’Queen of Chess’: Skak-dokumentar på Netflix er den ægte udgave af ’The Queen’s Gambit’
DOKUMENTARFILM. Kan du huske ’The Queen’s Gambit’, som vi alle sammen så under Covid-19, mens vi bagte surdejsbrød og doomscrollede smittetal?
Det var et fermt stykke fiktion om den opfundne Beth Harmon.
Ungarske Judit Polgár, derimod, er the real deal.
Hun er skakhistoriens stærkeste kvindelige spiller, og det er på én gang glædeligt og ret oplagt, at Netflix nu trækker lidt på Anya Taylor-Joy-succesen med ’Queen of Chess’.
Polgár er født i 1976 som én ud af tre søstre, der alle sammen er suveræne skakspillere. På et tidspunkt udgjorde de tilsammen størstedelen af det ungarske kvindelandshold. Ingen af de to andre kunne dog rykke brikkerne helt så vidunderligt aggressivt som Judit. Hun bryder ud af kvindernes liga, og dokumentarfilmen fokuserer primært på hendes forsøg på at slå Garri Kasparov, der fra 1980’erne til 00’erne var the final boss of chess, før vidunder-nordmanden Magnus Carlsen gjorde denne titel til sin.
At vinde anerkendelse på skakbrættet handler ikke kun om kløgt, beregning og strategi. Især ikke hvis man er født med to X-kromosomer. Skaksporten har en grim mandschauvinistisk bagside. ’Queen of Chess’ dvæler flere gange ved storslemme citater fra spillets giganter.
Kvinder er forfærdelige til at spille skak, bliver skaklegenden Bobby Fischer citeret for at sige. Også en anden fyr er citeret for at sige, at kvinder mangler de forudsætninger, der skal være til stede for at blive en mesterlig skakspiller.
Det er sørgeligt, at denne forestilling har været salonfæhig i lang tid, når det omkring 1500 år gamle spil i sig selv er progressivt, hvis ikke lige frem feministisk. Dronningen er brættets stærkeste brik, en snarrådig og omnipotent amazone, der altødelæggende kan rykke rundt på kryds og tværs af brættet. De mest oplagte filmiske pendanter er Villanelle fra ’Killing Eve’ eller Furiosa fra ’Mad Max’.
Kongemanden er til gengæld passiv, pylret og sårbar, kun i slutspillet bør man tvinge ham modvilligt ind i kampen. En filmisk pendant til kongen skulle sandsynligvis portrætteres af Woody Allen eller Philip Seymour Hoffman.
Polgárs fortælling er historien om en sej pige og kvinde, der kanøfler en masse bomstærke skakspillere, herunder en masse mænd, som nægter at give hende hånden efter deres nederlag, hvilket ellers er en indgroet del af skakkultur.
Derfor vil dokuen også være dybt tilfredsstillende for mange, der selv foretrækker dam, Ludo eller Besserwizzer. Man må også bifalde Garri Kasparovs medvirken: Mandfolket kunne nemt have været filmens skurk, men han er i stedet den mest centrale kilde ud over hovedpersonen selv. Den forhenværende verdensmester, der i dag er aktivistisk i sin hårde kritik af Putins Rusland, står samtidig ved de konflikter og fordomme, han har haft forbundet med Judit Polgár.
Hun fortjener tilnavnet Queen of Chess, som dokuen her har givet hende, og hun fremstår sympatisk, almindelig på den gode måde og uspoleret, også selvom det står klart, at hendes far har været lidt af en indpisker, der nærmest 24/7 har tvunget sine døtre til at terpe opgaver, slutspil og teori.
For skak er og bliver djævelsk svært. Også for filmmagere er dramaet på brættet vanskeligt at forvandle til noget medrivende. Det lykkes ok her, også selvom strygermusikken nu og da er lidt overgjort. Heldigvis er der også en masse kvindelig og sassy new wave og semi-punkrock.
Sange fra Blondie og Elastica frisker tingene op og minder seeren om, at den her doku i sin feministiske ånd er anti-establishment, også selvom den handler om et ældgammelt spil om bønder, officerer, konger og dronninger.
Et sted tidligt i filmen ser man nogle grynede billleder fra 1980’erne af Pia Cramling, en anden stor kvindelig skakspiller fra Sverige. Hendes datter, 23-årige Anna Cramling, er stor på skak-YouTube i dag og kan stadig berette om seksuel chikane og sexistisk adfærd mod hende som ung skakspiller.
’The Queen’s Gambit’ var godt nok med til at skabe en øget interesse for skak, men flere har også påpeget en underliggende sexisme i castingen af Anya Taylor-Joy til en hovedrolle, som i romanforlægget fra 1983 angiveligt slet ikke i samme grad er en attraktiv kvinde.
Der er stadig nok at tage fat på. Med ’Queen of Chess’ på en gigantisk platform som Netflix er brikkerne rykket i den rigtige retning.
Kort sagt:
Skakdokumentaren ’Queen of Chess’ fortæller en feministisk og ret klassisk historie om en kvinde med ben i næsen, der kanøfler mænd i en mandsdomineret sport. Denne gang er det bare endnu bedre end ’The Queens Gambit’, for her er det skinbarlig virkelighed.