’Den nye triumfbue’: Claes Bang er forrygende i tvillingefilmen til ’The Brutalist’
FILM. Kunstnerisk skaberkræft har altid været filmisk kernestof, men i øjeblikket ser vi alligevel en usædvanlig mængde film dedikeret til minutiøst at skildre de lavpraktiske vilkår for den kunstneriske udfoldelse.
’The Brutalist’ står på mange måder som årets højdepunkt inden for denne tendens – et mastodontværk om den kompromisløse kunstners økonomiske afhængighedsforhold, og hvordan disse langsomt, men sikkert kvæler kreativiteten.
Det kræver ikke meget eftertanke at se, hvordan denne analyse af den kunstneriske praksis spejler filmbranchen af i dag, hvor risikovilligheden ligger på et lavt sted, og diverse konsolideringer er ved at smadre Hollywood for bestandig.
Men hvordan er kunstens vilkår så i Europa? Det giver Stéphane Demoustier et bud på i ’Den nye triumfbue’, der er en slags EU- og statsstøttet tvilling til Brady Corbets amerikanske storværk.
Her er det ikke en egensindig kapitalist, der forsøger at tøjle geniets kunstneriske impuls, men et bureaukrati af papirnussere, revisorer og regelryttere inden for det franske parlament, som har svært ved at se visionen bag et storslået nyt bygningsværk.
Filmen fortæller den virkelige – og mestendels glemte – historie om den danske arkitekt Johan Otto von Spreckelsen (Claes Bang), der i 1983 vandt et internationalt udbud om at designe en ny triumfbue i den nye parisiske bydel La Défense.
Udpegelsen af von Spreckelsen blev øjeblikkeligt en nyhedshistorie, da han havde en forholdsvis beskeden karriere som arkitekt bag sig – fire kirker og sit eget hus, som han sagde. Hans enkle kube-design, der var en hyldest til de humanistiske idealer, viste sig også kontroversielt i sin simplicitet.
Filmen skildrer det logistiske tovtrækkeri mellem von Spreckelsen, hans chefingeniør og bygherren, den franske regering. Alle forsøger de at spare penge på materialer ved at slække bare en smule på kvalitetskravene, og von Spreckelsen må konstant høre svadaer om, at hans vision ikke kan lade sig gøre byggeteknisk – protester, som von Spreckelsen selvfølgelig gør en dyd ud af at tilbagebevise.
Claes Bang er fremragende som den krukkede arkitekt, der insisterer hårdnakket på at fastholde sin visions integritet, men undervejs bliver mere og mere desillusioneret, når vision møder virkelighed.
Den danske verdensstjerne taler ikke fransk, men har til filmen lært sine replikker fonetisk – og mestrer dem selvfølgelig, ligesom han også mestrer den let arrogante autoritet, von Spreckelsen udstråler. Er der noget Claes Bang ikke kan, spørger man sig selv flere gange.
Manuskriptet skurrer en smule undervejs, og særligt Sidse Babett Knudsen, der efterhånden er fast inventar i fransk film, har en utaknemmelig rolle som von Spreckelsens støttende hustru, som desværre kun får lov at spille andenviolin til sin kunstnermands store armbevægelser.
Når filmen alligevel forbliver seværdig, er det, fordi den gennem sin minutiøse skildring af den kreative proces og alle de samarbejder, der truer med at blive en spændetrøje, formår at skabe et medrivende, subtilt drama. Hvor politiske omsving i tiderne truer med at blive skæbnesvangre for projektets legitimitet. Og hvor valget af det rigtige marmor til bygningens facade, bliver et nærmest eksistentielt spørgsmål af største vigtighed – i hvert fald for kunstneren bag.
Det, der gør skildringen allermest interessant, er spørgsmålet, der hele tiden lurer i baggrunden: Er det rigtige marmor virkelig så vigtigt, når ingen andre end von Spreckelsen kan se forskel? Eller er det bare udtryk for et opblæst ego? Kan kompromisets vej nogle gange være en frugtbar løsning?
Dermed udvider filmen sig fra et portræt af en feteret, upragmatisk kunstner til en diskussion af samarbejder i kollektive processer, der fungerer som et vigtigt korrektiv til den nogle gange lidt blåøjede tanke om at sætte kreativiteten fri og myten om den altopofrende kunstner, der tilsidesætter alt for at indfri sin vision.
Samtidig rummer filmen en kritik af vilkårene for kreativitet, når den undervejs sætter spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet værdsætter genialitet, og om geniet har en plads i det moderne samfunds fokus på nytteværdi.
Et kig på filmbranchens nuværende tilstand giver et fingerpeg i negativ retning, og det spejles ind i den personlige tragedie, som von Spreckelsens historie også rummer.
’Den nye triumfbue’ er dermed ikke blot et forsvarsskrift for auteurens uafhængighed á la ’The Brutalist’, men derimod en sober – og tiltrængt – diskussion af begge sider af mønten.
Kort sagt:
Claes Bang er forrygende som dansk stjernearkitekt i den franske storfilm ’Den nye triumfbue’, der er en oplagt parallel til ’The Brutalist’ med sin skildring af en årelang byggeproces, som truer med at rive sin ophavsmand i stykker.