»Dette er øjeblikket, hvor du bliver grusom«, siger Matt Smiths Daemon Targaryen i første trailer til ‘House of the Dragon’s tredje sæson.
Traileren varsler da også det, som ‘Game of Thrones’-seriens fans har ventet på i to relativt langtrukne sæsoner: krig for fuld udblæsning.
Ifølge Deadline påbegynder den splittede Targaryen-familie i tredje sæson for alvor den brutale borgerkrig om tronen. En stor del af den blodige fejde er den såkaldte Ballet of the Gullet, der udspiller sig til havs.
Slaget skulle oprindeligt have fundet sted i den foregående sæson, men det blev rykket til sæson 3, da anden sæson blev reduceret fra 10 til otte afsnit.
Matt Smith får selskab af velkendte ansigter som Emma D’Arcy, Olivia Cooke, Steve Toussaint, Rhys Ifans, Fabien Frankel og Ewan Mitchell. Nye navne på rollelisten tæller Edward Norton, Dan Fogler og Tommy Flanagan.
Showrunner Ryan Condal fortsætter ved roret, flankeret af seriens medskaber George R.R. Martin, der selvfølgelig også står bag bogforlægget. De to parter indgik ellers i en offentlig fejde sidste år, da Martin kritiserede en ændring fra bog til serie, og Condal sagde fra.
Premieren på tredje sæson er planlagt til juni. Arbejdet på en fjerde sæson er allerede sat i gang.
