The Who – aldrende rebeller

Han er lidt begyndt at ligne Anker Jørgensen på sine ældre dage, eller måske den arketypiske skipper med piben, der pryder utallige klatmalerier i din lokale marskandiserforretning. I hvert fald var det svært at få ind i hovedet, at den pæne, tyndhårede, ældre mand, der lørdag aften tøffede ud på Orange Scene i en anonym grå polotrøje, er identisk med Pete Townshend. En mand, der udover at være chefarkitekten i et af rockhistoriens mest indflydelsesrige orkestre, også var en af de originale rebeller med mere end et par smadrede guitarer og raserede hotelværelser bag sig.

Koncerten viste dog, at der stadig er liv tilbage i Pete Townshend og The Who, selvom det er mange år siden, at ‘My Generation’ med linien ‘I hope I die before I get old’ begyndte at få lidt ufrivillige Peter Pan-undertoner. Townshend og forsanger Roger Daultrey valgte sammen med deres medbragte band intelligent nok at holde sig til et enkelt nummer fra comebackpladen fra sidste år, og dykkede i stedet ned i det veldækkede ‘smorgisbord’ af rocklassikere i bagkataloget.

Specielt var det slående, hvor stærke og levende ‘Baba O’Reily’, og de andre udødelige sange fra hovedværket ‘Who’s Next’ stadig føles. Men samtidig har tidens tand ikke været helt så blid ved noget af det andet materiale, og der var dele af koncerten, der landede i nostalgiens vægelsindede følelsesrum. Man kunne heller ikke undgå at mærke tomrummet af The Who’s afdøde rytmegruppe, John Entwistle og Keith Moon, et makkerpar, der umuligt kan erstattes.

Men man var godt underholdt, og selvom de ikke længere kan gøre krav på titlen som ‘verdens bedste liveband’, så kan Townshend og Daultrey godt udsætte pensionisttilværelsen et par år endnu.