Smashing Pumpkins – middelmådig marathon

Stakkels Billy-boy. Endelig får han tapet bandet sammen igen. Det eneste band han rigtigt har elsket. Når det så kommer til stykket er det ikke helt det samme. Faktisk er det gendannede Smashing Pumpkins i alt andet end navn og ånd småsvært at skelne fra Corgans forrige projekt: Zwan. De oprindelige medlemmer tilovers er blot Billy Corgan selv, og supertrommeslageren Jimmy Chamberlin. Comeback-albummet ‘Zeitgeist’ har fået en blandet modtagelse hos den frådende anmelderskare. Måske fordi SP, deres status som et af 90’ernes største bands in mente, fordrer pænt høje forventninger til kvaliteten af outputtet?

Netop håbet var i al fald, ligesom temperaturen, skruet i vejret på Store Vega den sommeraften, hvor man kunne vralte ned og føle bæstet på hugtænderne. Var bisserne nu også stadig skarpe efter syv års turné-dvale?

Man må medgive, at de gik frisk til biddet. Chamberlin tordnede frygtindgydende bag kedlerne og Corgan smed kødfulde riff-lunser og hvinende soli ud til et sultent og sauna-svedende publikum. Lejesvendene, bassisten Ginger Reyes og guitaristen Jeff Schroeder spillede tight og tjekket, men gjorde ikke megen væsen af sig.

Sættet domineredes af ‘Zeitgeist’-sange, og guderne skal vide, at det album næsten indeholder færre hooks end Peter Pan. At det ikke fængede og fængslede publikum, blev kun tydeligere, jo længere de trak numrene ud. Der blev endda plads til at flette USAs nationalhymne ind som guitarsolo i den allerede alenlange ‘United States’! Forløsningen kom først efter en rum tid med ‘Tonight, Tonight’ og ‘Zero’. Nogen hitparade blev det dog aldrig, og helt grelt blev det sgu også under en akustisk sektion midtvejs. En ynkelig afliring af ‘Death From Above’ og som salt i såret en grotesk svag ‘Daydream’ fra gruppens debut – nu, ironisk nok, med Corgans nasale vræl, i mangel af D’arcys bedre vokal.

I den anden ende fik vi til gengæld blandt andet serveret ‘Shame’ i kæk rock-glasur og et vanligt potent ‘Silverfuck’-jam. Ikke helt nok til at rette et fladt sæt op, hvis problem primært var at adskillige af deres magiske og helt centrale numre pjækkede til fordel for promotion af det nye album og små kuriositeter for de hårde kernefans. To en halv time til trods!