldet for at være erotisk og banebrydende, og både Bertolucci og Brando blev Oscar-nomineret for deres arbejde. De fortsatte med at lave store film, mens Schneider forsøgte at tage livet af sig selv. 

Skjult i årtier

Overgrebet blev holdt hemmeligt i årtier. Faktisk helt indtil Schneider i et interview med Daily Mail i 2007 fortalte sin side af sagen: 

»Jeg følte mig ydmyget, og for at være ærlig følte jeg mig voldtaget, både af Marlon og af Bertolucci. Efter scenen ville Marlon hverken undskylde eller trøste mig«. 

Det betød dog ikke, at Bertolucci for alvor blev stillet til ansvar for sine handlinger, og sagen forsvandt ud i glemslen igen. 

Først i 2013 blev den italienske instruktør spurgt direkte ind til situationen under en q&a med La Cinémathèque française. Her forsøgte han at (bort)forklare sin tilgang: 

»Jeg ville have hendes reaktion som en pige, ikke som en skuespillerinde. Jeg ville ikke have, at Maria skulle spille sin ydmygelse, sin vrede. Jeg ville have Maria til at føle, ikke spille«.

Da intervieweren spurgte ham, om han fortrød det, svarede han: »Jeg føler mig skyldig, men jeg fortryder det ikke«.

I klippet kan man flere gange høre publikum grine. Den reaktion forklarer udmærket, hvorfor Bertoluccis udtalelser heller ikke her skabte synderlig opmærksomhed. 

Tre år senere gik samme klip imidlertid viralt, og en række fremtrædende kvindelige stjerner reagerede kraftigt og tog afstand fra det, der var sket omtrent 45 år tidligere – herunder Jessica Chastain:  

Instruktør arbejdede hos Bertolucci

I dag har den franske instruktør Jessica Palud så kastet sig over at filmatisere Maria Schneiders liv i det, hun selv kalder »et portræt og ikke en biopic«. 

Udgangspunktet er den bog, som Marias kusine Vanessa Schneider udgav i 2018 med titlen ’My Cousin Maria Schneider’. Palud fortæller i et interview med Cineuropa, at hun under sin læsning af bogen »især bed mærke i, at den her unge kvinde, Maria, sagde fra og fortalte ting, men hun blev ikke lyttet til.« 

’Historien om Maria’ var udtaget til filmfestivalen i Cannes i 2024 og har Anamaria Vartolomei (’Hændelsen’) i hovedrollen, mens Matt Dillon spiller Marlon Brando. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Det er ikke helt tilfældigt, at netop Jessica Palud står bag filmen. Hun forklarer nemlig, at hun startede sin karriere i filmindustrien med at arbejde tæt på Bernardo Bertolucci som praktikant, da han skød den ligeledes kontroversielle ’The Dreamers’ fra 2003 – og hun »beundrede virkelig hans arbejde«. 

Selvom hun havde hørt rygter, var det først mange år senere, da hun læste Vanessa Schneiders bog, at hun forstod, hvad der var sket under optagelserne til ’Sidste tango i Paris’. 

Og hvad så med den scene, det hele drejer sig om? 

Alle tårer kom ud

Overgrebsscenen er med i ’Historien om Maria’. Palud har forklaret i et BBC-interview, at hun »ikke kunne undgå at skyde denne scene, fordi det er det moment, hvor hendes (Schneiders, red.) liv ændrer sig. Alt går galt derfra. Det var vigtigt at have scenen fra hendes synsvinkel, i hendes krop, i hendes blik, hvad hun gik igennem, og det faktum at der var vidner. Maria blev overfaldet med tilstedeværelsen af et helt hold, som kiggede på uden at reagere«.

I dag er der selvfølgelig et helt andet fokus på, at den slags scener indspilles under ordentlige forhold. Blandt andet gennem indførslen af intimkoordinatorer, som nu er helt standard på større filmsets – et tiltag, som »man sikkert kan spore tilbage« til netop ’Sidste tango i Paris’, som Matt Dillon har gisnet over for BBC. 

Ikke desto mindre var det en svær scene at genindspille i ’Historien om Maria’. Anamaria Vartolomei beskriver, at hun »ikke kunne stoppe med at græde, fordi jeg følte, at jeg akkumulerede volden i scenen, da jeg så den på skærmen. Da jeg skulle spille den, kom alle mine tårer ud. Jeg synes, den er brutal. Og det er vanvittigt at tænke på, at nogen kunne gøre dette«. 

Den verdensomspændende støtte i kølvandet på MeToo-bevægelsen nåede Schneider aldrig at opleve. Hun gik bort som blot 58-årig i 2011. Bertolucci døde i 2018.

Men ‘Historien om Maria’ forsøger at sikre, at overgrebsscenen i dag ikke blot huskes som et filmhistorisk chok, men som et vidnesbyrd om nødvendigheden af forandring i filmbranchen. Uanset hvad folk så ellers måtte mene om MeToo-bølgens konsekvenser.

’Historien om Maria’ har biografpremiere på torsdag.