Fredag i næste uge udgiver den tidligere Joyce-frontmand Sebastian Wegener sin imødesete og hudløst ærlige solodebut, men allerede dagen inden kan du høre mere om albummet og få en smagsprøve på musikken.
Torsdag 6. november inviterer Soundvenue LIVE nemlig til gratis release-fejring af albummet ‘Naturen’ på Bodega Konkylie. Her får du både en q&a med Wegener og Soundvenues musikredaktør Malthe Hjort og et mindre akustisk set, hvor aftenens hovedperson spiller en række af de nye sange.
»Jeg har lavet et åbent benbrud af en plade, og den afspejler præcist alle de sindstilstande, jeg har befundet mig i gennem de tre år, jeg har skrevet«, fortæller Sebastian Wegener om albummet, der blev til i en svær periode præget af blandt andet et breakup og en skriveblokade.
Forud for albummet har vi allerede fået singler som den skamfuldt liderlige ‘1 lussing & 1 vand’ samt den skrøbelige ‘Upsi 28’, og hvis Sebastians Wegeners »gåsehudsfremkaldende præstation« på Spot Festival er nogen indikation, tager de nye sange sig mindst lige så godt ud live.
Release-fejringen er gratis, så kom i god tid – pladserne på Bodega Konkylie fyldes efter først-til-mølle-princippet.
Soundvenue LIVE: Release-fejring med Sebastian Wegener
Torsdag 6. november, kl. 20
Bodega Konkylie
Entré: Gratis
