SCENEN, DER FIK MIG TIL AT GRÆDE. Min liste over filmscener, der har fået mig til at fælde en tåre eller to, er ret lille: barndomstraumet ’Mads og Mikkel’, første gang jeg så hobbitternes farvel til Frodo i ’Ringenes Herre: Kongen vender tilbage’ og i nyere tid Mike Mills’ ’C’mon C’mon’ fra 2021.
Og så er der én film, der har ramt mig igen og igen og igen: Richard Curtis’ (’Love Actually’, ’Fire bryllupper og en begravelse’) håbløst oversete romcom-perle ’About Time’ fra 2013.
For der er én scene, der er så effektivt tårepersende, at selv mit normalt ret uanfægtede hjerte ikke kan holde paraderne oppe.
Plottet er egentlig besynderligt for en romcom, men samtidig næsten pinligt simpelt.
På tærsklen til voksenlivet får en kejtet og mildest talt dybt utjekket Tim (Domhnall Gleeson) at vide af sin far (Bill Nighy), at mændene i familien kan rejse i tiden.
De klassiske sci-fi-spørgsmål om butterfly-effekt, tidsparadokser og lotto-millioner bliver fejet af bordet med et par tørre bemærkninger fra faren. Han har aldrig mødt en lykkelig rig mand, forklarer han, så lad os nu ikke bekymre os om kaosteori, logik og tidsrejsetroper. Det er ikke dér, filmen vil hen.
I stedet bruger Tim sin nyopdagede evne – efter lidt famlende fejltrin – på at vinde Marys (Rachel McAdams) gudeskønne hjerte.
Og det er egentlig ’About Time’ i en nøddeskal: en elegant, ukompliceret og bemærkelsesværdigt velafstemt film, der hverken slår for stort et brød op eller bager for lille en kage, men serverer en perfekt afmålt tudekiks. Der er nok til alle – lommetørklæderne inklusive.
Men for at forstå, hvorfor netop den scene rammer så ubarmhjertigt hårdt, er vi nødt til kort at sætte os på skolebænken og forstå filmens tidsrejsekoncept. Så her følger – helt uundgåeligt – spoilers.
I ’About Time’ fungerer tidsrejser sådan, at visse begivenheder låser ens liv fast. At få et barn, for eksempel. Hvis Tim rejser tilbage til et tidspunkt før et barns fødsel, risikerer han i praksis at ændre barnets eksistens. Der er altså en grænse for, hvor langt tilbage han kan gå, uden at nutiden bliver uigenkaldeligt forandret.
Og det er her, årsagen til de mange tårer gemmer sig.
Tim og hans far har et usædvanligt tæt forhold. En virkelig god far. En far med tid – han kan jo bogstaveligt talt rejse i den – og som bruger den på de små, tilsyneladende ubetydelige øjeblikke: bordtenniskampe i stuen, skæve grin, tør humor, musik og bøger. Han er selvfølgelig også best man til sin søns bryllup.
Og selvom det er en romcom, er det ikke kærlighedshistorien mellem Tim og Mary – som i sig selv er fin, skrøbelig og absolut værd at se filmen for – men far-søn-forholdet, der rammer som en syv tons tung kanonkugle og efterlader en uventet og uafviselig mavepuster.
Efter Tim og Mary har fået to børn, dør Bill Nighys karakter. I første omgang er det ikke et problem. Tim kan jo altid besøge sin far tilbage i tiden.
Men da Mary fortæller, at hun er gravid med barn nummer tre, ved Tim, hvad det betyder: Hvis han rejser tilbage igen, vil han ændre sit eget barns eksistens.
Kort før fødslen rejser Tim derfor tilbage én sidste gang.
Som så mange gange før spiller de bordtennis. Vi ser Tim fokusere på bolden, registrerer de små smil, farens drillende blik, et kort glimt af ungdom i øjnene. Jokes, latter og rutine. Som altid. Tim ved, det er sidste gang. Faren forstår det først, da spillet er slut.
»Oh, I get it. This is it then«, siger Bill Nighy.
Og dér knækker det fuldstændigt for mig.
Efter kampen foreslår faren, at de tager »en lille tur« – som dengang Tim var barn. De går sammen langs stranden i fortiden, som ung far og lille søn, præcis som før. Det er nådesløst effektivt. En følelsesmæssig tæppebombning.
Det er meget svært at være tapper i netop den scene.
’About Time’ får mig. Hver. Eneste. Gang.
’About Time’ kan ses på Prime Video, Blockbuster og Viaplay.