INTERVIEW. »Det har været en befrielse«, siger Jonas Holst Schmidt om sit ret så krævende bijob.
Normalt har han den kreative styring som frontmand og sangskriver i det danske indiepopband Blaue Blume, som tidligere i år udgav det roste album ’Regnvåde sale’.
Nu er han for anden gang i karrieren biografaktuel med en fremtrædende filmrolle. Et hverv, han, sammenlignet med musikken, har det anderledes ukompliceret og mindre selvkritisk omkring.
»Det er befriende at kunne gøre sin ting i en intens periode, og så kan man faktisk slippe det. Det er ikke min opgave at sparke det i mål. Når jeg laver en plade med gutterne i mit band, så starter det med vores sange. Og det er også os, der skal afgøre, når den sidste master er klar«, forklarer Jonas, da vi møder ham på en Nørrebro-café i anledning af premieren på ’Kærlighedens gerninger’.
I det nye arthouse-drama er den altoverskyggende tovholder instruktør Jeppe Rønde, som tidligere blandt andet har stået bag fiktionsfilmen ’Bridgend’ og dokumentaren ’Almost Human’.
Rønde har fortalt Jonas Holst Schmidt, at han så filmpotentiale i Blaue Blume-forsangeren, allerede da han for omkring ti år siden oplevede en Vega-koncert med bandet. Dermed var Jonas tidligt med i tankerne, da instruktøren skrev på karakteren Jakob i ’Kærlighedens gerninger’.
En karakter, der er inspireret af Røndes egne traume- og tabufyldte minder.
Voldsom og smuk fortælling
Jonas Holst Schmidt spiller den unge mand Jakob, som udgiver sig for at være håndværker, der vil hjælpe en kristen sekt med et byggeprojekt i bytte for kost og logi.
I virkeligheden har han opsøgt det lukkede trossamfund for at kontakte sin storesøster Hanna (Cecilie Lassen), som han ikke har set i flere år, siden hun forlod sit liv uden at se sig tilbage og blev en del af sekten.
Jakob har brug for hendes hjælp til at fjerne et tåget slør, der dækker over hans barndomsminder. De gemmer begge på en fortrængt, sårbar hemmelighed. Og på en stor, tabubelagt skam. Søskendekærlighed, der overskred en ufravigelig grænse.
Med andre ord: En ret vild opgave at kaste sig ud i som relativt nyslået, uuddannet skuespiller.
»Det var ikke noget, der skræmte mig. Nej, tværtimod. Hvis Jeppe følte, at jeg kunne gøre det, så havde jeg en ret stor tro på mig selv, om at jeg godt kunne«, siger Jonas om udfordringen.
»Jeg kan godt mærke efterfølgende, når den nu skal ud, at det jo er en voldsom film. Men det er også en smuk film. Og jeg har hele tiden syntes, at der bag de voldsomme scener ligger en nødvendighed i, at historien bliver fortalt. For blodskam er stadig et uudforsket emne i dansk film«, fortsætter han.
»Det er blevet til noget større end en film for Jeppe. Jeg tager sgu hatten af for, at han tager en chance og åbner sådan et tungt tema op. Det er sejt, og man må anerkende modet, om man så kan lide filmen eller ej«.
Meget mere end et trick
Det begrænsede forventningspres kommer måske af, at det aldrig har været Jonas Holst Schmidts egen idé, at han skulle prøve kræfter med skuespillet.
Inden optagelserne til ’Kærlighedens gerninger’, som stod på i 2023, fik han sin filmdebut i Martin Skovbjergs ’København findes ikke’.
Her fik en caster ham til prøve på projektet efter at have set ham på forsiden af et Gaffa-magasin. Kort efter fik han på lignende vis ’Kærlighedens gerninger’-rollen gennem en auditionproces, han ikke selv tog initiativ til.
»Jeg blev hevet ind af en caster og spillede en scene. Jeg tænkte egentlig, ’dem hører jeg ikke mere fra’«, fortæller Jonas, som dog blev kaldt ind igen.
»Anden gang kunne jeg godt mærke, at der var kemi mellem mig og Jeppe. Der havde jeg en god fornemmelse af, at jeg måske faktisk var i spil til det her. Jeg fik lov til at læse manuskriptet, og så blev det lige pludselig noget, jeg også gerne ville. Det var vildt spændende og på mange måder noget helt andet, end hvad jeg lige kom fra«.
De to film har dog det til fælles, at de er relativt smalle arthouse-dramaer. Men lige dét har ikke været et bevidst valg fra den nyslåede skuespillers side.
»Måske handler det om, at man inden for arthouse-genren tør satse lidt mere med castingen. Det er nok ikke mig, der trækker 200.000 billetter. Men så kan jeg måske give noget andet til sådan en slags film«, siger han.
»Jeg tænker, der nok er mange, som sidder med en fordom om, at det bare er et trick at hive en indiemusiker ind for at lave en film. Men jeg har virkelig gjort meget for at komme ind i rollen, både til Martins og Jeppes film. Jeg har brugt utrolig lang tids forberedelse, og det har båret frugt, kan jeg se nu, to år senere. Der står et menneske i filmen, der lever og ånder, som ikke er mig. Og det er jeg stolt af«.
Har aldrig set det i en film før
En række centrale scener i ’Kærlighedens gerninger’ er bygget op omkring de såkaldte »spejlinger« – et særligt ritual i det fiktive trossamfund, hvor hovedpersonerne med hjælp fra sektens andre medlemmer kan rekonstruere deres minder og blive klogere på dem.
Spejlingerne giver Jakob og Hanna mulighed for at åbne op for barndommens stærke, men forkerte og forbudte kærlighed, som alle de indblandede reagerer kraftigt på.
Også under optagelserne var de i høj grad improviserede scener en vild oplevelse af være en del af.
»Spejlingerne er et enormt stærkt greb, hvor fortiden træder ind i kroppene. Det har jeg aldrig set blive brugt før i en film«, siger Jonas Holst Schmidt.
»De var virkelig spændende at udfolde i praksis, fordi der var et stort spillerum. Det kæmpe hold af dygtige statister leverede stærke ansigtsudtryk og ærlige reaktioner, fordi de ikke havde fået fortalt, hvad der skulle ske. De var med i det. Som de bærende skuespillere kendte vi jo godt historien, men der var alligevel et stort råderum følelsesmæssigt, hvor det var op til den enkelte, hvordan vi fortolker og reagerer på det her traume, som bliver viklet op«.
Det lyder meget krævende. Og det var det også, fortæller han:
»Vi brugte mange dage på at lave én spejling, hvor statisterne altid skulle være på dupperne, og hvor vi også skulle overraske dem. Det endte med nogle meget forskellige takes. Det var megasjovt, men også vildt hårdt og psykisk drænende, fordi man hele tiden kom ind og rørte ved nogle ting. Man lå konstant på kanten af, hvad man kunne holde til. Og det talte til mig«.
Hvordan arbejdede du ellers med Jakob-karakteren?
»Jeg skrev dagbog for Jakob. For Jeppe gjorde meget ud af, at vi hver især fandt ind til baggrundshistorien for vores karakter. Det skulle vi selv opdigte og så lige dobbelttjekke med ham, så vi var sikre på, vores tanker stemte overens. Filmen er baseret på Jeppes minder, men det var vigtigt for mig at gå efter min egen fornemmelse af karakteren. For ellers ville det blive for svært«.
»Jeg kunne godt lide at tænke Jakob som en dreng i en mandekrop. Derfor trænede jeg mig også fysisk op og løftede vægte i lang tid. Musklerne skulle nærmest være som en kompensation for hans uskyldige uvidenhed. Det gjorde også noget for min mentalitet, at man får uniformen på«.
»Jeg ville spille hver scene, som om han holder vejret og er lige ved at drukne. Der er en tragedie og en tvivl i ham, fordi han grundlæggende føler sig forkert og skamfuld over, hvem han er. Han føler sig ikke elsket eller set i verden. Jeg skulle finde ind til noget, som er gemt væk i ham, og fastholde den knude, som er svær for ham at binde op«.
Et rum ladet med spænding
Hvad har overrasket dig mest ved skuespilarbejdet?
»Det er måske en kliché at nævne det, men ventetiden er enorm. Man kan ikke bare køre på, når man som skuespiller sidder og brænder. Jeg kan huske fra ’København findes ikke’, at Martin lærte mig, at jeg ikke kan ’have den’ hele tiden. Filmholdet skal stille op, sætte lys og kameravinkel, så de kan ikke altid være der, hvor skuespilleren er. Du bliver nødt til at spare energien op, og så komme ind i ringen«.
»For en novice som mig var det også overraskende, hvor stor en mekanisme hele produktionen er. Der er fandme meget, der skal gå op, og en skarp tidsplan. Det betyder også, at man skal levere, for vi har ikke tid til at tage den igen. Vi tygger ikke lige på det til næste uge og kommer tilbage og mixer lidt mere. Det er nu. Du skal være til stede lige nu, og den skal sidde der. Det er intenst, men også det fedeste«.
Er der ligheder mellem skuespillet og musikken?
»På mange måder kan jeg se ligheder i det at stå på scenen, hvor det også handler om samspil, og det hele skal gå op i en højere enhed. Vigtigst af alt er det din tilstedeværelse, publikum først fanger – ikke nødvendigvis om du rammer tonerne og spiller rigtigt.
»I begge tilfælde står man i et rum, der er ladet med spænding. Når vi går i gang, er der kun den virkelighed, som vi opstiller eller iscenesætter her. Så kommer spørgsmålene: Hvordan reagerer jeg i det? Og hvilke reaktioner skaber det? Hvordan reagerer mennesker?«.
»Det er sindssygt spændende og sjovt at udforske, og jeg kan også mærke, jeg er god til at bruge følelserne på den måde. Jeg kan godt lide det overgjorte, ekstreme, overdimensionerede følelsesmæssige udtryk. På det punkt tror jeg også, der er et slægtskab i min musik, som dyrker de store bevægelser hele tiden. På godt og ondt«.
Har du flere filmroller på vej?
»Jeg har sagt nej til nogle muligheder, og det ikke, fordi det ikke har været spændende. Lige nu har jeg det egentlig fint med at spille min musik. ’Kærlighedens gerninger’ var en lang proces og en stor mundfuld. Nu har jeg prøvet det, og det var sgu fedt og sjovt. Men det er også et intenst forløb. Det er tid væk fra min familie. Det er noget, man virkelig skal være inde i mentalt«.
»Jeg tager hatten af for de folk, der bare gør det hele tiden. Man skal også indrette sit liv efter det på en særlig måde. Der tror jeg, at jeg har det godt med at sidde derhjemme i haven og lave min næste plade og komme ud og spille med mine venner. Det er musikken, jeg brænder for«.
’Kærlighedens gerninger’ har biografpremiere 11. september.