‘The Nun’: Gyser-spinoff jager effektivt en skræk i livet på publikum
Det er et fantastisk tidspunkt at være gyserfan. Nyklassikere som ‘Get Out’, ‘Hereditary’ og ‘The Witch’ har blæst selv de mest horrorkritiske anmeldere omkuld, men der er nu engang noget, som alle disse film mangler.
De er urovækkende, foruroligende og bruger genren til meget mere end blot billige chok, men det er ikke film, der får en til at kigge en ekstra gang under sengen, når man kommer hjem fra biografen. Derfor kan det også være forfriskende med en film som ‘The Nun’, der går efter én eneste ting, nemlig at skræmme sit publikum fra vid og sans.
Filmen er en spinoff til ‘Nattens dæmoner 2’, hvor vi for første gang fik ødelagt vores nattesøvn af dæmonen Valak. I ‘The Nun’ skrues tiden tilbage til 1952, hvor en ung nonne tager sit eget liv i et øde og isoleret rumænsk kloster. Vatikanet sender Fader Burke (Demián Bichir fra ‘The Hateful Eight’ og ‘Weeds’) og en ung novice (Taissa Farmiga fra ‘American Horror Story’) til at efterforske sagen, og sammen afdækker de en ukristelig hemmelighed, der går mange år tilbage i klostrets historie.
Det er instruktør Corin Hardys kun anden spillefilm, efter den glimrende monsterfilm ‘The Hallow’ fra 2015, og han formår langt hen ad vejen at bibeholde det høje tekniske niveau, som James Wan, der er producer på filmen, lagde for dagen som instruktør på ‘Nattens dæmoner’-filmene. Samtidig har han også ladet sig inspirere af de klassiske italienske horrorfilms gotiske og atmosfæretunge scenografi, når han filmer klostret, og det er befriende, at man rent faktisk får tid til at suge stemningen til sig, før ens sanser tæppebombes af lydeffekter og bøhmænd.
Det er kendetegnende for hele filmen, at der stort set ikke er nogen billige chok. Ligesom i James Wans ‘Insidious’ får man kun jump scares, når filmen rent faktisk har noget at vise. Det gør uhyggen mere effektiv, når noget begynder at tage form i skyggerne bag vores uanende hovedpersoner, og det ikke bare er en kat, der løber over gulvet, mens lydsiden overmodigt buldrer løs.
Filmen taber pusten mod slutningen, hvor den før så skrækindjagende Valak begynder at ligne Marilyn Manson i 90’erne. Dialogen er også noget gumpetung, og replikker som »lige meget hvad du ser, så stop aldrig med at bede« virker kun til at være med, så marketingafdelingen havde nogle gode oneliners til traileren.
Når det kommer til stykket, er ‘The Nun’ dog ganske enkelt en bundsolid horrorfilm, der netop giver lyst til at gemme sig under biografsædet. Og sammenlignet med det makværk, som de to ‘Annabelle’-spinoffs var, er ‘The Nun’ en gevinst.
Kort sagt:
Det nyeste kapitel i ‘Nattens dæmoner’-universet leverer på skrækfronten og tør satse mere på suspense end billige jump scares. Plotmæssigt er det en tyndbenet affære, men man kommer ikke udenom, at ‘The Nun’ effektivt formår at jage publikum en skræk i livet.
Læs også: Venedig-highlight dag 4: Heksefilmen ’Suspiria’ er en hjemsøgende dæmon