’Det var altid dig’: Dette makværk af en film føles som én lang afholdenhedskampagne
FILM. En kærlighedshistorie? En coming of age-fortælling? Et sørgeligt orgiedrama? En romcom med familietragedie i ascendanten?
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal kalde Josh Boones biografaktuelle (mak)værk.
Bortset fra, at det altså er en adaption af Colleen Hoovers ’Regretting You’. Ja, samme forfatter som også stod bag ’It Ends With Us’ – bestselleren, der blev grundlag for Blake Lively vs. Justin Baldoni-filmen.
Den kunne man i det mindste kalde omtalt, skandaleramt og somewhat pirrende. Her er situationen nærmest modsat – og det på trods af, at anslaget ellers er vildt og voldsomt:
Morgan (Allison Williams) mister sin mand og sin søster i et trafikuheld, og nu må hun og teenagedatteren Clara (Mckenna Grace) forsøge at stable et liv på benene efter tabet. Men løgne, hemmeligheder og raserende hormoner forstyrrer die ganze Schweinerei.
Det kunne have været starten på en intens og nærværende mor/datter-fortælling. Det er det bare ikke. For i stedet for at udfolde deres komplicerede relation til fulde rettes fokus primært mod de to kvinders respektive romancer.
Efter begravelserne begynder Morgan at rode rundt med sin afdøde søsters forlovede og nybagte babydaddy, Jonah (Dave Franco), og efter et malplaceret Askepot-øjeblik med en plastik-flipflop begynder Clara i smug at date skolens seje fyr, Miller (Mason Thames). Han havde egentlig en anden kæreste, han først slog op med … for så at blive kærester med igen. Og så gå fra. Igen. Oh dear lord.
Og præcis som Millers kærlighedsliv er filmen rodet, retningsløs og – trods følelsesmæssige bølgeskvulp og en hel del twists and turns – ufatteligt kedelig.
Det betyder dog ikke, at jeg ikke grinte. Det var bare af de forkerte grunde. Filmen er ikke synderligt sjov, men grænser flere steder til det latterlige – I’m looking at you, Dave Franco.
Ej, du er go’ nok. Din Jonah minder bare om en virkelig ynkelig udgave af Clark Kent – allerværst i en ’øm’ bejlescene med hundeøjne og noget overraskende ubehageligt fod- og bensex i en pool. Det er lige før, jeg hellere ville bruge min tid på at kigge på den bedstefar, der formår at overspille rævesøvn på en veranda, end på det tåkrummende vandpjask.
Undskyld. Der er glimt af noget, der næsten fungerer. Enkelte scener har tilløb til charme og rørende øjeblikke, så havde manuskriptet været bare en smule skarpere, havde det hele måske ikke føltes så halvbagt.
For hvor det litterære forlæg har haft plads til at udfolde historiens mange spor om skyld, skam og (bristede) drømme, berører Boones filmudgave dem kun overfladisk. Eksempelvis præsenteres mor-Morgans melankoli og utallige længsler desværre udelukkende som bibemærkninger, og en ellers central storyline om det unge pars håbefulde – men usikre – fremtid reduceres til en forhastet omgang.
Skaberne har faktisk jappet sig så hurtigt igennem sidstnævnte, at de har glemt både blik for detaljer og at putte noget i Millers utroligt flade skoletaske. Eller også tager badboys bare ikke madpakker og lektier med i skole. I 2025 sutter de til gengæld kronisk på slikkepinde.
For selvom cigaretter efter sigende har fået et popkulturelt comeback, er de alt andet end cool i denne pæne, pæne film, hvor skrivebordsreplikker hurtigt forvandles til moralske prædikener:
Rygning (og utroskab) dræber. To glas rødvin giver tømmermænd. Og sex før ægteskab resulterer i strækmærker og eksistentielle problemer – eller bare en herredårlig fødselsdag.
Så måske kan jeg hverken kalde ’Det var altid dig’ for romcom eller familiedrama. Måske skal jeg bare betegne det som en lang amerikansk afholdenhedskampagne – og en af årets kedeligste film.
Kort sagt:
Du behøver virkelig ikke at spilde tid på denne rodede dydsreklame.