ANBEFALING. Kan du huske dengang i starten af 2010’erne, længe inden Ryan Gosling var Kenough i ’Barbie’ og optrådte i lyserødt glimmer-suit til Oscar-uddelingen? Inden han flækkede af grin over sine egne ’SNL’-sketches?
Det var dengang, hvor stjernen var synonym med den mutte og bedrøvede enspænder, som kulminerede med ’Blade Runner 2049’ og ’First Man’.
En karaktertype, som Gosling spillede så ofte, at mange måske havde fået nok efter hovedrollerne i især to instruktørers film fra perioden: Nicolas Winding Refns ’Drive’ og ’Only God Forgives’ samt Derek Cianfrances ’Blue Valentine’ og ’The Place Beyond the Pines’.
Men med Sad Gosling på god afstand kan vi igen sætte pris på de fænomenale film, der kom ud af det. Og her vil jeg slå et slag for Cianfrances to film, der for sjældent er til stede i diskussioner af 10’ernes hovedværker. Især én af dem bør have klassikerstatus i dag.
Blandt andet fordi de tydeligvis stadig sætter aftryk i kulturen.
’The Place Beyond the Pines’ tone og æstetik kan for eksempel spores i den aktuelle HBO-serie ’Task’, ligesom James Mangolds nyligt annoncerede heist-thriller med Timothée Chalamet i hovedrollen virker som en slægtning.
Mon ikke også Noah Baumbach har skelet bare lidt til ’Blue Valentine’, da han lavede ’Marriage Story’?
Den ensomme tosomhed
16. oktober er den 51-årige instruktør biografaktuel med ’Roofman’ med Channing Tatum og Kirsten Dunst. Det er en komedie, hvilket springer i øjnene, når man kender til hans tidligere værker, der ikke just får én til at skrige af grin. Snarere efterlader de dig stakåndet og bedrøvet.
Det er fristende at kalde ‘Blue Valentine’ fra 2010 for Cianfrances debut, men allerede i 1998 var han på Sundance-festivalen med ’Brother Tied’, som dog aldrig fik distribution og siden har været gemt væk i en kælder.
Med ’Blue Valentine’ stemplede Cianfrance for alvor ind på den amerikanske (indie)scene.
I kærlighedsfilmen fra helvede spiller Ryan Gosling og Michelle Williams Dean og Cindy og blotlægger et ægteskab i al dets skrøbelighed. Williams blev Oscar-nomineret, men begge skuespillere får plads til at udfolde sig i dialogtunge roller, der balancerer på en knivsæg mellem hjertevarme og selvdestruktion.
Filmen er meget mere end et klassisk ægteskabsdrama. Cianfrance benytter sig nemlig af et simpelt, men effektivt greb: Han klipper mellem nutid og datid.
Det er selvfølgelig ikke banebrydende at fortælle i to tidsspor, men sjældent har det fungeret så smertende godt, som det gør i ‘Blue Valentine’, hvor Gosling det ene øjeblik er en uimodståelig spillemand i læderjakke, mens han det andet er alkoholiseret far med ølmave og receding hairline.
Gennem den elegante krydsklipning udfoldes forholdets unge dage, fyldt med glæde, forelskelse og kåde dansescener – og hvordan det efterfølgende går helt, helt galt. Ved hvert eneste spring tilbage til parrets lykke og eufori lurer den nedslående nutid konstant i horisonten som en kulsort sky.
I nutiden føler både Cindy og Dean sig så ubehageligt ensomme, fordi de ikke længere evner at møde hinanden med ro og respekt. Hver eneste umiddelbart sympatiske handling punkteres af bagtanker eller mistro.
»Jeg er så lidt forelsket i dig. Jeg har intet tilbage til dig, intet, intet«, græder Cindy, da Dean på et tidspunkt opsøger hende på det hospital, hvor hun arbejder.
Inspirationen til ’Blue Valentine’ kom fra Cianfrances forældres skilsmisse, da han selv var 20 år: »Det fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved meningen med at blive forelsket«, fortalte han ved filmens premiere på Sundance Festival.
Det var udmattende at indspille filmen, ikke mindst for castet. Efter at have filmet forholdets tidlige scener tog hele holdet en måneds pause, hvor Michelle Williams og Ryan Gosling faktisk boede sammen i virkeligheden på et skrabet budget for at komme så tæt på deres karakterer som muligt. »Hvis du lever som dem længe nok, begynder du at føle, at du er dem«, forklarede Gosling i 2010.
Fortid, nutid og fremtid hænger uløseligt sammen i ’Blue Valentine’, og det gør sig i endnu højere grad gældende i Cianfrances næste – og bedste – film.
Slægtsfortælling forklædt som thriller
Med ’The Place Beyond the Pines’ fra 2012 skruede Cianfrance op for ambitionerne og gik fra beskedent indiedrama til vaskeægte epos.
En mosaisk skæbnehistorie om traumer og arv, men pakket ind i både elementer af hæsblæsende thriller og hævndrama, delt op i tre afgrænsede kapitler, der fokuserer på forskellige karakterer inden for de samme slægtstræer.
Det lyder kompliceret, men den modige formular fungerer. I modsætning til ’Blue Valentine’ er fortællingen nemlig helt lineær – ifølge Cianfrance »det modigste valg« til en film, som næsten skriger på flashbacks og krydsklipning.
En overlegent orkestreret åbningssekvens, der næsten kostede fotograf Sean Bobbitt livet, introducerer Gosling som den motocross-kørende Luke, plastret til med tatoveringer, afbleget hår og Metallica-t-shirts. »Et amalgam af maskuline klicheer«, som skuespilleren engang opsummerede det – og i virkeligheden lidt en tabertype, som han ubesværet får til at virke cool, præcis som han gjorde det året før i Winding Refns ’Drive’.
Luke er stødt på sin gamle flamme Romina (spillet af Eva Mendes, som han under optagelserne fandt sammen med i virkeligheden), som har fået et barn. Det er hans, og han beslutter at forlade det cirkus, han rejser rundt med for at forfølge sine faderlige drømme – ikke helt ulig Dean i ’Blue Valentine’, som også bliver far på uventet vis.
Men Gosling fylder ikke så meget i filmen, som den første akt giver anledning til at tro. Og fortællingen bliver heller aldrig helt så spændingsfyldt en thriller, som de stressende heist-sekvenser ellers fremmaner i starten.
For ’The Place Beyond the Pines’ er en antitese til netop den slags film. Den vil mere og interesserer sig i langt højere grad for sine kontemplative tematikker end for tilskuerens forventninger. I de næste to akter følger vi således ikke længere Goslings Luke, men i stedet først Bradley Coopers rådne politimand Avery, og dernæst Luke og Averys sønner, som lever med konsekvenserne af deres fædres handlinger.
Den vidtrækkende historie spejles på drømmende vis i de endeløse skove i Schenectady, New York – og det er lige dele smukt og foruroligende, når det tilsættes det fremragende originale score af Faith No More-frontmanden Mike Patton.
Kør som lyn, styrt som torden
Alle var ikke lige begejstrede ved premieren i 2012. Variety skrev blandt andet, at »to halve fortællinger udgør ikke en komplet film« og kaldte den for »overlang«. Så skulle de vide, at Cianfrance faktisk gerne ville have den endnu længere, men måtte tage til takke med 2 timer og 20 minutter – og at han bare skrumpede tekststørrelsen på sit 158 sider lange manus, da han fik at vide, at det var for langt!
Kritikerne negligerer også, at det er i sidste akt, alle brikkerne for alvor falder på plads. Det er her, man forstår den skæbnesvangre præmis om implikationerne ved ens gerninger, og det er gennem den tredelte struktur, at effekten bliver så overrumplende. Det er ikke mindst tredelingen, der gør filmen til et mesterværk, som bør gå over i historien.
Den store amerikanske drøm og den uundgåelige tragedie er allestedsværende i begge film. Når du, som det på et tidspunkt bliver sagt i ’The Place Beyond the Pines’, »kører som lyn, kommer du til at styrte som torden«.
Med både intim kærlighed og brutal distance undersøger Cianfrance skæbne og nedarvede traumer som noget helt centralt i den menneskelige tilværelse – måske delvist inspireret af instruktørens eget italiensk-amerikanske slægtstræ, som også var centralt i hans fremragende HBO-miniserie ’I Know This Much is True’.
Cianfrance har udtalt, at han interesserer sig for »båndet ved at være i en familie, men også byrden«. Det er kernen i hans værker: Hvordan de mest intime relationer – ægtefælle, barn, forælder – både kan bære os, forme os og ødelægge os.
Gør dig selv den tjeneste at se eller gense ’Blue Valentine’ og ’The Place Beyond the Pines’. Triste Gosling er klar til et comeback.
‘Blue Valentine’ kan ses på Blockbuster og SF Anytime. ’The Place Beyond the Pines’ kan ses på Filmstriben, Blockbuster og SF Anytime. ‘Roofman’ kan ses i biografen den 16. oktober.