Hvis din kæreste også har sagt ‘Sig til hvis jeg skal hjælpe’, kan jeg kun anbefale denne bog
SELVHJÆLPSBOG. Forleden udspillede denne scene sig i mit parforhold: Fra stuen stak min kæreste sit hoved ind ad døren til vores soveværelse. Han spurgte:
»Har du fundet min regnjakke?«
Har jeg fundet din regnjakke, tænkte jeg, mens jeg tørt svarede nej.
Hjemme hos er det egentlig ikke noget særligt usædvanligt scenarie. Men jeg lagde ekstra godt mærke til det, fordi jeg var midt i Maria Brus Pedersens ‘Sig til hvis jeg skal hjælpe!’.
En bog, der handler om at være endt som parforholdets projektleder. Og hvad man så gør ved det. En bog med et problem, som jeg sagtens kan spejle mig i. Og som hudløst og humoristisk beskriver problemets mange årsager.
Strejke i parforholdet
Bogen startede som et eksperiment: I 30 dage skulle Maria Brus Pedersens kæreste Johannes tage sig af alt det huslige arbejde, samt al den planlægning, der ligger rundt om de praktiske opgaver. Det, som bliver kaldt the mental load.
»Let, tænkte jeg«, skriver hun om sine forventninger til projektet. »Jeg skulle bare holde min mund«.
Åh, hvilken hybris. For let er det selvfølgelig ikke, hvilket man ud over i bogens første kapitel også har kunnet lyttelæse i Zetland, hvor historien om eksperimentet udkom første gang sidste år.
Af frygt for, at de skal løbe tør for toiletpapir, inden Johannes når at købe noget nyt, gemmer Maria nemlig en rulle i en skuffe under sengen. Og den handling, som sker på eksperimentets tredje dag, afslører, at pilen ikke kun peger én vej. Hun er også selv en del af problemet.
Hun er ikke kun en del af statistikkerne eller formet af strukturerne, som ellers ofte bliver brugt til at tale om mental load. Hun er ikke bare en person med et køn, men en person med en seksualitet, en besværlig barndom og en opvækst i arbejderklassen og underklassen, som har brugt mange timer i terapi, og alt det, viser det sig i løbet af bogen, må hun dykke ned i for at befri sit parforhold, ja, sit liv, fra fastlåste roller.
Det føles ikke navlepillende. Det føles nødvendigt. Eksperimentet er interessant at følge i bogform, fordi den indsigtsfulde og selvironiske forfatter lufter sit eget beskidte vasketøj:
»Jeg syntes, det var sjovere, dengang eksperimentet mest af alt handlede om, at Johannes skulle rydde mere op og blive bedre til at holde styr på vores kalender. Hvorfor skal det pludselig handle om mig?«
Det, der driver ‘Sig til hvis jeg skal hjælpe!’ er ikke indignation. Det er et håb om, at vi (der kan spejle os i bogens problematik) lærer at indrette os anderledes.
Den politiske sok
‘Sig til hvis jeg skal hjælpe’ er altså en skøn nonfiktions-cocktail, der forener en vidunderlig, selvbevidst humor, ublu hverdagsscenarier fra eksperimentet og et feministisk tankesæt, som hverken føles fordummende eller for højtflyvende, når læseren bliver taget i hånden, og teori og tal bliver forklaret.
Og så et vildt godt sprog, som jeg bare har lyst til at iføre mig som en badekåbe, imens min kæreste tager opvasken.
Lad mig eksemplificere med Maria Brus Pedersens beskrivelse af »Den politiske sok«. Et genkendeligt billede for undertegnede, beklemte feminist, som hun bruger til at beskrive, hvordan sådan en bagatel har sociale, politiske og økonomiske implikationer:
»Hans sokker på gulvet er ikke bare sokker. De er politiske. Et debatindlæg. En kommentar til arbejdsdelingen i vores hjem. Hans manglende badeværelsesrengøring er et potentielt lønsmæk til mig i fremtiden. Det er ligestilling på arbejdsmarkedet, det er værdien af omsorg og reproduktivt arbejde. Det er et forvarsel om alt det, der kan gå galt i fremtiden.«
Det er sjovt, fordi det både er komplet overdrevet og vildt sandt.
I løbet af bogen mødes forfatteren med venner og fagpersoner, som hjælper hende videre i skriveprocessen, og til at se projektleder-problematikken på nye måder.
Den har et metalag, som tydeliggør, hvordan den har været undervejs, og et spor af fodnoter, som indeholder alt fra en guide til, hvordan man folder sine underbukser til uddybende detaljer fra scener i eksperimentet. Og så er der en selvhjælpsguide til sidst.
På den måde er det en ret uregerlig bog, som på samme tid er tydelig med, at den er formet ud af et fælles tankegods.
Kærlighed i praksis
»Jeg havde egentlig skrevet på min to do-liste, at vi skulle bolle, siger han, men det nåede vi ikke«, lyder det på et tidspunkt.
Gengivelsen af de konkrete scenarier, samtaler og forhandlinger, som opstod under eksperimentet, er det, der er mest engagerende og charmerende ved ‘Sig til hvis jeg skal hjælpe!’.
Og faktisk gør bogen overraskende god reklame for parforholdet. I sidste ende løber den nemlig kærlighedens ærinde. Eksperimentet handler også om at vise, hvordan man værner om den. For eksempel, hvis man får børn en dag.
Nu giver jeg bogen videre til min kæreste. Eller måske min mandlige kollega, så han husker, at han kan melde sig til festudvalget. Eller min veninde, der lige er blevet mor. Den fortjener at blive læst af dem alle sammen.
… og regnjakken? Den fandt jeg faktisk i en bunke tøj på gulvet. Og der lod jeg den pænt ligge.
Kort sagt:
Humoristisk mental-load-selvhjælpsbog, hvor forfatteren tør at se indad og pege på sig selv som en del af problemet. Og heldigvis også som en del af løsningen.