’The Curse of La Llorona’: Kedeligt gys sår tvivl om ’The Conjuring’-franchisens fremtid
I 2013 blev horrorfans verden over præsenteret for en spritny franchise i form af James Wans ’The Conjuring’. Her følger vi spøgelsesjægerne Ed og Lorraine Warren, når de i de groovy 70’ere forsøger at uddrive diverse onde ånder fra uskyldige familiers hjem – tilmed inspireret (nøgleordet i denne sætning) af virkelige hændelser.
’The Conjuring’ og dens 2016-efterfølger ’The Conjuring 2’ er begge bundsolide gyserfilm, der rammer alle de rigtige takter i det perfekte gyser-riff. Om man kan sige det samme om spinoff-filmene ’Annabelle’ og ’The Nun’ kan nok debatteres, men om ikke andet beviste James Wan, at man kan spinde næsten lige så meget guld på gys som på kappeklædte supermennesker.
Med ’The Curse of La Llorona’ nøjes Wan med en producer-rolle og overdrager i stedet roret til den, mildest talt, grønne instruktør Michael Chaves (som skal stå bag ’The Conjuring 3’), hvis karrierehøjdepunkt indtil videre har været en Billie Eilish musikvideo. Og desværre er noget af det eneste, ’The Curse La Llorona’ har tilfældes med ’The Conjuring’, at de begge foregår i 70’erne (formentlig så Father Perez, først set i Annabelle, også kan dukke op her).
’The Curse of La Llorona’s papirtynde plot omhandler socialrådgiveren Anna (Linda Cardellini), og hendes to børn, Chris og Sam, der bliver hjemsøgt af en mexicansk kvinde, som i 1700-tallet druknede sine sønner, fordi hendes mand var hende utro. Nu har hun tilsyneladende fortrudt, hvorfor hun leder efter andre folks børn til at erstatte sine egne.
Dette forklarer dog ikke helt, hvorfor gespenstets modus operandi stadig er at drukne de stakkels unger, når det var det, der førte til hendes forbandede situation til at begynde med. Men at forsøge at redegøre for alle de ting, der ikke går op i en højere enhed i filmen ville være som at åbne Pandoras æske.
Heldigvis får familien lidt hjælp fra den kvasi-kirkelige åndeuddriver Rafael med et esoterisk arsenal af drømmefangere, hårdkogte æg og spøgelsestårer – og den kejtede catchphrase »Tadaa!«.
’The Curse of La Llorona’ rammer ikke en eneste af ’The Conjuring’s gode takter. Begge er propfyldt med jumpscares, men i dette tilfælde er de alle så håbløst forudsigelige, at du vil kunne sætte dit vækkeur efter dem. Der er heller ikke noget fængende, overnaturligt mysterium, der skal løses, og karakterernes navne kan jeg udelukkende huske takket være den pressemeddelelse, jeg fik udleveret til filmens visning. Selv ikke Linda Cardellini, som ellers har leveret fine præstationer i Netflix’ ’Bloodline’ og kultklassikeren ’Freaks and Geeks’, kan hamle op med ’The Curse of La Llorona’s dødfødte dialog.
De seneste år har vi været umådelig privilegerede hvad angår horror-genren. Med thrillere som ’Get Out’ og ’Us’ af Jordan Peele, Stephen King-gyserne ’It’ og ’Pet Sematary’, John Krasinskis ’A Quiet Place’ og filmfestivalsfavoritten ’The Witch’, for blot at nævne nogle få, er der efterhånden blevet lagt en standard, man ikke kan kimse ad. Desværre falder ’The Curse of La Llorona’ langt under denne, og man kan kimse lige så tosset man vil i den halvanden time, det tager for filmspolen at snurre sig selv ud.
Kort sagt: Dybt kedelig gyser efterlader anmelderen skeptisk omkring ’The Conjuring’-franchisens fremtid.