’Ensom i Tokyo’: Tragisk dansk dokumentarperle blotlægger en brist i den japanske kultur
»De virker ikke så selskabelige«, siger Masato, mens han kigger på fiskeudvalget hos en dyrehandler.
De mange små akvarier med én fisk i hver, placeret side om side og stablet på hylder over hinanden, kunne være en rammende metafor for hovedpersonerne i den nye danske dokumentarfilm ’Ensom i Tokyo’, der blev vist på årets CPH:DOX og nu er landet på DR.
Bag filmen står den alsidige og anerkendte instruktør Kaspar Astrup Schröder, som tidligere har skabt dokumentarer om blandt andet kinesiske børnehjemsbeboere, Medina, et pigecrew af skatere og Bjarke Ingels. Denne gang retter han kameraet mod ensomhedsepidemien i Japans hovedstad.
I starten af den lille dokumentarperle får vi at vide, at hele 40 procent af japanerne føler sig ensomme. Isolationen udspiller sig ironisk nok særligt i Tokyo, verdens mest folkerige by. Menneskene bor tæt op ad hinanden i højhusene uden at have egentlig kontakt, ja, lidt som ovennævnte akvariefisk.
Den 45-årige mand Masato og den 43-årige kvinde Shoko er filmens personlige eksempler på problemet. Begge kæmper med et liv uden nære relationer, kærlighed og mening gennem flere år. Begge er ulykkelige, har dårligt selvværd og går med tanker om at gøre en ende på det hele.
Schröder følger sine hovedpersoner som en flue på væggen. I stedet for et klassisk interviewformat får vi indblik i deres tanker og følelser gennem den gratis, ensomhedsbekæmpende chatservice ’Et sted for dig’, som de begge skriver til fra tid til anden.
Deres skriftlige råb om hjælp bringes frem på skærmen. Desværre lyder svaret ofte: »Alle rådgivere er desværre optagede. Vent venligst«.
For tjenesten har ikke tilstrækkeligt med ressourcer, fortæller manden bag til filmholdet. Ressourcemangel er også den største udfordring for en anden medvirkende, Japans nyudråbte minister for ensomhed og isolation, som er verdens første af slagsen.
Det er hjerteskærende at følge hovedpersonernes stillestående tilværelser. Det meste af spilletiden er deres ansigter foldet i indesluttede miner, mens de fortæller om dødsfald, manglende romantiske relationer og et opslidende, utilfredsstillende arbejde.
’Ensom i Tokyo’ bliver ikke mindre tragisk af, at vi følger to personer i stedet for én. For man kan ikke lade være med at tænke, at de to jævnaldrende Tokyo-beboere kunne finde sammen og knytte bånd, hvis de kendte til hinanden. Deres usynlige forbindelse er som bekendt kunstig, kun optegnet gennem begges optræden i filmen – hver for sig, i parallelle forløb.
Deres fortællinger får akkompagnement af smukke totalskud fra Tokyo og et køligt, elektronisk score, som forstærker fornemmelsen af en betydelig melankoli bag den på overfladen farverige og sprudlende storby.
Hvorfor er ensomheden så dominerende i Japan? Det spørgsmål måtte ’Ensom i Tokyo’ gerne have dykket længere ned i. Både fordi det er et spændende emne, og fordi de to portrætter i sagens natur er en smule stillestående, selvom en smule håb for forandring dog sniger sig ind mod slut.
Filmen er først og fremmest en tilstandsrapport, der viser de personlige konsekvenser og samfundssymptomer snarere end årsagerne bag.
Vi får et kort, men interessant indspark fra førnævnte minister, som mener, at ensomhedsepidemien skyldes en særlig japansk mentalitet: Man skal holde ud og må ikke vise svaghed, for det modsatte er skamfuldt.
Ønsker man flere vinkler på temaet, kan man rette blikket mod en anden vellykket dokumentar af Schröder, der også er optaget i Solens rige.
’Lej en familie a/s’ følger en mand, der lejer sig selv og sine ansatte ud som skuespillere til helt specifikt at agere ægtefæller og familiemedlemmer til formelle anledninger. Hovedpersonen vil hjælpe sine klienter med ikke at tabe ansigt, men han evner samtidig ikke selv at investere sig emotionelt i sin egen dysfunktionelle kernefamilie, hvor både han og konen føler sig ensomme.
At denne beslægtede forgænger til ’Ensom i Tokyo’ efterhånden har 13 år på bagen understreger, at den standhaftige skamfølelse er en varig brist i den japanske kultur, som vi ellers forbinder med meget andet godt.
Kort sagt:
Gennem to stilfærdige og tragiske menneskeskæbner giver ’Ensom i Tokyo’ fornemmelsen af, at der gemmer sig en betydelig melankoli bag den på overfladen farverige og sprudlende japanske storby.