8. ’The Fall’ (2010)
’The Fall’ er på alle planer diskografiens mest uvæsentlige udgivelse. Det kan tælles på to hænder, hvor ofte sange derfra er blevet fremført til Gorillaz-koncerter, og det er på ingen måde kontroversielt at kalde den lavpunktet.
Men samtidig er det ikke et album, der fremprovokerer særlig meget harme fra Gorillaz-fans. Dels fordi det udkom så kort tid efter højdepunktet ’Plastic Beach’, at det aldrig havde til opgave at mætte Gorillaz-hungrende maver. I stedet var det en undervældende dessert efter et godt måltid.
’The Fall’ var næsten fra start af markedsført som en parentes af en udgivelse. Frontmand Damon Albarn varslede på forhånd, at hver sang var blevet både skrevet og indspillet på en iPad i løbet af én dag, og at der ikke blev arbejdet det store på dem derefter.
Den opskrift kunne sikkert være blevet til et stærkt album, hvis Albarn havde dedikeret 100 procent af sin opmærksomhed til ’The Fall’-projektet. Men Albarn havde samtidig den igangværende ’Plastic Beach’-turné som sin primære beskæftigelse, mens albummet blev til.
Resultatet er i bedste fald tilforladeligt venstrehåndsarbejde, der kan fungere som et fint indblik i Albarns kunstneriske proces, men som blegner i sammenligning med ethvert værk, der har fået mere tid i ovnen.
7. ’Humanz’ (2017)
Fordi forventningerne til ’The Fall’ aldrig var synderligt høje, er ’Humanz’ langt hen ad vejen det Gorillaz-album, der har fået flest hug.
Det skyldes dels, at hypen var massiv. Gorillaz havde holdt pause fra både album og koncerter siden 2010, så deres comeback var yderst imødeset. I deres fraværsperiode havde de nærmest opbygget legendestatus, så Albarn samlede talrige af tidens mest spændende navne inden for alternative grene af pop, hiphop, r’n’b og endda dancehall til at gæste pladen.
Det så på papiret virkelig saftigt ud. Singler som den dystre, Popcaan-gæstede ’Saturnz Barz’ og den intense Vince Staples-banger ’Ascension’ lovede godt.
Men hov, var der overhovedet plads til 2-D? Altså den officielle forsanger i Gorillaz? Albarn lagde så få vokaler, at det næsten føltes som en mere prætentiøs udgave af et DJ Khaled-album.
’Humanz’ er et album, der er interesseret i at italesætte verdenssituationen. Og som med så meget andet liberal protestmusik fra starten af Trumps første præsidentperiode er der en tåkrummende naivitet over dens måde at yde modstand. Der bliver rent ud sagt bidt over et større politisk brød, end Albarn er i stand til at sluge med sin musik.
6. ’The Now Now’ (2018)
Hvis du styrer soundtracket på en café, er den ømme, let funky synthpop på ’The Now Now’ lige sagen. Det er blidt, det er behageligt, og det spreder godt humør. Men det er også et album, hvor du næppe risikerer at blive distraheret fra din medbragte læsning eller samtalen med din date.
Modtagelsen af ’Humanz’ var ikke just positiv blandt inkarnerede fans i 2017, og det var som om, ’The Now Now’ skulle bevise, at Gorillaz-comebacket ikke partout ville begå samme fejl som forgængeren.
Hvor mængden af features på ’Humanz’ stjal opmærksomheden fra tegneseriegruppen, var gæstelisten på ’The Now Now’ ukarakteristisk sparsom – kun tre krediterede gæster på tværs af to af albummets tracks, hvoraf den ene endda var en instrumentalist. I det hele taget er der ikke mange øjeblikke, der skejer ud eller rusker rundt i lytteren.
Hvor ’Humanz’ er selvhøjtidelig og dystopisk tangerende til det fjollede, er ’The Now Now’ så mild og breezy, at det risikerer at forlade ens sind, så snart det er overstået. Og hvor ’Humanz’ har nogle isoleret set stærke sange, der bliver bragt ned af en ujævn helhedsoplevelse, er ’The Now Now’ ganske konsekvent, men uden egentlige højdepunkter.
5. ’Cracker Island’ (2023)
’Cracker Island’ byder på nogle af de bedste Gorillaz-numre siden 2017-comebacket. Modsat de stærke sange på ’Humanz’ er det med Albarns 2-D-vokal i centrum, og modsat ’The Now Now’ er det med punchy hooks.
Særligt titelnummeret er en ørehænger uden lige, hvor Thundercats backingvokaler giver Albarn eminent modspil, og på den efterfølgende ’Oil’ er Stevie Nicks et kærkomment anker.
Resten af albummet når aldrig højderne fra det fremragende titelnummer, der tilmed har den frækhed at indlede tracklisten, men sange som ’Skinny Ape’, ’Silent Running’ og ’New Gold’ er medrivende og underholdende. ’Cracker Island’ er et popalbum, der aldrig slipper fokusset på den gode melodi, selvom ikke alle numre indfrier den målsætning lige godt.
Samtidig er det et konceptalbum om, at det fiktive bandmedlem Murdoc bliver medlem af en kult. Modsat andre konceptuelle Gorillaz-skiver føler man sig aldrig for alvor transporteret ind i den virkelighed, som albummet forsøger at skabe – selv ’Humanz’ er mere effektiv i den henseende.
’Cracker Island’ er markant mindre end summen af dens dele, men adskillige af de dele er glimrende.
4. ’Gorillaz’ (2001)
I foråret 2001 var Gorillaz’ debut en stor succes blandt cd-forhandlere verden over, ikke mindst takket være den fantastiske hiphophybrid ’Clint Eastwood’, hvor en gæstende Del the Funky Homosapien lagde et i dag historisk vers.
Den tilhørende musikvideo cementerede gruppen som en visuelt distinkt helhedspakke. Et univers, man havde lyst til at blive suget helt ind i.
Få måneder efter udgivelsen var albummet atter at finde i cd-butikkerne. Men denne gang i kurven med brugte album til nedsat pris. Mange kunder havde afleveret pladen tilbage, da resten af albummet ikke mindede særlig meget om det videohit, folket havde forelsket sig i.
Selv det øvrige Del the Funky Homosapien-samarbejde, ’Rock the House’, skræmte nok mange med sin skingre fløjte.
’Gorillaz’ bugner dog stadig med gode idéer. Det er bare idéer, der stikker i mange retninger og vidner om, at Albarns forestilling om, hvad Gorillaz skal være, endnu ikke helt er krystalliseret.
Er det stilfærdig, illbient-triphop som på ’Tomorrow Comes Today’? Er det skæv, baggy-inspireret festmusik som på ’19-2000’? Hvad med futuristisk, afrocubansk jazzsoul som på ’Latin Simone’? Eller straight-up garagepunk som på ’Punk’ (i øvrigt et sjældent eksempel på en idé, der ikke kulminerer i en synderligt vellykket sang)?
Hvis man accepterer, at resten af ’Gorillaz’ ikke lyder som gennembrudshittet, er der godt med guf at hente.
3. ’Song Machine, Season One: Strange Timez’ (2020)
Den muligvis mest kontroversielle placering på denne liste, men den kluntet betitlede ’Song Machine, Season One: Strange Timez’, der til dato stadig ikke har fået skyggen af en sæson to, hører til blandt Gorillaz’ absolut ypperste materiale. Og er bedre end debuten.
’Song Machine’ har et koncept så simpelt, at det knap nok eksisterer. Ikke noget med en kringlet, samfundssatirisk fortælling eller noget. Blot en overflod af samarbejder, hvor størstedelen blev udgivet som singler med tilhørende musikvideoer, praktisk taget én om måneden gennem næsten hele 2020. Fokus var nemlig på sangene, og de er konsekvent fremragende.
’Song Machine’ viser også, at det ikke var den spraglede featureliste, der var det kunstneriske dødsstød for ’Humanz’.
På ’Song Machine’ skaber de nemlig karakteristisk idiosynkratiske Gorillaz-omgivelser, der skaber totalt uvante rammer for deres samarbejdspartnere, uanset om det er Robert Smith fra The Cure, den maliske sanger Fatoumata Diawara eller Sir Elton John og trapsoul-crooneren 6lack – de to sidstnævnte tilmed på samme sang.
Skulle der være noget, der trak ’Song Machine’ ned, er det nok, at albummet ikke har ambitioner om at skabe en større, sammenhængende og medrivende verden. Det er »blot« 11 bundsolide sange, der får det allerbedste ud af gæsterne.
2. ’Demon Days’ (2005)
Efter den lovende debut cementerede ’Demon Days’, hvad Gorillaz for alvor ville blive associeret med. Altrockede produktioner, der både byder på finurlig skævhed og på en gennemtrængende alvor.
Det er det musikalske svar på en undergrundstegneserie om marginaliserede urbane eksistenser i nattelivet i et senkapitalistisk samfund præget af ulighed, paranoia og ensomhed – men som samtidig har et larger-than-life, cartoony persongalleri, hvor alt er sat minimum en smule på spidsen.
Balancen mellem det quirky og det dystre rammes eminent med nogle af de mest iørefaldende melodier, synthriffs og beats, Albarn nogensinde har begået. ’Dirty Harry’, ’Dare’, ’Kids With Guns’, ’El Mañana’ – for slet ikke at tale om den uforlignelige ’Feel Good Inc.’.
Rappere som De La Soul, MF Doom og The Pharcyde-medlemmet Bootie Brown, der ligeledes alle balancerer mellem alvor og tegneserieagtig humor, passer perfekt ind i det univers, som tracklisten inviterer dig ind i. Fra den stemningsskabende ’Intro’ til den sug-i-maven-fremkaldende brug af London Community Gospel Choir på det afsluttende titelnummer.
Kun én plade i diskografien transporterer mere effektivt lytteren til et andet univers. Nemlig ikke blot Gorillaz’, men også Albarns magnum opus fra samme år som denne listes bundskraber.
1. ’Plastic Beach’ (2010)
I år 2000 var Damon Albarn i Mali for at støtte Oxfam. Her lavede han musik med maliske musikere, hvilket i 2002 kulminerede i albummet ’Mali Music’. Samtidig observerede han, hvordan affald blev behandlet i landet – hvordan dyr levede side om side med plastik på lossepladser.
Det inspirerede Albarn til at lave et album om en fiktiv ø i det sydlige stillehav, der består af plastik, affald og menneskehedens mere sørgelige eksistenser.
Denne fiktive geografiske lokation får følgeskab af musik, der også lyder som om, det kommer fra et fiktivt land. Der er noget geografisk uspecifikt over dette univers, hvor syrisk orkestermusik møder engelsk grime, New Orleans-hornmusik og endda en synthpoplyd på hittet ’On Melancholy Hill’, der lyder mistænkeligt meget som ’Masselinjen’ af danske Kliché.
Albummet er da også indspillet på tværs af seks byer i fire forskellige lande i hvert sit kontinent.
De indelukkede, kolde og urbane landskaber på ’Demon Days’ er erstattet med lyden af varme temperaturer, åbne vidder og et stort ocean, så langt øjet rækker. Tourguiden Snoop Dogg introducerer fornemt lytteren til øen, og i de efterfølgende 50 minutter føles det vitterligt som at være i en skæv fantasiverden, hvor alt er bygget ud af plastikaffald.
’Plastic Beach’ giver plads til alle de følelser, som den virkelighed lægger op til. Melankolien og angsten, men også legesygen og frisindet, der følger med. Derfor føles ’Plastic Beach’ aldrig for alvor dystopisk eller den mindste smule kynisk trods sit miljøbevidste koncept.
Det er en skøn verden at befinde sig i. Og det er Gorillaz’ bedste album.
’The Mountain’ udkommer 27. februar.