‘The Conjuring: The Devil Made Me Do It’: I det mindste er den bedre end spinoff-filmene

‘The Conjuring: The Devil Made Me Do It’: I det mindste er den bedre end spinoff-filmene
'The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It'. (Foto: PR)

Jeg har en god og en dårlig nyhed.

Den gode er, at ’The Conjuring’ er tilbage i sin grundform, Ed og Lorraine Warren indtager endnu en gang hovedrollerne, og James Wan, der for snart ti år siden kickstartede franchisen fra sin plads i instruktørstolen, sniger sig ind på holdlisten med en story by-kreditering.

Men der stopper festen så også, for det er ingen ringere end Michael Chaves (manden bag den ulidelige spinoff ’The Curse of la Llorona’), der fungerer som styrmand i denne tredje (ottende, hvis de ringe afstikkere skal tælles med) ombæring i ’Conjuring’-universet.

For to år siden skrev jeg, at ’The Curse of La Llorona’ efterlod mig dybt skeptisk over for franchisens fremtid. Efter at have set ’The Devil Made Me Do It’ er det en holdning, der ikke har ændret sig markant. Om noget har filmen bekræftet min anelse om, at jo mere hands-on Wan er, desto bedre – og omvendt.

Hans milde medvirken har givet pote i form af en historie, der forsøger at nytænke den ellers godt gennemtrawlede haunted house-trope.

Ed og Lorraine står over for deres hidtil mest intense sag. Efter at have fordrevet en dæmon fra en lille dreng får spøgelsesjægerparret sig lidt af et chok, da de finder ud af, at dæmonen faktisk bare har pubcrawlet sig hen til nærmeste levende billede: den unge mand Arne Johnson.

Desværre når de ikke frem i tide til at stoppe Arne/dæmonens næste angreb, der efterlader det uheldige offer med 22 ret fatale knivstik. Nu bliver Arne stillet for en domstol med det relativt tvivlsomme forsvar: Djævlen fik mig til det. Men, som Ed påpeger, hvis retten kan dømme i Guds navn, så kan den anklagede vel også forsvare sig i Djævelens. Warren-parret må mønstre bevisbyrden og forsøge at gøre, hvad ingen hidtil har formået: bevise overfor en domstol at djævlen er mere end blot en metafor.

‘The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It’. (Foto: PR)

Det er interessant og bravt, at filmen stikker bemærkelsesværdigt af fra den formular, der fungerede så godt i de første to film. Vi må vinke farvel til det uhyggelige, hjemsøgte kammerspil og byde velkommen til en spøgelseshistorie i forklædning som en krimi. Ed og Lorraine skal opstøve og afsøge det ene spor efter det andet, og det er egentlig overraskende tiltrængt at se dem gøre et større detektivarbejde end at holde om et kors og rable noget latinsk nonsens (hvilket de selvfølgelig også stadig gør, bare rolig).

Filmen holder dog stadig fast i nogle af de greb, der gjorde forgængerne så effektive: Der bliver leget med skygger og lys, makabre ujordiske lyde og underspillede praktiske effekter. Stemningen er, som sædvanlig, sat til gys og chok, og begge dele bliver ofte leveret med tilfredsstillende succes.

Til gengæld bliver franchisens based on a true story-præmis ikke den samme fede saltvandsindsprøjtning af angst, som resten af serien har nydt godt af. Denne gang er det nemlig svært ikke at tænke på, at Arne Johnson i virkeligheden (alverdens onde ånder, dæmoner og heksekunster til side) begik et ret grusomt mord, og at vores to kære hovedpersoner gør deres ypperste for at få ham frikendt. Så er det altså nemmere at købe svævende stole og smækkende døre.

Det store mysterium viser sig også at være ret uinteressant, når der kommer svar, og til sidst sidder man tilbage med følelsen: Var det det?


Kort sagt:
’The Devil Made Me Do It’ leverer både uhygge, chok og spænding, men dog ingen af delene med særlig bravur. Den underpræsterer i forhold til dens to forgængere, men overpræsterer i forhold til franchisens spin-offs.

'The Conjuring 3: The Devil Made Me Do It'. Film. Instruktør: Michael Chaves. Medvirkende: Vera Farmiga, Patrick Wilson, Ruairi O'Connor, Sarah Catherine Hook, Julian Hilliard. Spilletid: 112 min. Premiere: I biograferne 3. juni.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af