Gry Stokkendahl Dalgas’ fænomenale debutroman er både klog, melankolsk og kæk
ROMAN. Gry Stokkendahl Dalgas’ debutroman er frodigt beplantet, fyldt med biller og insekter, i dialog med både fortid, nutid og fremtid, og så er den bare helt vildt god.
’Calluna’ er fyldt med plantearter og sommerfuglenavne. Masser af navne, jeg aldrig er stødt på før: pimpinelle, skovrandøje, lægeærenpris, lakrød bægerlav (jeg googlede løs undervejs), og så en eghjort der i en af bogens eminente drømmesekvenser bliver til en beholder, der kan rumme hele universet i sit panser:
»Da vi går under et egetræ, dumper noget ned på mit hoved, et stykke af himlen måske? Det er klodset, tummelumsk, og snart har det viklet sig ind i mit hår. En eghjort. Jeg griber fat og løfter den ud. Den stiller sig på min åbne håndflade med geviret peget mod mig. Jeg bliver vurderet. Dens blanke panser spejler stjernerne.«
Og så: »Stjernerne slukkes overalt omkring os, men deres refleksioner forbliver synlige i panseret, og billen forbliver synlig.« Suk, hvor er det fint! Universet i den enkelte, den enkelte i universet.
Bogen er en øm, nænsom, melankolsk, sød, men også kæk og sprælsk arbejdspladsroman med en jeg-fortæller, der ikke passer ind i den profitmaksimerende del af arbejdsmarkedet og derfor bliver sendt i aktivering af Jobcenteret for at opnå sin kontanthjælp.
Fortællingen spænder over cirka ti år, hvor fortælleren flytter hjemmefra, har romantiske relationer, møder forskellige slags mennesker, alle fremstillet som runde og hele karakterer, slår sig nådesløst på uddannelse og SU og transitionerer nærmest umærkeligt fra ung mand til kvinde.
Men kapitlerne følger ikke kronologisk efter hinanden, ligesom formen varierer mellem prosa, poesi, tegninger, en istidsberetning og optælling af, hvordan det står til med bestanden af sommerfugle fra Inger Christensens legendariske sonetkrans ’Sommerfugledalen’.
Sådan her kan det lyde en tidlig morgen i december foran det gartneri, hvor fortælleren er blevet sat i aktivering:
»Mellem drivhusene flyver solsorterne rundt som efterladte flager af natten. Drivhusene lyser gult i det blå morgenlys. Med solen begynder vores arbejde. December vil blive mørkere endnu. Dagene kortere. Dagens frokost er millionbøf med spaghetti eller kartofler.«
Læg mærke til, hvordan det næsten højstemt poetiske og det lavpraktiske væver sig ind i hinanden og må trives side om side i de enkle, præcise og smukke sætninger, der udgør bogen. Formen mimer på den måde elegant det forfatterliv, fortælleren forsøger at få til at gå op. Små skridt ad gangen, det poetiske og frokosten.
Jeg så Dalgas første gang på Jolene i Kødbyen til lanceringen af antologien ’Hjertet er en fold med heste’, hvor hun læste op af sit bidrag til bogen. Dalgas’ tekst var præget af en ømhed, en langsomhed og en politisk glød, som dirrede gennem hendes stemme. Kvaliteter man genfinder i ’Calluna’.
Men ved siden af den politiske alvor fra dengang er der også flyttet en kækhed og en selvsikkerhed med ind i hendes skrift, som virkelig klæder den. Jeg lo flere gange undervejs i læsningen, eksempelvis her, af et brat skift i register:
»Jeg fokusererede på kondensdråberne på soveværelsesvinduet/og den forvrængede solnedgang gennem dem i går aftes,/mens Isak gav mig finger.« HA!
Siden den dag på Jolene har Dalgas udgivet langdigtet ’Kudan; eller Kalven’ og collageværket ’At performe transkønnet vrede’, som blev rost til skyerne af anmelderne og velfortjent er blevet læst og læst og læst. Hun har med andre ord udviklet sig til en af de mest lovende og vigtigste nye forfatterstjerner, som lyser særligt kraftigt op.
Hun viderefører grebet med at flytte andres tekst ind i sine værker, som vi så tydeligst i det seneste værk, der både indeholdt en oversættelse af den transkønnede tænker Susan Stryker og en ’Frankenstein’ fanfiction.
I ’Calluna’ er det hendes slægtning, grundlægger af Hedeselskabet, Enrico Dalgas’ ord som er gengivet, og som jeget fører en dialog med på tværs af et helt århundrede. Her bliver det tydeligt, at den økonomiske bundlinje i mange, mange år har vundet over hensynet til naturens ve og vel.
Et sted skriver Enrico om sin fremtidsvision: »Inden næste Generation vil mange af disse Huse være Gaarde, og Heden være forsvunden.« En drøm der klinger noget mareridtsagtigt placeret her i kontekst af 2025. Dalgas’ geni – altså Grys, ikke Enricos – viser sig i at kunne opnå noget så virkningsfuldt ved så enkel en manøvre.
Et greb hun også bruger til at lade os desperate fremtidsboere lære noget af nogle af fortidens klogeste modstandsfolk:
»Først i 1741, da kong Christian d. 6. manglede penge/og derfor satte Fanø på auktion,/lykkedes det fannikerne at købe sig fri./Det skete ikke på fair vis. De måtte snyde de andre/potentielle købere og havde derfor manipuleret med tiden,/drejet rådhusuret en time frem, så auktionen var ovre,/da rigmændene mødte op.«
Det er jo nærmest det modsatte af en molbohistorie, der blander økonomiske trængsler, identitetsspørgsmål, solidaritet, magtkritik og en god sjat kækhed, ligesom Dalgas gør det i sin virkelig anbefalelsesværdige nye bog.
Kort sagt:
Gry Stokkendahl Dalgas har skrevet en helt fænomenal roman, der er klog, melankolsk og kæk, om forsøget på at indrette sig efter både statens kontanthjælpssystem og for alle organismers velbefindende.