’Long Story Short’: Øv – ny serie fra manden bag ’BoJack Horseman’ er hverken sjov eller tragisk
Da Raphael Bob-Waksbergs Netflix-serie ‘BoJack Horseman’ udkom i 2014, var den uden sidestykke.
Den kritikerroste originalserie om den alkoholiserede, antropomorfe hest og Hollywoo(d)-stjerne BoJack var en satirisk animationsserie, der henvendte sig til voksne og agerede besk medicin til 00’ernes godhjertede arbejdsplads-sitcoms.
Dens fjogede falden på halen-humor og larger than life persongalleri dækkede over en dybfølt sørgmodighed, der gjorde, at grinene lød en anelse højere, og at tårerne faldt så meget desto tungere. Serien var med til at kridte banen op for den dramatiske overhaling af komedieserien, der i dag er allestedsnærværende.
Så det er en bitter pille at sluge, at Waksbergs nyeste værk, den animerede familiedramedy ‘Long Story Short’, hverken fungerer som et tragisk drama eller en morsom komedie.
Ambitionsniveauet fejler ellers ikke noget. Serien følger den jødisk-amerikanske, moderne familie Schwooper, der lever i konstant passivaggressiv tolerance over for hinanden.
»Man er ikke venner med sin familie«, snapper den kontante mor Naomi (Lisa Edelstein fra ’House’) over stuebordet, mens hendes ældste, Avi, febrilsk prøver at introducere de andre til Catan.
Ud over en bar mitzvha, der ender i gråd og flammer, ser Waksberg bort fra de store familiesammenkomster og -begivenheder. I stedet udspiller hvert afsnit sig over en ordinær dag i familiens liv. Fra poderne Avi, Shira og Yoshis opvækst i 90’erne over de svære 10’ere, hvor voksenlivet banker på, til start-20’ernes nedslidende pandemiår.
30 år er en rum tid at dække, og serieskaberen sætter umiddelbart kløgtigt rammerne for serien ved at begynde og slutte sæsonen med efterspillet til to forskellige shivaer.
Men selvom forholdet mellem religion, tab, traume og familie, som det er set igennem den jødiske diaspora, er endeløst fascinerende, slår ’Long Story Short’ konsekvent et for stort brød op.
Fra afsnit til afsnit spiddes alt fra konservative mom-fluencers til dudebro-iværksættere. Waksbergs sardoniske motormundsdialog og muntre ordspil er ikke til at tage fejl af (»they say jacuzzi, I say j’accuse«, proklamerer faren Elliot, da sommerhusets spa ikke virker), men satiren bliver for udvandet og overfladisk over afsnittenes små 25 minutters spilletid, der bruger problematikkerne som en checkboks til at krydse af snarere end et springbræt til en større samtale.
Ligeledes overfladisk fremstår animationsstilen, som ellers er udtænkt af Lisa Hanawalt, geniet, som lagde streg til ’BoJack Horseman’ og hendes egen serie ’Tuca and Bertie’. Brugen af primærfarver og tydelige silhuetter fungerer udmærket til at kommunikere tidens tands effekt på familiemedlemmerne. På den anden side er dens umiddelbare ordinærhed en anke i de tilfælde, hvor serien afprøver absurde koncepter, som da et kuld af ulve vælger at slå sig ned i Avis teenagedatters skolekantine.
I kernen af mine frustrationer ved ’Long Story Short’ står dog selve familien Schwooper. Lillebroren Yoshi (Max Greenfield, med en nasal Tony Hale-tonalitet) er et rodløst, udiagnosticeret sort får. Avi udvikler sig fra en neurotisk teenager til en neurotisk skilsmissefar. Og Shira prøver at starte en familie med sin kone, mens hun kæmper med sine barndomstraumer som det forsømte midterbarn.
Det er et lovende udgangspunkt, men Waksberg formår ikke at vække karaktererne til live som andet end omvandrende stikord, hvilket gør deres skænderier mere enerverende end tankevækkende.
Der er naturligvis rig mulighed for, at senere sæsoner vil dykke mere ned i de enkelte familiemedlemmer og finde dybde bag den umiddelbart kedsommelige nærtagenhed. Ligesom der er potentiale i at se den jødiske familie (der også tæller et ortodokst medlem) skulle tage stilling til Israels grusomme krigsforbrydelser begået mod Palæstina, da første sæson (klogeligt eller kujonsk, svært at sige) trykker bremsen i bund ved år 2022.
Men lige nu ville jeg nok foretrække, at denne historie, der allerede trækker i langdrag, holdes kort og stopper her.
Kort sagt:
Folkene bag ’BoJack Horseman’ prøver sig af med en mere personlig animeret dramedy om millennialgenerationens opvækst som set igennem den jødiske diaspora. Men den enerverende familie i centrum af serien vækker hverken latter eller fremtvinger tårer.
Anmeldt på baggrund af hele første sæson.