’The Long Walk’: ’Hunger Games’-instruktørs nye Stephen King-film er morbid, men uforløst
Det kan ikke være tilfældigt, at Francis Lawrence – instruktøren bag fem ud af seks ’Hunger Games’-film (inklusive en kommende prequel) – har fået til opgave at filmatisere ’The Long Walk’.
Den dystopiske fortælling om Katniss Everdeen minder nemlig en hel del om Stephen Kings bogforlæg, som har en del flere år på bagen end Suzanne Collins’ romaner. Gysermesteren skrev faktisk ’The Long Walk’ tilbage i 1966-67 som sin allerførste bog, selvom den først udkom i 1979 under pseudonymet Richard Bachman.
Handlingen er sat i et fremtidigt USA ledet af et brutalt, totalitært regime, som hvert år afholder en livetransmitteret og drabelig konkurrence. Én ung mand per amerikansk stat deltager i Den lange vandring, hvor præmien er rigdom og agtelse for vinderen, mens resten undervejs må lide døden.
Som navnet indikerer, handler det om at gå langt. Og konstant. Deltagerne skal holde en uafbrudt fart på knap fem kilometer i timen, og hvis de kommer under fartgrænsen, får de en advarsel. Efter tre advarsler bliver man likvideret af én af soldaterne, der holder opsyn med de gående. Den sidste overlevende sejrer.
Med ’The Long Walk’ får Francis Lawrence lov til at orkestrere et dødsspil, der er meget mere blodigt, end ’Hunger Games’-filmene nogensinde kunne være på grund af deres teenagealdersgrænse.
Henrettelserne af de unge mænd, der græder og skriger, inden skuddene smælder, er voldsomt ubehagelige at overvære. Filmen skåner kun sjældent sit publikum for deltagernes åbne sår og knoglebrud. Kameraet følger også trofast med, når de skal forsøge at håndtere dårlig mave, mens de holder gangtempoet.
Der er selvfølgelig også pauser mellem drabene i konkurrencen, som forløber over flere dage. Her vækker ’The Long Walk’ mindelser om en anden, mindre morbid Stephen King-fortælling. For i stil med Rob Reiners 80’er-klassiker ’Stand by Me’, baseret på novellen ’The Body’, handler ’The Long Walk’ i høj grad også om de samtaler, de unge mænd har med hinanden under deres færd.
’Licorice Pizza’-debutanten Cooper Hoffman, søn af afdøde Phillip Seymour Hoffman, spiller hovedpersonen Raymond, som forsøger at holde en selskabelig tone med konkurrenterne, selvom enkelte føler mere for at snakke lort. Han knytter særligt bånd med forældreløse Peter (David Jonsson fra ’Industry’ og ’Alien: Romulus’), mens de taler om deres baggrund og, senere, deres motivation for at deltage.
For modsat ’The Hunger Games’ har de alle meldt sig frivilligt, selvom vinderchancerne er afsindigt små. De vil lægge en svær, typisk fattig fortid bag sig og se håbefuldt fremad.
Disse dialogscener skal holde dampen oppe for både for de hårdt prøvede deltagere og filmens publikum, mens den i længden temmelig ensformige gå-konkurrence udspiller sig. Og på den front kommer ’The Long Walk’ desværre til kort.
For ingen af karaktererne formår at vække de tiltænkte reaktioner i publikum. Når de jokende sviner hinanden til, er det ikke helt så sjovt, som manuskriptforfatter J.T. Mollner (’Strange Darling’) nok har forestillet sig. Raymond og Petes venskabsbånd og deres monologer om meningen med livet står heller ikke så stærkt og rørende, som filmens følelsesladede underlægningsmusik indikerer.
Der er egentlig mere livsvisdom og følelse at hente i en af årets andre King-filmatiseringer, ’The Life of Chuck’.
Tilbage står det grusomme, men meget simple dødsspil som symptom på et dystopisk samfund, vi desværre aldrig for alvor lærer at kende.
Vandringens lange rute går primært gennem næsten affolkede landområder, der ligner hinanden. Den uhyggelige fremtid ligner faktisk bare nutidens provins i USA. Tv-aspektet af konkurrencen er samtidig ærgerligt uforløst. At deltagerne optages med kameraer, bliver kun nævnt en enkelt gang, og herefter hører vi ikke mere til det.
Som både reality-satire og dystopisk vision fungerer ’Hunger Games’-franchisen faktisk en del bedre.
’The Long Walk’s antagonist, den solbrilleklædte militærleder The Major, som styrer både samfundet og konkurrencen med hård hånd, personificerer manglerne ved den meget minimalistiske dystopifortælling.
For Mark Hamill, der sjovt nok også var med i ’The Life of Chuck’, spiller skurken grinagtigt overdrevent. Med en dyb stemme og replikker om vigtigheden af »tunge nosser« forbliver karakteren en løst optegnet karikatur uden megen dybde.
Man er selvfølgelig nødt til at se filmen til ende, da man jo gerne vil finde ud af, hvem der tager sejren til slut. Men straks herefter er ’The Long Walk’ glemt igen.
Kort sagt:
Instruktør Francis Lawrence har fået lov til at vise meget mere blod i sin drabelige Stephen King-filmatisering end i sine ’Hunger Games’-film. Omvendt savner man en lige så udbygget dystopisk verden bag det tv-transmitterede dødsspil i ’The Long Walk’.