Robyn var en hjertevarm klubdronning på Roskilde Festival

Forventningerne var nok høje hos de fleste, der var troppet op fredag nat foran Orange Scene for at få et glimt af det svenske popikon. Robyns hjerteknusende hits er efterhånden legendariske, og kiggede man sig omkring, kunne man tydeligt mærke, at der var meget på spil for det talstærke publikum – Robyn på Orange Scene sker absolut ikke hver dag.

Men den svenske dansegulvsdronning var alt, man havde turdet håbe på fra det øjeblik, hun tronede frem som en statue på Orange Scene. Som hun stod indhyllet i violet røg og omgivet af store, hvide skulpturer, var der noget højtideligt over hele seancen, og efter halvanden times intens klubstemning og forløsende pop-eufori var man fyldt op af ærefrygt – og samtidig føltes det, som havde man været i selskab med en af sine allerbedste venner.

Robyn fremførte de to første sange, ‘Send To Robyn Immediately’ og titelnummeret fra hendes 2018-album ‘Honey’, med lukkede øjne og en næsten frygtindgydende alvor, men så snart ‘Honey’ havde ringet ud, åbnede svenskeren op med et drilsk glimt i øjet og startede en kavalkade af hits fra bagkataloget. Sangene fra ‘Honey’-albummet fik selskab af ‘Body Talk’-repertoiret og endda også af den energiske ‘Be Mine’ fra den helt tidlige Robyn-æra.

Selv om en god del af publikum nok var kommet for at skråle med på Robyns mest poppede repertoire, gav hun også plads til en længere klub-passage med numrene ‘Between The Lines’, ‘Love Is Free’ og et remix af ‘Don’t Fucking Tell Me What To Do’, hvor hun viste sig fra sin allermest legesyge og dansende side i selskab med en imponerende mandlig danser. Energien mellem de to på scenen smittede langt ned gennem publikum, og deres simple, men effektfulde, synkrone koreografier skabte øjeblikkelig dansetrang.

Netop den velbalancerede vekslen mellem højtidelig og løssluppen legesyge var det, der gjorde Robyn så dragende. Det ene øjeblik var hjertet ved at boble over af umiddelbar feststemning, og det næste blev man overvældet af Robyns æstetiske sans og hendes stærke nærvær. Det eneste, man måske kunne sætte en finger på, var, at koncertens gang og sætlisten var en smule forudsigelig.

Forudsigeligheden havde dog også et solidt pay-off, da koncerten kulminerede med klassikerne ‘Dancing On My Own’, en smuk og spændingsopbyggende udgave af ‘With Every Heartbeat’ og den sørgmodige ‘Missing U’. ‘Dancing On My Own’ bød desuden på en hjertevarmende, øredøvende omgang fællessang, man sjældent vil glemme.

Efter halvanden times svensk popfest havde Robyn overbevist alle om, at hun er dronningen af klubben – med hvert et hjerteslag.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival