ANBEFALING. Der er få film, jeg gør så stor en dyd ud af at anbefale til venner som Kogonadas ’Columbus’ fra 2017.
Først og fremmest fordi det er en fremragende film. Men også fordi jeg oplever, at den – selv i de mest filmfanatiske kredse – vækker forbavsende lidt genklang. Få har hørt om den, færre har set den.
Det kan der være gode grunde til.
Filmen fik aldrig regulær biografpremiere herhjemme, og i mange år var den så godt som umulig at opstøve på streamingtjenesterne.
Og så må selv denne fanboy indrømme, at den på papiret lyder røvsyg. En film om to fremmede, der taler med hinanden om liv og arkitektur i en relativt ukendt by i den amerikanske midwest.
Men ’Columbus’ er alt andet end røvsyg! Og nu er der tilmed en glimrende aktuel krog til, at flere opdager den. For ikke alene kan den nu ses kvit og frit på Filmstriben.
Instruktøren bag er også biografaktuel med karrierens hidtil største film, ’A Big Bold Beautiful Journey’ med ingen ringere end Margot Robbie og Colin Farrell.
Præriens Athen
Den stjernebesatte romantiske fantasyfilm er temmelig overraskende udvalgt til Biografklub Danmarks program. Ingen kunne for få år siden have bildt mig ind, at klubbens hundredtusindvis af medlemmer skulle ind og se en Kogonada-film.
Desværre kommer Koganadas nye værk til landet med temmelig beske amerikanske anmeldelser i bagagen. Men lad den om ikke andet blive en løftestang for, at flere ser ’Columbus’.
Netop byen Columbus i Indiana er på mange måder selve hovedkarakteren i den magiske debut.
I midten af det 20. århundrede etablerede den lokale forretningsmand J. Irwin Miller et program, som skulle betale for en arkitektonisk fornyelse af byen. For at tiltrække nye beboere og dermed arbejdskraft gjorde han plads til modernistiske bestillingsværker fra en række velrenommerede arkitekter, som siden har givet byen kælenavnet ’Præriens Athen’.
Disse bygninger er ikke blot filmens bagtapet. De muliggør, at fortællingen overhovedet kan finde sted.
Vi følger den unge Casey (Haley Lu Richardson), som stadig bor hjemme hos sin mor. Siden hun blev færdig med highschool, har hun arbejdet på det lokale bibliotek (tegnet af I.M. Pei, arkitekten bag Louvres pyramide).
Men hun skal vel også videre på universitetet, med tanke på hvor gode karakterer hun har?
Det er ikke så simpelt for Casey, for hun føler en forpligtelse over for moren, som forsøger at komme sig oven på et stofmisbrug.
Tilfældigt møder hun den betydeligt ældre Jin (John Cho), som akut er taget til byen, fordi hans far ligger i koma på hospitalet. Deres forhold er dog kompliceret, og Jin har svært ved at investere sig følelsesmæssigt, da døden banker på.
Casey og Jin kæmper altså begge med ambivalente følelser af loyalitet over for deres forældre, og de åbner sig op og spejler sig i hinanden i en platonisk relation.
Arkitekturen åbner samtalen
Faktisk bestiller Casey og Jin ikke meget andet i filmen end at snakke. Om liv og død, om fortid og fremtid, om drømme og dagligdag. Det er aldrig for klogt til at blive trættende og aldrig for banalt til at være ligegyldigt.
Når samtalerne drejer sig om den allestedsværende arkitektur, tager filmen også befriende pis på de vidtløftige emner. Som da Casey forklarer Jin, at hun gik i skole i den bygning, de står ude foran. »That’s brutal«, svarer Jin knastørt med reference til den brutalistiske stil.
De forskellige locations føles ubesværet koblet til filmens hjerte: den menneskelige forbindelse i en moderne verden. Et tema, der også gennemsyrede instruktørens formidable anden film, ’After Yang’ med Colin Farrell og Jodie Turner-Smith fra 2021.
I en af de mest velskabte scener i ’Columbus’ fortæller Casey entusiastisk om Irwin Conference Center, som blev tegnet af Eero Saarinen og efter sigende var den første bank i USA med glasvinduer.
Vi ser parret fra afstand foran et af vinduerne. Jin følger med i hendes oplæg, men beder hende stoppe med at gengive fakta, som var hun en mekanisk turguide på autopilot. »Problemet med at være turguide er, at du stopper med at søge«, forklarer han. Han er interesseret i, hvorfor hun bliver bevæget af bygningen.
Den del hører vi aldrig, for kameraet filmer nu inde fra bygningen og ud. Vi ser kun Caseys ansigt lyse op, i takt med at hun gestikulerer og forklarer. Langsomt overtager Hammocks smukke score hele lydsiden.
Rørende slutning
I ’Columbus’ handler det nemlig mindre om, præcis hvad der bliver sagt, og mere om, at disse to mennesker opnår en dybere forståelse af hinanden og sig selv, vækket af arkitekturens rolle. Som Kogonada selv har udtalt, bliver arkitekturen for Casey »en indgang til en måde at se«.
Filmens ofte statiske, symmetriske billedkompositioner, indfanget af fotografen Elisha Christian, er heller ikke tilfældige. Kogonada er en vaskeægte filmstudent, der har dissekeret sine helte. I årene før debuten udgav han en række videoessays om filmhistoriens mastodonter – fra Ozu og Bresson til Terrence Malick og Wes Anderson. De kan anbefales.
Særligt skal man bide mærke i navnet Ozu – og den japanske mesterinstruktørs faste manusforfatter Kogo Noda, selve inspirationskilden til pseudonymet Kogonada, hvis borgerlige navn faktisk er Ernie Joong-Eun Park.
Yasujiro Ozu, manden bag mesterværker som ’Tokyo Story’ og ’An Autumn Afternoon’, er ikke mindst kendt for sine pillow shots, som er stillestående billeder af hverdagslige objekter. Og netop det greb er hyppigt til stede som behagelige pusterum i ’Columbus’.
Men ’Columbus’ er stadig helt sin egen. Også fordi Kogonada hverken skruer dramaet for meget op eller falder med begge ben ned i et kærlighedsplot. Forholdet mellem Casey og Jin reduceres gudskelov ikke til en romantisk affære, bare fordi de er to mennesker af modsat køn, der møder hinanden i en sårbar situation.
Filmen holder i stedet fast i sin kerne hele vejen igennem, og netop derfor ender slutningen med at være så gennemført rørende. I stil med ’Oslo, 31. august’ præsenterer Kogonada centrale lokationer og rum på ny, men de er nu tomme, uden det liv, som Casey og Jin tilførte.
På den måde indrammes hele fortællingen i den arkitektur, som har tjent sit formål for de to hovedkarakterer ved at sende dem videre i livet.
Man sidder tilbage med en tvetydig sindstilstand af både vemod og håb – eller måske bare vemodigt håb for, at det hele nok skal gå. Og ellers må man jo forsøge at finde sig selv i den danske arkitektur.
’Columbus’ kan ses på Filmstriben. ’A Big Bold Beautiful Journey’ har biografpremiere torsdag den 2. oktober.