Efter sin epokegørende Grammy-sejr og mindst lige så omtalte Super Bowl-optræden bygger Bad Bunny videre på det store momentum med annonceringen af karrierens første filmhovedrolle.
Den puertoricanske stjerne er således i front for den kommende film ‘Porto Rico’, der samtidig er landsmand og musikkollega Residentes instruktørdebut.
Bad Bunny får prominent selskab på rollelisten i form af Hollywood-stjernerne Javier Bardem og Edward Norton samt det danske koryfæ Viggo Mortensen.
Deadline beskriver projektet som en »episk caribisk western«, et »historisk drama« og en »kærlighedserklæring til hans fødeø Puerto Rico«.
Residente har også stået for manuskriptet i fællesskab med Alexander Dinelaris, som skrev ‘Birdman’. Instruktøren af sidstnævnte, Oscar-vinder Alejandro González Iñárritu, agerer producer på filmen.
Plottet er ikke officielt bekræftet. Men tilbage i 2023, da projektet stadig var i et tidligt stadie, handlede filmen om den puertoricanske oprører José Maldonado Román, som kæmpede mod kolonialisme og var leder af en bande af ekskriminelle i det 19. århundrede.
Bad Bunny har tidligere haft biroller i Hollywood-filmene ‘Caught Stealing’ og ‘Bullet Train’.
