Justin Bieber kritiserer musikbranchen: »Den slags pres efterlader sår«

Justin Bieber kritiserer musikbranchen: »Den slags pres efterlader sår«
Justin Bieber. (Foto: Evan Paterakis)

Justin Bieber var i sit emotionelle og katarsiske hjørne i juledagene.

Her delte popstjernen en række Instagram-opslag med refleksioner (og akkompagnerende bibelcitater) over sin plads som menneske i musikbranchen – en branche, der har præget hans liv siden teenageårene.

»Jeg voksede op i et system, der belønnede min gave, men ikke altid beskyttede min sjæl. Der var øjeblikke, hvor jeg følte mig brugt, presset, formet til noget, jeg ikke fuldt ud havde valgt. Den slags pres efterlader sår, man ikke ser på scenen«, skriver den i dag 31-årige artist i teksten, som øjensynligt er blevet til med hjælp fra ChatGPT.

»Jeg har båret på vrede. Jeg har spurgt Gud hvorfor. Men Jesus bliver ved med at møde mig midt i smerten – ikke ved at undskylde det, der gjorde mig ondt, men ved at lære mig, hvordan jeg ikke bliver bitter«.

Bieber tilføjer: »Jeg er ikke et produkt. Jeg er ikke, hvad branchen krævede. Jeg er en søn«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Justin Bieber har været en del af popindustrien, siden hans mangeårige manager Scooter Braun opdagede det dengang 13-årige talents YouTube-videoer og gav ham en pladekontrakt.

Ad flere omgange har omverden bekymret sig om hans mentale helbred, mens han selv har fundet støtte i kristendommen, som det også fremgår tydeligt af det nye Instagram-opslag.

Efter Scooter Braun stoppede som manager i 2024, har Bieber for første gang i karrieren fået komplet kreativ frihed over sin egen musik. Det resulterede i år i ikke bare et, men to nye album: ‘Swag’ og ‘Swag II’.

Særligt det første album var et forfriskende træk i popstjernens karriere. »Det er et r’n’b-album på Biebers egne præmisser, og det klæder ham afsindigt godt«, skrev Soundvenues musikredaktør Malthe Hjort i sin anmeldelse til fire stjerner.

Siden er Bieber blevet annonceret som hovednavn til næste års udgave af festivalgiganten Coachella.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af