’The Conjuring: Last Rites’: Populær gyserfranchise slutter med et brag af jumpscares og banaliteter
I over et årti har verdens mest kendte dæmonologer, Ed (Patrick Wilson) og Lorraine Warren (Vera Farmiga), inviteret os indenfor i hjemsøgte hjem fyldt med tragiske baggrundshistorier og ubudne gæster fra det hinsides.
Med spin-offs som ’The Nun’ og ’Annabelle’ er ’The Conjuring: Last Rites’ det 9. og afsluttende kapitel. Desværre er punktummet mere middelmådigt end monumentalt.
Tilbage i 2013 indledte James Wan franchisen med ambitionen om at skabe en mainstream haunted house-gyser. Resultatet var en intens og isnende oplevelse, der blev fulgt flot op i toeren. Herefter overlod Wan tøjlerne til andre, blandt andre Michael Chaves, instruktøren bag den stilforvirrede ’The Conjuring: The Devil Made Me Do It’, den skuffende ’The Nun 2’ og tidsrøveren ’The Curse of La Llorona’.
Med ’The Conjuring: Last Rites’ vender Chaves endnu engang tilbage bag roret.
Filmen begynder i Warren-parrets karrieres spæde start i 1964. Deres første sag fører dem til en kvinde, der desperat søger hjælp, efter hendes far er gået bort, og huset er blevet hjemsøgt. Hun viser parret et antikt spejl med tre babyengle på toppen. Da højgravide Lorraine lægger hånden på glasset, slår en revne hen over overfladen, og straks rammes hun af voldsomme smerter.
Lorraine føder kort efter en dødfødt baby, i noget der minder om Frankensteins monsters tilblivelse, mens en hvidklædt dæmon svæver over hospitalssengen. Alt lys i stuen er gået, og lægen må arbejde med en lommelygte som eneste operationslys. I det dramatiske øjeblik trygler Ed og Lorraine Gud om hjælp, og miraklet sker: Datteren Judy trækker vejret.
Flashforward til 1986, og Judy (Mia Tomlinson) er nu voksen og følger sine forældre til forelæsning om dæmoniske stadier. Men salen er halvtom, de få tilhørere er uinteresserede, og vi sidder med en velkendt fornemmelse: »Har vi ikke været her før?«.
Efter den tunge optakt præsenteres vi endelig for filmens centrale sag. Familien Smurl fra Pennsylvania hjemsøges, efter en konfirmationsgave – et genbrugt spejl med de små englebabyer – flytter ind på teenageværelset. Det er et klassisk Conjuring-setup: Almindelige mennesker terroriseres af det onde, pressen blander sig, og Warren-parret må træde til.
Og til tider fungerer det. En sindssyg øksemand, et uhyggeligt gensyn med Annabelle, gode jumpscares og scener med familievennen Fader Gordon (Steve Coulter), hvor 360-graders kamerabevægelser giver én klaustrofobisk noia, viser, at instruktør Chaves kan, når han vil.
Men de stærke øjeblikke drukner, fordi filmen konstant skifter gear. Fra velopbyggede spændingssekvenser til jumpscare-hurlumhej på få sekunder, og man mister komplet fodfæstet som seer.
Chaves’ løsning er at skrue op for alle virkemidler på én gang: blodige håndvaske, hjemsøgte spejle og panikslagne eksorcismesekvenser. Men i stedet for at kulminere i et intenst klimaks bliver resultatet rodet og forpustet. Ambitionen er stor, men fokus og historiens dybde mangler.
Karakterarbejdet lider under samme problem. Farmiga og Wilson er rutineret gode, men Judy og hendes kæreste Tony (Ben Hardy) får aldrig den tyngde, der kunne give dem personlighed og sjæl. Selv i de mest dramatiske scener føles deres skæbne som statistroller i gysermaskineriet.
Afslutningen skal samle trådene og levere filmens budskab, men da det hele munder ud i en flad morale om at møde sine dæmoner og finde styrke i fællesskab, falder kæden helt af. Det er så forudsigeligt, at man næsten kan fuldføre replikken, da Lorraine råber »Get the book!«. Samtidig får vi aldrig en begrundelse på den hvidklædte dæmon i begyndelsen.
Trods gode scener fremstår det sidste kapitel af den populære gyserfranchise ufærdigt og overambitiøst.
Kort sagt:
En håndfuld scener viser, at nerven stadig lever i ’The Conjuring’-universet. Men franchise-finalen balancerer mellem det overgjorte og det banale. Man bliver forpustet på den frustrerende måde.