’Efterår i Bourgogne’: På overfladen ligner det en stilfærdig og hyggelig film – men det er det langt fra
FILM. Lad dig ikke narre af titlen og indpakningen på François Ozons nye film, ’Efterår i Bourgogne’.
Ved første øjekast har vi at gøre med en stilfærdig og behagelig fortælling om pensionisten Michelle, der begynder sine dage i en lille fransk landsby med svampeture i den efterårsfarvede skov og slutter dem ved at falde i søvn med en god bog i skødet.
Kender man den anerkendte og yderst produktive franske instruktør bag filmen, vil man nok allerede have gættet, at alderdomshyggen bliver afbrudt af et intrikat og fatalt drama.
Selvom 57-årige Ozon også har sine mere sobre stunder, er han særligt kendt for sine ublu melodramaer, krimier, thrillere og erotiske dramaer, der stilsikkert udfolder store twists. Instruktørens 25. spillefilm er ingen undtagelse.
»Det bliver næppe kedeligt«, siger Michelles jævnaldrende veninde Marie-Claude meget rammende, inden hovedpersonen får feriebesøg af sin utaknemmelige voksne datter Valérie og det anderledes kærlige barnebarn Lucas.
Michelles hjemmelavede svampetærte får nemlig store konsekvenser for deres relation og fremtid. Det viser sig, at de håndplukkede svampe er giftige, hvilket får Valérie, der som den eneste har spist af tærten, til at dejse om.
Efter ambulancekørsel og udpumpning overlever datteren, men det gør familierelationen ikke. Valérie forbyder sin ulykkelige mor at se Lucas, for hun stoler ikke længere på hende, selvom forgiftningen jo bare var et uheld.
Eller var den nu også det? Som publikum stiller man hurtigt sig selv spørgsmålet. Sådan fortsætter ens tillid til hovedpersonen gennem resten af filmen med at være ambivalent og tvivlende. Særligt da hun allierer sig med Marie-Claudes voksne søn Vincent, der lige er kommet ud af fængslet og måske/måske ikke stadig har kriminelle tilbøjeligheder.
Er hun bare en næstekærlig samaritaner, eller har hun i virkeligheden lagt en gennemtænkt plan?
Ozon viser sin store erfaring som ferm plotafvikler ved hele vejen igennem at holde sine seere til ilden med den jordfarvede krimifortælling. Alle karakterer har hemmeligheder eller uudtalte oplevelser og motiver i bagagen, som Ozon kun lidt efter lidt løfter sløret for. Også karaktererne bliver usikre på hinandens alliancer i en forviklingsfortælling med dødelige konsekvenser.
Mindre velkalibreret føles et overnaturligt spor, hvor en afdød karakter fra tid til anden dukker op som et spøgelse for at tale med Michelle. Men sådan er en Ozon-film også – han holder sig sjældent tilbage fra fjollede og karikerede idéer.
Trods det effektive og spændende krimiplot er karaktererne heldigvis mere end bare spillebrikker. De er sårbare mennesker, der inderst inde gerne vil gøre godt, men i stedet kommer til at gøre ondt.
Bikarakteren Laurent, som er Lucas’ far og Valéries eksmand, formulerer sent i filmen, at det fraskilte forældrepar faktisk fortsat elsker hinanden, men at de bare er »dårlige til det«. De konstante misforståelser i forviklingsdramaet afholder dem simpelthen fra at lykkes med lykken.
Misforståelsernes utilsigtede og langvarige konsekvenser spiller også ind i filmens gennemgående tema om moderskab og de ting, man, bevidst eller ubevidst, giver videre til sine børn. Det kommer frem, at Michelle og Marie-Claude har gjort kontroversielle ting i fortiden for deres børns skyld, hvilket stadig forfølger både børn og børnebørn i dag, men som de aldrende kvinder nægter at skamme sig over.
Ozon vælger også at gå tilgivelsens og empatiens vej med sin afrunding af ’Efterår i Bourgogne’. Det handler ikke så meget om, hvordan det hele ender, men om de velmenende intentioner undervejs.
Kort sagt:
François Ozons nye film ligner ved første øjekast en stilfærdig, hyggelig og ufarlig fortælling. Men bag overfladen gemmer sig en spændende krimi, hvor alle karakterer gemmer på hemmeligheder og uudtalte motiver.