Lige siden Robyn i starten af året annoncerede sit kommende album, har fans spekuleret på, om hun mon ville vende tilbage til Danmark.
Nu har den svenske popdronning annonceret, at hun til sommer tager på turné med sangene fra ‘Sexistential’, som albummet hedder, og der er ganske rigtigt et dansk stop i kalenderen.
Denne gang bliver det ikke på en festival, som det ellers var tilfældet, da svenskeren sidst gæstede Danmark i 2019. Dengang gjaldt det Orange Scene på Roskilde Festival, hvor Robyn »overbeviste alle om, at hun er dronningen af klubben«, som Soundvenues anmelder formulerede det.
I stedet spiller hun sin største danske indendørs koncert nogensinde, når hun 14. juli indtager Royal Arena i København.
Med sig som support har hun ingen ringere end Romy, der måneden efter spiller på Syd For Solen med moderbandet The xx, og som også selv er garant for stærke liveshows. Det så vi på Roskilde Festival i 2024.
Det nye album udkommer 27. marts og består af ni sange co-produceret af den mangeårige samarbejdspartner Klas Åhlund. Indtil videre har vi fået singlerne ‘Dopamine’, ‘Talk to Me’ og titelnummeret ‘Sexistential’.
Billetsalget til koncerten starter fredag 13. februar klokken 10.
Robyn
14. juli
Royal Arena
