Laufey i Royal Arena: Gen Z og alpha blev tryllebundet af … en jazztrio?
KONCERT. »Forestil jer, at I har en cigaret i den ene hånd og et glas vin i den anden«, sagde Laufey til et hav af unge kvinder og piger med hjemmelavede filtkroner og tylskørter på. Hun skar kort ansigt.
»Eller … I skal selvfølgelig ikke begynde at ryge! Så forestil jer, at I har en falsk cigaret i den ene hånd og et glas vin i den anden – for de af jer, der er gamle nok. Og tænk jer så hen til det smukkeste sted i verden«.
Velkommen til Laufeys jazzklub, som hun selv kaldte den.
Hun befandt sig midt ude i publikum på en hævet, rund platform i selskab med en jazztrio og en høj taburet med en stor, sort stanleykop på. Og med sangen ‘Seems Like Old Times’ havde hun lige tryllebundet tusindvis fra gen Z og alpha med en stemme så varm, at du kan brune smør på den.
Islandske Laufey har siden sin start i 2021 insisteret på at flette jazzstandarder ind i TikTok-algoritmerne. Laufey fandt nemlig et stort, celloformet hul i musikmarkedet, og i dag er hun blevet et fænomen, der har fået jazzens ildhu, scat og dybde ind i den digitale sfære, der ellers tit bliver kritiseret for ikke at kunne rumme nogle af de kvaliteter.
26-årige Laufey Lín Bing Jónsdóttir har streamingtal i milliardklassen og er blevet så populær, at hun nu er på sin første, store arenaturné. Hvor kritikere siger, at hun ikke har fundet sin egen lyd og identitet i jazzens verden, siger fans, at hun har gjort genren vedkommende, uprætentiøs og sjov.
Søndag aften var det lettere at lytte til de positive udtalelser. For Laufey har ikke blot et helt symfoniorkesters musikalske talent samlet i sin lillefinger –hun har også en tryllebindende og lidt fjollet forbindelse til publikum.
Hun fortalte, at hun havde proppet hovedet med BMO’er, og på bedste kartoffel-i-munden-dansk prøvede hun at udtale »rød grød med fløde«. Og det var lige præcis det lette modspil, der skulle til for, at hendes jazzede arrangementer ikke endte i den lidt for sofistikerede, firkantede kasse, som mange i de yngre generationer har haft svært ved at lirke op.
Laufey vender oplevelser, som enhver anden 26-årig kender til, når hun fortæller om the one that got away (‘Too Little, Too Late’), at blive mansplainet (‘Mr. Eclectic’) og ikke at føle sig hverken tilstrækkelig, smuk eller tynd nok, når man kigger i det lille spejl på væggen der (‘Snow White’).
Og det er nok lige præcis det fortællegreb, der gør hendes jazz særegent. Laufey tager jazzens og den klassiske musiks eventyrfortællinger og gør dem til rå hverdagskost. På den distortiontunge ‘Sabotage’ viste hun i Royal Arena, at livet har torne og daggerter alle vegne, som man kan stikke sig på.
Laufeys karriere startede på en skærm fremfor i en tyk bog. Den erfaring forvandler hun til stærke narrative reality checks, som ikke bare unges glansbilleder, men også jazzens romantiserede fortællinger har godt af.
Kort sagt:
I Royal Arena viste Laufey, at jazz i 2026 kan være både uprætentiøs, sjov og brutalt ærlig. Med et tryllebindende show og væsen gjorde hun op med både nutidens overfladiske og jazzhistoriens prætentiøse forestillinger om, hvad en 26-årig kvindelig musiker skal være.