’It: Welcome to Derry’: Forfejlet Stephen King-serie drukner i dårlig smag

SERIE. Grænsen mellem dårlig smag og ’Bad Taste’ – som i Peter Jacksons kultdyrkede splatterfilm – er ekstremt hårfin. Og med fare for at blande Bourdieu og andre akademiske schweizerknive ind i snakken om vores kulturforståelse, må man bare sige, at ’IT: Welcome to Derry’ er et sjovt studie i denne svære linegang mellem bevidst og ubevidst ringe.

For hvordan skal man gå til scener, hvor en kvinde med et smil på læben føder et tohovedet djævlebarn med vinger, et syltet agurkemonster på dåse går til angreb i et storcenter (hej, Pickle Rick!), og flyvende zombiebørn og en monstermor med dødbringende navlestreng og knivskarpe tænder i underlivet brøler »COME TO MAMA!«?

Jeg vekslede i hvert fald selv mellem distancerede grin og opgivende grynt i løbet af de fem første afsnit af denne prequel-serie til en af nyere tids mest ikoniske horrorfigurer.

Prequel-begrebet er i sig selv lidt spøjst her. Serien finder sted i 1962, mens første del af Stephen Kings oprindelige forlæg udspiller sig i 1958. Forvirret? ’It: Welcome to Derry’ skal kronologisk ses i samme univers som de ’Stranger Things’-ficerede filmversioner af ’It’ fra 2010’erne, som Andrés Muschietti instruerede.

Den argentinske instruktør er her tilbage, og selvom Jason Fuchs og Brad Caleb Kane er krediteret som showrunnere, bærer serien tydeligt præg af Muschiettis rolle som konceptudvikler og konceptuerende instruktør. Faktisk føles første afsnit langt hen ad vejen som en dårlig kopi af Muschiettis forholdsvis velfungerende første ’It’-film.

I det solbeskinnede Derry anno 1962 fyldt med ternede skørter, cardigans og kamfriseret brillantine-hår udforsker en ny børnegruppe med den traumatiserede pige Lily (Clara Stack) i front, hvad der er sket med den forsømte og forsvundne dreng Matty (som i den groteske åbningsscene stifter bekendtskab med førnævnte djævlebarn).

60’er-rammen fremstår uforenelig med Muschiettis tisgule æstetik, og de tonale kontraster mellem nostalgisk Disney-forstadssødme og overdrevet brutal vold er decideret uskøn.

Værst er næsten de urimelige replikker og dårligt castede børn, der er blottet for den charme, som Finn Wolfhard og resten af børnene bragte til Muschiettis første film.

Men så pludselig træder kynikeren Muschietti for alvor i scene med et grumt twist, der båder giver lovning på en mere interessant udvikling af historien og måske vidner om, at han har lavet serien med et bevidst djævelsk glimt i øjet, der ellers ikke er hans kendetegn.

Endnu mere lovende bliver det med den forrygende animerede introsekvens til andet afsnit. Her får vi præsenteret det evindelige slægtskab mellem amerikansk overfladeidyl og underliggende dæmoni i Derry gennem historiske tableauer, som samtidig teaser det tilbageskuende projekt, Muschietti har for seriens kommende sæsoner baseret på korte tilbageblik på byens rædselshistorie fra Stephen Kings oprindelige bog.

Desværre bliver det aldrig mere interessant eller veludført herfra. Tværtimod.

Børneperspektivet og den fine nostalgiske overgangsfortælling i mødet med det onde, der fungerer så stærkt i grundfortællingen, bliver i serien rodet ind og delvist parkeret i et halvbagt mix af revisionistisk amerikansk 60’er-historie med alt, hvad der hører til af racediskrimination, koldkrigsræs og indfødtes rettigheder.

For ved siden af at Lily og hendes venner udsættes for det ene vanvittige og hurtigt glemte optrin (sorgbearbejdelse er ikke en ting i Derry!), begynder store dele af serien at handle om det amerikanske militærs jagt på denne mystiske ondskabsfulde magt, der gemmer sig i Derry, og som de tænker kan bruges til at vinde krigen mod Sovjet.

En af soldaterne er Major Leroy Hanlon (dygtige, men her uudnyttede Jovan Adepo), som i ’It’-universet er bedstefar til Mike Hanlon fra den første film/bog. En anden af soldaterne er den synske Dick Hallorann, som man kender i en ældre udgave fra en helt anden King-historie, nemlig ’The Shining’. Shawshank-fængslet bliver også namedroppet et par gange, men referencerne til det større Stephen King-makrovers bliver for nu ved fanservice modsat den noget mere interessante ’Castle Rock’-serie.

En serie, hvor Bill Skarsgård spillede en væsentlig rolle. Hvilket han som klovnen Pennywise jo også må gøre i denne serie … Eller?

Uden at afsløre for meget er det sporadisk, hvad vi i de første afsnit får at se af den lange svensker. Andrés Muschietti har selv fortalt i interviews, at han igennem seriens sæsoner vil undersøge, hvad der ligger til grund for den uudgrundelige ondskab i Derry. Altså, klovnens origin story og spørgsmålet, vi alle har siddet med: »Hvorfor besluttede ondskaben sig for, at den ville manifestere sig som en klovn?«.

I Muschiettis ’It’-version er djævlebarnet, agurkemonstret og monstermor dog ikke så meget inkarnationer af Pennywise, som de er genstand for det, vi kan kalde ”Muschietti-gyset”: forvrængede ansigter og forkvaklede kroppe, der på afstand pludselig spæner op i hovedet på seeren krydret med en masse CGI og et buldrende lyddesign. En form, der ikke har udviklet sig meget, siden Andrés Muschietti og hans producersøster Barbara skabte sig et navn med kortfilmen ’Mamá’ i 2008.

For både mit 10-årige jeg – der ikke turde komme for tæt på vores toiletafløb efter at have set 90’er-miniserien med den farligt gode Tim Curry som klovn – og mit voksne ditto har uhyggen ved ’It’ altid ligget i den uforklarlige og allestedsnærværende, men ikke nødvendigvis fysiske fare, som udspringer af barnets vilde fantasi og sårbarhed.

I ’It: Welcome to Derry’ har man helt forfejlet forsøgt at indfange og materialisere ondskaben. Fjernet den fra barnets blik og gjort den til genstand for en voksen mands dårlige smag. Andrés Muschiettis dårlige smag.

---

Kort sagt:
Sukkersødme og groteske grusomheder går hånd i hånd i dette forsøg på at forklare og samtidig forenkle den titulære ondskab i ’It’. Havde den så bare kørt CGI-uhyrlighederne ud på et gennemgående overdrev i stedet for at ende som et fladt og forglemmeligt produkt …

Anmeldt på baggrund af de fem første afsnit.