
1. ‘Uniformen’
Lene Maria Christensen er i front for DR’s nye seriesatsning.
Dramaserien hedder ’Uniformen’ og handler om en politielev, der under en anholdelse skyder og sårer en ung mand – og det efterspil, der følger i kølvandet på episoden. Politiskolens rektor (Lene Maria Christensen) sættes under pres, da Den Uafhængige Politiklagemyndighed indleder en efterforskning af forløbet.
Rollelisten består udover Lene Maria Christensen af blandt andre Soheil Bavi, Gustav Giese og Mathilde Arcel.
Serien er skrevet af manusforfatterne Oscar Giese og Anders August. Giese stod bag sidste års Netflix-hit ’Legenden’, mens August har bidraget på manusplan til DR-serierne ’Arvingerne’ og ’Bedrag’. Alle afsnit er instrueret af ’Når dyrene drømmer’- og ’Selvmordsturisten’-instruktør Jonas Alexander Arnby.
Premiere på DR 20. februar.
2. ’The Smashing Machine’
Safdie-brødrene er fortid som instruktørpar, og mens storebror Josh har lavet et bordtennisdrama med Timothée Chalamet i form af ’Marty Supreme’, har lillebror Benny valgt at gå en lidt – men også kun lidt – anden vej.
Han har i stedet lavet en kampsportsfilm med titlen ’The Smashing Machine’, hvor Dwayne Johnson spiller MMA-kæmperen Mark Kerr, der stålsat knokler for at blive den bedste fighter i verden, men samtidig skal tackle sit opioidmisbrug og sit ustabile forhold til kæresten Dawn (Emily Blunt).
The Rock har undergået noget af en forvandling til rollen som Kerr, og transformationen har kastet en Oscar-nominering for Bedste makeup og hår af sig.
Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen så filmen på Venedig Film Festival i september og kvitterede med fire stjerner.
Premiere på Blockbuster 5. februar.

3. ’Stein Bagger og grådighedens ansigter’
En serie om danmarkshistoriens måske største svindelsag ser nu dagens lys.
Det sker i form af TV 2-dramadokumentaren ’Stein Bagger og grådighedens ansigter’, der, som titlen antyder, handler om Stein Baggers stort anlagte svindelnummer med det forhenværende firma IT Factory.
Serien udkommer i tre afsnit og blander dokumentariske elementer med dramatiserede scener. Kristoffer Eriknauer indtager rollen som Bagger, mens centrale aktører i sagen indgår i den dokumentariske del af fortællingen.
Premiere på TV 2 i februar.
4. ‘How to Get to Heaven from Belfast’
Lisa McGee, der star bag den roste teenage-sitcom ’Derry Girls’, er tilbage med en ny serie.
Den hedder ’How to Get to Heaven from Belfast’ og er et komediedrama med de irske skuespillere Roisin Gallagher, Sinéad Keenan og Caoilfhionn Dunne i front.
Serien foregår i Irland og handler om tre venner, der efter deres tidligere klassekammerats død bliver kastet ind i et mysterie, som sender dem på en odyssé tværs over landet.
Hvis man er fan af enten ’Derry Girls’ eller Irland, er der efter alt at dømme god grund til at følge med, når serien lander på Netflix.
Premiere på Netflix 12. februar.
5. ‘Good Boy’
Har du undret dig over, hvorfor hunde nogle gange knurrer ud i luften af tilsyneladende ingenting, som om de kan se noget, vi mennesker ikke kan? Så får du svaret nu!
I ’Good Boy’ oplever vi fortællingen fra hunden Indys perspektiv, da han med sin ejer Todd flytter i et hus på landet. Noget farligt gemmer sig i huset, men Todd kan ikke se det, og Indy må forsøge at beskytte sin ejer mod farerne, der lurer.
Filmen er instrueret af Ben Leonberg, der også selv har skrevet manuskriptet i samarbejde med Alex Cannon. Det er begges spillefilmdebut.
Indy bliver spillet af instruktørens egen hund, der også privat går under navnet Indy.
The Guardians anmeldelse kalder Leonbergs debut for »en slagkraftig meddelelse om, hvad han er i stand til med få midler« og lover, at »store ting er i vente for ham«.
Premiere på Blockbuster 9. februar.
6. ‘The Swedish Connection’
’The Swedish Connection’ er baseret på virkelige hændelser, der udspillede sig i Sverige under Anden Verdenskrig, hvor bureaukraten Gösta Engzell sammen med sin stab præsterede at redde over 30.000 jøders liv.
Rollen som Engzell spilles af den svenske skuespiller Henrik Dorsin, som fik international anerkendelse, da han medvirkede i Ruben Östlunds Guldpalme-vinder ’Triangle of Sadness’ i 2022.
Filmen er både instrueret og skrevet af Thérèse Ahlbeck og Marcus Olsson, som begge spillefilmdebuterer med det historiske krigsdrama.
Premiere på Netflix 19. februar.

7. ‘Skibet – fem måneder for evigt’
Skoleskibet Georg Stage er verdens ældste af sin slags og har siden 1882 uddannet unge mennesker indenfor søfart.
Nu kommer en DR-dokumentar, der følger fem unge elever på den ikoniske uddannelsesinstitution, mens deres tålmodighed og selvdisciplin sættes på prøve, og de mange timer på dæk tvinger dem til at reflektere over, hvorfor de er på skibet, og hvor de håber på at nå hen.
Dokumentaren kommer i fire afsnit.
Premiere på DR 8. februar.
8. ‘The People’s Joker’
Vera Drews allerede kultdyrkede queer-film ’The People’s Joker’ bliver mere end tre år efter premieren på Toronto Film Festival langt om længe tilgængelig for det danske publikum.
Filmen høstede store roser oven på de første visninger, men havnede efterfølgende i limbo på grund af rettighedskonflikter, fordi Drew i filmen gør brug af copyrightbeskyttede karakterer fra DC-universet.
Nu er det dog lykkedes Drew at få filmen distribueret, og det er et held, hvis man går og drømmer om et kreativt nyt take på superheltegenren.
I ’The People’s Joker’ følger man Jokeren (spillet af Drew selv), der vokser op som dreng alene med sin dysfunktionelle mor i byen Smallville. Da Jokeren fortæller sin mor, at hun er en pige fanget i en drengs krop, bliver det langt fra mødt med forståelse, og således får man et traume, der kan lægge til grund for et liv som superskurk.
På rollelisten finder man også komikeren Tim Heidecker samt Better Call Saul-stjernen Bob Odenkirk.
Premiere på Blockbuster 16. februar.
