25. Lorde ‘Virgin’
Når albumcoveret gengiver et røntgenbillede af kunstnerens bækken, forventer man en vis åbenhed i musikken. Alligevel bliver man overrasket over, hvor meget den newzealandske popstjerne blotter sig på ‘Virgin’.
24. Model/Actriz ‘Pirouette’
På ’Cinderella’ synger forsanger Cole Haden om som barn at drømme om en fødselsdagsfest med prinsessetema, men frygte omverdens fordømmelse. Det roder Model/Actriz bod på med den mest flamboyante, glamourøse støjrock på denne side af Lou Reed.
23. Ethel Cain ‘Willoughby Tucker, I’ll Always Love You’
Vores tids svar på Flannery O’Connor føjer stadig flere lag til sin megalomane mytologisering af sin hårdt plagede hovedkarakter, Ethel Cain. Kompositionerne er langstrakte som Texas’ støvede motorveje, lydbilledet tåget som Louisianas sumpområder, men fortællingerne om storhed og (primært) fald er stadig utroligt fascinerende.
22. Jim Legxacy ‘Black British Music (2025)’
Jim Legxacy påstår, at han nemt kunne lave »den perfekte popsang«, men det ville være for kedeligt, mener han. Kedeligt er nok det sidste, man kan beskylde UK-rapperens gennembrudsmixtape for at være.
21. FKA Twigs ‘Eusexua’
FKA Twigs’ kalejdoskopiske dansemusik møder dig i klubbens rygeområde midt i en svimlende MDMA-rus, tilbyder dig et stykke tyggegummi, spørger ind til dit stjernetegn – og bliver din bedste veninde for en nat.
20. Playboi Carti ‘Music’
Vi nægter at tro på, at han har brugt de seneste fem år på at finpudse det her album, men kaosenergien er hele appellen ved Playboi Carti.
19. Caroline ‘Caroline 2’
Den første sang hedder ’Total Euphoria’. Den sidste hedder ’Beautiful Ending’. Imellem euforien og skønheden leverer postrock-bandet gribende instrumental synergi, gåsehudsfremkaldende vokalpræstationer og en smittende følelse af forundring … bare hvis de leder efter nye sangtitler.
18. Little Simz ‘Lotus’
Little Simz: Det her er ikke et hævnalbum. Også Little Simz: »I’m lucky that I got out now / It’s a shame, though / I really feel sorry for your wife«.
17. Justin Bieber ‘Swag’
Selv de tonedøve skits er ikke nok til at spolere Justin Biebers kreative renæssance på et album, der har mere til fælles med Mk.gee og Frank Ocean end med resten af poppens superliga. Efter bruddet med musikdirektøren Scooter Braun står han stærkere end nogensinde.
16. Sudan Archives ‘The BPM’
»Ketamine and LSD complements my body / I believe«, synger Sudan Archives tvivlende på ‘Touch Me’ – nok mest for at overbevise sig selv. Albummets Frankenstein-agtige blanding af techno, afrobeats og trap er så dragende, at det er svært ikke at acceptere selvbedraget.
15. Black Country, New Road ‘Forever Howlong’
Det er et mirakel, at Black Country, New Road formåede at blive sammen, da deres karismatiske frontmand og primære sangskriver i 2022 forlod bandet på kanten det store gennembrud. Endnu mere mirakuløst er det, at de på deres første album siden da holder niveauet.
14. John Glacier ‘Like a Ribbon’
Det giver god mening, at John Glacier startede som digter, for hendes monotone, tranceagtige flows er nogle gange tættere på spoken word end rap. Heldigvis, kan man sige, for med de produktioner er man allerede i seriøs risiko for overstimulering, når man lytter til ‘Like a Ribbon’.
13. Smerz ‘Big City Life’
Det kan godt være, at medlemmerne af Smerz er flyttet tilbage til Oslo, men vi mærker alligevel en flig af national stolthed over den i mange år København-baserede duos andet album. En fantastisk skæv popplade.
12. Addison Rae ‘Addison’
»You got a front row seat, and I / I got a taste of the glamorous life«, synger Addison Rae på sit debutalbum og minder os om, at nogle er født til rampelyset, mens andre bare må kigge på. Heldigvis bliver Addison Rae kun mere og mere spændende at betragte.
11. Jane Remover ‘Revengeseekerz’
Det står aldrig helt klart, hvilken form for hævn Jane Remover præcis er ude efter. Men hvis den er lige så nådesløst aggressiv og sindsoprivende brutal som det musikalske inferno, hun slipper løs på ’Revengeseekerz’, er der helt sikkert grund til at være bange.
10. Dijon ‘Baby’
På én gang et visitkort fra årets mest eftertragtede producer og en dybfølt hyldest til Dijons kone og barn. Mk.gee blev sidste års store indiesensation, og nu kom turen helt fortjent til hans partner-in-crime.
9. Joanne Robertson ‘Blurrr’
’Blurrr’ er en surrealistisk drømmeverden, der knitrer og flimrer som en gammel, glemt smalfilm efter årtier i en støvet kælder, og som har mindst lige så dragende en aura. Joanne Robertson gæstede sidste års allerbedste danske album. I år står hun selv bag et af højdepunkterne.
8. Wednesday ‘Bleeds’
Som de bedste countryalbum er ’Bleeds’ fyldt til randen med tragisk sydstatsrealisme, klagende slideguitarer og hårrejsende vokalpræstationer, der bevæger sig mellem tårer-i-øjenkrogen-inderlighed og hårrejsende hyl, som kan høres på tværs af prærien. Men i modsætning til de fleste countryalbum er ’Bleeds’ et eksplosivt monster af en rockplade.
7. Miley Cyrus ‘Something Beautiful’
Den bedste vokal i amerikansk popmusik får langt om længe de sange, den altid har fortjent, på et ekstremt ambitiøst album, der på forunderlig vis kombinerer storladen artrock med psykedelisk disco. Miley Cyrus har været ambitiøs før. Forskellen er, at hun denne gang lykkes.
6. Geese ‘Getting Killed’
»I have no idea where I’m going / Here I come«, lyder de sidste ord, Cameron Winter synger på ’Getting Killed’, men efter 45 medrivende minutter i selskab med ham og resten af kaosagenterne i Geese tvivler vi ikke et sekund på hans indre kompas. Før an!
5. Bad Bunny ‘Debí Tirar Más Fotos’
‘Debí Tirar Más Fotos’ udkom blot fem dage inde i 2025, og allerede der stod det klart, at det var et af årets bedste album. Mens forholdet mellem USA og Puerto Rico spidser til, svarede Bad Bunny igen på den bedste måde, han kunne: med en triumferende hyldest til puertoricansk musikkultur.
4. Oklou ‘Choke Enough’
På ’Choke Enough’ har franske Oklou skabt en lyd, der minder om ingen andres. Et sted mellem trommeløs eurodance og elektronisk barokmusik, et guerilla-rave koreograferet af Vatslav Nisjinskij og et okkult midsommerritual, hvor alle er klædt i Calvin Klein.
3. Clipse ‘Let God Sort Em Out’
At Clipse nogensinde skulle udgive et nyt album var uventet. Men at det skulle være et af årets bedste? Det er næsten ikke til at forstå.
Men det er det! Efter 16 års pause vendte kongerne af coke-rap tilbage med en blodtørstig magtdemonstration af et album, der flyder over med hjernevridende triple entendres og slet skjulte svinere til Travis Scott, Kanye West og i virkeligheden bare alle, der ikke tilhører familien Thornton.
Over Pharrells hårdeste beats i evigheder lyder brødrene på én gang modnet af alderen og som om, de ikke er ældet en dag, siden de sidst gjorde fælles front. Det ene øjeblik rapper duoen hjerteskærende om tabet af deres forældre, det næste minder Malice om, at »selling dope is a religion«.
I virkeligheden er han blevet bedstefar og har brugt halvandet årti på at rappe fra prædikestolen, men vi hilser det moralske tilbagefald velkomment, når resultatet er ‘Let God Sort Em Out’.
2. Lily Allen ‘West End Girl’
Det er med spænding som i en Hitchcock-film, detaljegrad som i en gerningsstedsrapport og dramatisk schwung som i en græsk tragedie, når Lily Allen på ’West End Girl’ udfolder sit forliste ægteskab til ’Stranger Things’-skuespilleren David Harbour.
Men når den britiske popstjernes overrumplende skilsmisseværk er umanerligt fascinerende selv længe efter, at den umiddelbare sladderfascination har lagt sig, skyldes det først og fremmest det svimlende pophåndværk, som ’West End Girl’ er en masterclass i.
Lily Allen er som en filminstruktør i sin måde at bruge forskellige musikgenrer til at iscenesætte hver sang som et distinkt kapitel i den storslåede fortælling om kærlighed, manipulation og selvbedrag.
Solbeskinnet bossanova som en idyllisk ramme om titelsangens kortvarige forskelskede illusion. Hektisk hyperpop, når Allen på ’Ruminating’ synker længere og længere ned i overtænkningens kviksand. Sergio Leone-klingende guitarer, når konfrontationen med Harbours amerikanske elskerinde iscenesættes som et western-opgør.
Resultatet er både horror, melodrama og komedie. Og et af nyere tids mest bjergtagende popkunstværker.
1. Rosalía ‘Lux’
Fra Den Blå Moske og loftsmalerierne i Det Sixtinske Kapel til Bachs ’Messe i h-mol’ og Rumis ’Masnavi’. Mennesker har altid skabt deres største kunstværker, når de har forsøgt at prise det guddommelige.
Samme impuls har fået mennesker til at udsætte sig selv for de mest brutale grader af fornedrelse. Mystikeren Angela af Foligno drak vandet, hun brugte til at vaske fødderne på spedalske, for at opnå forbindelse til gud gennem feberhallucinationer. Pierre af Luxembourg sultede sig ihjel som 17-årig i et forsøg på at leve af oblater og altervin.
Et sted mellem disse to yderligheder finder vi Rosalías ’Lux’. En storslået fusion mellem flamenco, pop og orkestermusik, der på 14 forskellige sprog kredser om forbindelsen mellem himlen og jorden.
»Hvor skønt ville det ikke være / at leve mellem dem begge / først vil jeg elske verden / så vil jeg elske gud«, lyder oversættelsen af albummets åbningslinje.
Herefter begiver den spanske superstjerne sig ud på en hæsblæsende rejse gennem liv, død, tro, sex og kærlighed. Albummet er en overvældende tour de force, der på trods af sine uoverstigelige konceptuelle ambitioner aldrig giver køb på sin følelsesmæssige potens.
»This is divine intervention«, synger Björk i et hårrejsende vers på ’Berghain’. Det er lige før, man tror på det.