’Black Phone 2’: Maskebærende Ethan Hawke er en fremragende sær galning i stilforvirret efterfølger
I gyserverdenen er det en grundregel, at det mest skræmmende sjældent er det, man ser, men det, man forestiller sig i stilheden.
Det var netop den underliggende frygt, instruktør Scott Derrickson så effektivt forløste i ’The Black Phone’ fra 2022. Her var Ethan Hawkes maskebærende børnemorder The Grabber en figur, vi kun mødte glimtvis, men som alligevel lurede lige oppe ad kældertrappen, hvor han holdt Finney (Mason Thames) fanget.
I efterfølgeren er han (delvist) tilbage fra de døde, og han har en høne at plukke med Finney, der gjorde det af med hans jordiske eksistens.
Filmen udspiller sig i 1981, hvor Finney og hans søster Gwen (Madeleine McGraw) stadig kæmper med arrene fra fortiden. Gwen, som allerede i etteren viste sine evner til at spå gennem sine drømme, begynder nu også at høre stemmer og modtage opkald fra et sted mellem virkelighed og det hinsides.
I en drøm ringer hendes afdøde mor fra en kristen vinterlejr, og da Gwens syner bliver mere intense, og Finney stadig plages af de mystiske telefonopkald, beslutter de sig for at opsøge lejren ved Alpine Lake. Her venter ikke bare The Grabbers ånd, men også de traumer, der har formet familiens historie, især morens tragiske fortid og hendes egne overnaturlige evner.
Det er i dynamikken mellem søskendeparret, at ’Black Phone 2’ finder sin puls. Når Gwen og Finney sammen forsøger at afkode, hvad der sker, og hvordan de kan hjælpe hinanden, opstår filmens emotionelle kerne. Deres bånd fungerer som en coming-of-age-fortælling forklædt som gyserdrama – en påmindelse om, at overlevelse også handler om tilgivelse.
Visuelt bekræfter Derrickson igen, at han er en instruktør med sans for tekstur og stemning. De kornede Super 8-sekvenser – et tydeligt ekko af hans ’Sinister’ – de isnende snebilleder og de abrupte lydafbrydelser skaber en æstetik, der føles både drømmende og drabelig.
Til gengæld begynder fortællingen at vakle. Filmen vil både være hævndreven slasher, religiøst overnaturligt mareridt og ungdomsdrama om skyld og tro. Ambitionen er sympatisk, men resultatet bliver rodet. Den pendulerer mellem ’The Conjuring’-agtige drømmesyner, ’It’–agtige barnehelte og ’Sinister’–inspireret symbolik uden at beslutte sig for, hvilken type gyser den vil være.
Det største problem er dog manuskriptet. Nogle replikker er så stive, at de truer med at knække stemningen, som når Gwen skælvende beder til Jesus foran sin flirt Ernesto (Miguel Mora), der svarer, at han synes, det er »hot«, at hun er troende. Scenen er ment som et glimt af ungdommelig sårbarhed, men ender som et pinligt manuskripttrick. Heldigvis redder Gwen ofte scenerne med sin fandenivoldskhed og sin konstante strøm af skarpe fornærmelser.
Ethan Hawke er stadig en fremragende sær galning som The Grabber – en karakter, der spytter lommefilosofiske floskler om død og helvede ud bag sin ikoniske maske. Men hvor hans fravær i etteren gjorde ham uhyggelig, gør hans hyppige tilstedeværelse ham her mere banal. Vi får aldrig rigtigt indblik i, hvorfor han er, som han er, og filmen snyder os for den psykologiske dybde, der kunne have gjort ham frygtindgydende.
’Black Phone 2’ føler sig forpligtet til at forklare alt – men forklarer alt det forkerte. Vi får flashbacks, mytologi og drømmesekvenser, der pænt binder tråde, men også fjerner nerven. Universet bliver større, men frygten mindre.
I momenter går billeder, lyd og følelse op i en højere enhed. Når sneen falder tungt, så blodet kan lægge sig til rette i det, og de dødes stemmer runger i baggrunden, rammer filmen en dragende og isnende stemning.
Det sker bare for sjældent i en film, der vil være alt på én gang – poetisk, brutal, overnaturlig og eksistentiel – og ender som lidt af det hele og ikke rigtigt noget.
Kort sagt:
’Black Phone 2’ er en stemningsmættet, men rodet efterfølger, der visuelt imponerer og spiller på de rigtige gyserstrenge. Desværre mister den grebet om fortællingen i forsøget på at kombinere traume, tro og teenageangst.