’Tron: Ares’: Loyalt reboot med Jared Leto tager kultfranchise nye steder hen
Når vi skaber en kunstig intelligens i vores eget billede, vil den næppe nøjes med at være menneskets hengivne undersåt.
Denne ’Frankenstein’-beslægtede lærdom har vi fået fra et hav af science fiction-film gennem tiden, fra ’Metropolis’ og ’Blade Runner’ til ’Ex Machina’ og ’Westworld’.
Kernekonflikten var bestemt også i centrum for Steven Lisbergers kultdyrkede 1980’er-klassiker ’Tron’ og Joseph Kosinskis opfølger ’Tron: Legacy’ fra 2010, hvor legemliggjorte computerprogrammer nægter at lade sig underkaste deres skaberes kontrol.
Nu tager norske Joachim Rønning (’Kon-Tiki’, ’Young Woman and the Sea’) skridtet videre med den sejlivede franchises tredje biograffilm på 43 år. For i rebootet ’Tron: Ares’ træder computerprogrammerne for første gang ud af den digitale verden, The Grid, og ind i vores fysiske virkelighed. Og det giver et af disse programmer mod på mere af det, vi kalder livet.
Titulære Ares, spillet af Jared Leto, præsenteres ellers som »den ultimative soldat« af sin programmør, den Elon Musk-agtige tech-boss Julian Dillinger (Evan Peters), som selvfølgelig er i familie med de foregående films penge- og magtglade corporate-skurke med samme efternavn.
Dillinger er ikke længere en del af techfirmaet Encom, som Kevin Flynn (Jeff Bridges) stiftede og drev indtil sin forsvinden ind i The Grid mellem handlingen i ’Tron’ og ’Tron: Legacy’. De har i stedet skabt konkurrenten Dillinger Systems, som satser hårdt på avanceret våbenteknologi, inklusive AI-soldater som Ares, der kan laserprintes i virkeligheden og herefter holde sig kørende i op til 29 minutter.
Skruppelløse Julian Dillinger har bare lige den udfordring, at Ares kort efter lanceringen går rogue i sin stræben efter at blive permanent i den fysiske verden. Programmet finder en makker i Encoms nuværende chef, den sympatiske spilprogrammør Eve Kim (Greta Lee), som har fundet frem til Flynns sagnomspundne »permanenskode« – nøglen til både Ares’ liv og Dillingers krigslystne planer.
Herfra udfolder Rønning en actionfyldt katten-efter-musen-kamp, der er en forfriskende og fornøjelig tilføjelse til franchisen. Tredje film lykkes nemlig i højere grad end den visuelt imponerende, men plotmæssigt lovligt gentagende ’Tron: Legacy’ med at tage fortællingen nye steder hen.
For første gang er vores verden ikke isoleret fra det digitale univers, og for første gang ser vi os selv gennem computerprogrammerne. ’Tron: Ares’ hvisker grænserne ud mellem de virkelige og de syntetiske verdener, når Los Angeles invaderes af de lysende dragter, våben og køretøjer fra The Grid – inklusive de ikoniske light cycles, der fræser igennem natten med lange laserhaler bag sig.
Rønnings selvudnævnte kæphest – at bringe mere hjerte til ’Tron’-universet – lykkes ikke i lige så udpræget grad. Selvom man hurtigt nærer empati med Greta Lees karakter, er hendes småterapeutiske samtaler med Ares for overfladiske til at vække store følelser. Det samme gælder den ret banale livsvisdom, som programmet selv får med sig på vejen.
Modsat charmetroldene Jeff Bridges og Garrett Hedlund (der spiller sønnen Sam Flynn i ’Tron: Legacy) er Letos præstation anderledes distancerende og deadpan, hvilket uden tvivl er meningen. Ares’ replikker afviger dog til tider fra det alvorsfulde til komisk effekt, for eksempel når han gentagne gange udtrykker sin nyfundne kærlighed til Depeche Modes musik.
Ares er dog først og fremmest en handlekraftig og kampdygtig heltefigur, som, i tråd med filmforløberne, blæser til oprør mod autoriteter. Han nægter at sidestille sin pålagte »programmering« med sit egentlige »formål« i livet – en distinktion, man også kan fundere over som menneskeligt publikum.
’Tron’s vedblivende tiltrækningskraft de sidste fire årtier har næppe været følelser og livsfilosofi. Det har nok snarere været det hypnotiserende, audiovisuelle univers, som Steven Lisbergers filmhold bragte til verden i CGI-animationens helt spæde stadie. På den front leverer ’Tron: Ares’ absolut som loyal efterkommer.
Filmens futuristiske, kontrastfyldte æstetik er en fryd fra start til slut. Universets lysende neonfarver er intakte, også selvom vi en del af tiden er uden for The Grid. Og Nine Inch Nails har stået for et brag af et synthmættet score, som sagtens kan hamle op med Daft Punks underlægningsmusik i ’Tron: Legacy’.
Undervejs får vi sågar et gedigent throwback til den originale, ultra-minimalistiske digitale verden fra 80’ernes ’Tron’ – samt en hyggelig cameo fra Jeff Bridges.
Her er tale om ublu fanservice, men den nostalgiske hyldest til forlægget er unægteligt charmerende – og et anerkendende nik til det trofaste kultfølge, der har holdt franchisen i live så længe.
Kort sagt:
Norske Joachim Rønning bringer på forfriskende vis ’Tron’-franchisens digitale verden ud i vores fysiske virkelighed, hvor det kultdyrkede forlægs kontrastfyldte neon-æstetik heldigvis stadig er intakt.