’København findes ikke’: Ny dansk film er et beundringsværdigt eksperiment, der falder sammen

’København findes ikke’: Ny dansk film er et beundringsværdigt eksperiment, der falder sammen
'København findes ikke'. (Foto: Jacob Møller)

Jeg beundrer ambitionen bag ’København findes ikke’ – en anderledes dansk film, der gerne vil sætte spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være fri, og udforske, hvordan samfundet på forskellige måder udøver magt over os.

Desværre fungerer det primært på ideplan, måske også i Terje Holtet Larsens roman ’Sander’, som filmen er baseret på, eller i Eskil Vogts manuskript, som instruktør Martin Skovbjerg bearbejder.

I den endelige filmeksekvering falder det fra hinanden – og ikke på den måde, som filmen ønsker.

’København findes ikke’ udspiller sig i to plan: I nutiden bliver Sander (debutanten Jonas Holst Schmidt, normalt forsanger i Blaue Blume) låst inde i en tom herskabslejlighed af sin kommende svigerfar (Zlatko Buric) og svigerbror (Vilmer Trier Brøgger).

‘København findes ikke’. (Foto: Jacob Møller)

Det er tre måneder, efter kæresten Ida (Angela Bundalovic) forsvandt sporløst under en ferie med Sander i Sverige. Faren vil have svar på, hvad der fik Ida til at forsvinde, hvilket sætter gang i filmens erindringsplan, hvor Sander genfortæller centrale nedslag i deres forhold – hele tiden filtreret gennem hans upålidelige psyke.

Sander og Ida mødes til noget så usandsynligt som en visning af ’Monos’ i Grand Teatret. Sød musik opstår, eller det er i hvert fald sådan, det skal læses. Men kemien mellem Holst Schmidt og Bundalovic er så godt som ikkeeksisterende.

Filmen lykkes nogenlunde med at afskrive denne gabende mangel gennem karakterernes ustabile psyker og deres position som outsidere på kanten af samfundet. Fremmedgørelsen understreges ved, at de to karakterer også fejler bravt ved ethvert forsøg på sociale interaktioner i løbet af filmen. Dem er der heldigvis få af, to for at være helt præcis.

‘København findes ikke’ (Foto: Jacob Møller)

’København findes ikke’ lykkes til gengæld ikke med at sælge den altopslugende forelskelse, der får parret til at trække stikket på omverdenen og isolere sig sammen i Idas lejlighed i København i jagten på den ultimative frisættelse.

Som nyforelskede virker de som Palle alene i verden. Gaderne er mestendels tomme, hvilket nok skyldes, at filmen tilsyneladende er optaget under coronanedlukningen. Men Sander og Idas virkelighedsflugt er ikke kun motiveret af deres psyke. Den udspringer også af omverdenens insisterende meningsløshed, som man desværre ikke mærker i filmen, fordi verden fra start af er fraværende i de klaustrofobiske, psykologiske rum, filmen færdes i.

I en pludselig og lidt forceret scene bobler subteksten op til overfladen, når vi ser en uafbrudt billedstrøm af den globale virkeligheds krige, fattigdom og andre katastrofer, der er svære at undslippe i medierne.

Omverdenen trænger sig på, men karaktererne nægter at lade den få magten over dem.

‘København findes ikke’ (Foto: Jacob Møller)

På samme måde ser de ikke et vennepars invitation til et orgie som et udtryk for frigørelse, men som et overgreb på deres tosomhed. Ida vil heller ikke bruge ordet »forelsket« til at beskrive sine følelser for Sander, fordi det kan få magt over forholdet. Hun føler sig også overvåget af sin familie, som er bekymrede for hende. Hun er stålsat på ikke at lade fortiden definere nutiden.

Sander er i kontrast fuldkommen passiv og flyder bare med tilværelsens tristesse. Sådan præsenterer han i hvert fald sig selv. Men begge synes at være fælles om det brændende ønske om at skabe en (fiktiv) idealvirkelighed, som måske kan sætte dem fri.

Det hele præsenteres som et mysterium, udlagt gennem Sanders fragmenterede blik på verden og hans konstruktion af Ida, som vi kun gradvist forstår omfanget af. På den måde helgarderer filmen sig nærmest mod kritik, fordi alle kreative valg kan retfærdiggøres gennem subjektiviteten. Karaktererne virker flade? Det er meningen. Konteksten føles underfortalt? Det er meningen. Og så videre.

‘København findes ikke’ (Foto: Jacob Møller)

Gættelegen gør, at scenerne først får værdi retroaktivt, hvilket gør filmoplevelsen sært utilfredsstillende. Man sidder tilbage med en »var det bare dét?«-fornemmelse, der modvirker intentionen om en åben tekst med plads til fortolkning og refleksion over hukommelse og billedets manipulation.

Den opbrudte seeroplevelse gør også, at filmens to plan aldrig får lov at leve. Begge virker underfortalte og uudforskede, fordi de konstant amputeres af den studentikose fortællestil, der forsøger at give minderne og psykens krinkelkroge en filmisk vignetteform, men undervejs bliver så didaktisk og fastlåst i sit udtryk, at det fratager filmen sit mysterium.

Martin Skovbjerg og hans hold – særligt fotograf Jacob Møller, hvis (til tider over)æstetiserede billeder hæver sig markant over den vanlige danske filmproduktion – skal have cadeau for at eksperimentere med filmsproget.

Men som det er med eksperimenter, falder de ikke altid lige heldigt ud.


Kort sagt:
Ambitionerne er beundringsværdigt høje i Martin Skovbjergs anden spillefilm, ’København findes ikke’, der dog desværre ikke lykkes med at følge dem til dørs.

’København findes ikke’. Spillefilm. Instruktion: Martin Skovbjerg. Medvirkende: Jonas Holst Schmidt, Angela Bundalovic, Zlatko Buric, Vilmer Trier Brøgger, Christoffer Læssø. Spilletid: 99 min. Premiere: I biograferne 9. februar.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af