For lige knap 30 år siden stabbede Ghostface sig vej til gyserfans hjerter i den første ’Scream’. I dag har den syvende film i serien premiere.
Franchisen har vist sig at være vedholdende og definerende for gysergenren, hvilket blandt andet skyldes filmenes helt store trumfkort: metaelementerne.
Ved at være bevidst om sin egen genre og kommentere på gysertroper og -klichéer var ’Scream’ et friskt pust i en slashergenre, der i 90’erne var endt i livstruende dødvande.
Siden har vi vænnet os til metagysere som ’The Cabin in the Woods’, ’Zombieland’ og ’Maxxxine’, men dengang var det ganske nytænkende. Altså bortset fra, at instruktøren bag ’Scream’, Wes Craven, allerede to år forinden havde boltret sig i meta-legeland med sin film ’New Nightmare’.
Den oversete, ja nærmest glemte, film er mere ambitiøs i sin metatekst end ’Scream’ og er med sine fremsynede idéer en art prototype for den moderne metagyserfilm.
Sluttede cirklen, begyndte en ny
’New Nightmare’ markerede Cravens tilbagekomst til ’A Nightmare on Elm Street’-franchisen om barnemorderen Freddy Krueger, som han selv startede 10 år forinden.
Den floppede gevaldigt ved sin udgivelse og er suverænt den Freddy-film, der har klaret sig dårligst rent økonomisk. Men den fortjener faktisk langt bedre, for det er en glimrende filmoplevelse, der kommer med et unikt take på slashergenren.
I stedet for at gentage de foregående ’A Nightmare on Elm Streets’-films skabelon valgte Craven at lade fortællingen transcendere over i den virkelige verden og derved tilføre historien (næsten) uoverskueligt mange metalag.
Med metaelementerne ville Craven nemlig kommentere på tilstanden af sin egen franchise.
»Det skulle være en film, der sluttede cirklen og her 10 år senere kiggede tilbage på produktionen af den første film og den mærkelige måde, den er blevet en del af vores virkelighed og kultur på«, fortalte han i et interview ved premieren.
Freddy Krueger-franchisen havde nemlig udviklet sig til noget helt andet end det, den begyndte som.
Fra gruopvækkende til slapstick-komik
Med introduktionen af Freddy Krueger i 1984 genopfandt Craven (også her) slashergenren. Siden John Carpenters revolutionerende ’Halloween’ i 1977 havde formlen ellers været simpel: En maskeret, tavs mand med en skarp kniv render rundt og slår teenagere ihjel.
Men Cravens barbariske dræber med fedora-hat, stribet striksweater og kniv-handske, som jager folk i deres drømme, brød traditionerne på flere måder.
For det første var det nyt at tilføje et overnaturligt element til sin slasherskurk, men næsten endnu vildere var det, at Freddy kunne tale – og gjorde det hyppigt. Han havde altid en oneliner i ærmet, lige meget hvor travlt optaget han var af sine morderiske gerninger.
Udover at være skrækindjagende og frastødende var han også sjov. Komikken var fra dag ét et vigtigt element i ’Elm Street’-franchisen, om end Freddy først og fremmest var uhyggelig.
Den første films succes gjorde produktionsselskabet New Line Cinema til en vigtig spiller på markedet. Derfor var sequels uundgåelige.
I de efterfølgende år spyttede New Line den ene Freddy-film ud efter den anden, med skiftende instruktører ved roret. Gennem filmene ændrede Freddy gradvist karakter, og komikken tog mere og mere overhånd.
Helt katastrofalt blev det i den sjette film, ’Freddy’s Dead: The Final Nightmare’, hvor morderen joker sig igennem samtlige 89 minutter og på et tidspunkt slår en karakter ihjel ved at styre ham med et joystick inde i et videospil. »Hey, I beat my high score!« jubler han. Totalt dumt.
Freddy som allemandseje
I den næste og syvende film, ’New Nightmare’, følger vi den virkelige skuespiller Heather Langenkamp, der spillede Nancy i den første og tredje film, og som nu har skruet ned for skuespilarbejdet for at bruge tid med sin søn og mand.
Hun forsøger at leve et stille og roligt familieliv i Los Angeles, mens hun stadig holder kontakten til sine gamle ’Elm Street ’-kolleger Robert Englund, der spillede Freddy, John Saxon, der spillede hendes far, og instruktør Craven.
I en af filmens første scener skal Heather deltage i et talkshow i anledning af 10-års jubilæet for ’A Nightmare on Elm Street’, hvor værten overrasker hende med en hemmelig gæst: Robert Englund! I fuldt Freddy-outfit springer han ud foran publikum, mens hans temasang spiller, og klapsalverne vil ingen ende tage.
Kommentaren er tydelig: Freddy er blevet allemandseje, han er en stjerne, og han har totalt mistet den farlighed, der gjorde ham til et ikon.
I ’New Nightmare’ er Freddy dog ikke bare et komisk indslag, for Heather er begyndt at have uhyggeligt livlige mareridt om ham, en stalker ringer til hende med Freddy-stemme, og hendes søn får nervøse sammenbrud, mens han begynder at snakke om, at »den onde mand« vil have fat på ham.
Total meta-forvirring
Da Robert Englund hørte om Cravens idé, var han mere end klar til at hoppe i Freddy-kostumet igen: »Da Wes sagde: ’Freddy Krueger er dødtræt af at blive lavet til merchandise, at blive overhypet, at være i de her åndssvage sequels med tilhørende dukker, bubblegum-kort og madkasser, og nu kommer han til Hollywood for at terrorisere os’, så tænkte jeg, at det var en fantastisk idé!«, har han sagt til filmjournalisten Bobbie Wygant.
Det skinner da også tydeligt igennem, at Englund nyder rollen.
Han skaber en skræmmende Freddy Krueger, som der faktisk går lang tid, før man overhovedet ser. Spændingen trækkes længe, hvilket bidrager til uhyggen, og når han så endelig viser sit ansigt, er det med en sjældent set alvor og tyngde i præstationen. De fjollede oneliners er skruet ned til et minimum, og fokus er tilbage på det vigtigste: uhyggen.
Heather bliver i filmen kontaktet af Robert Shaye, grundlæggeren af New Line Cinema, der fortæller hende, at Wes Craven arbejder på et nyt manuskript til endnu en Freddy Krueger-film. Selvom Freddy døde i den sjette film, vil fansene have mere, så de bliver jo praktisk talt nødt til at lave en syv’er, lader han hende vide.
Når Heather senere besøger Craven, finder hun ud af, at det manuskript, han skriver på, er baseret på hans egne drømme. Drømme, der pudsigt nok mimer alt, hvad der sker i Heathers liv – og det, vi som seere sidder og kigger på. Meta-forvirringen er total!
Er gyserfilm usunde?
Samtidig får Heathers søn flere og voldsommere anfald, så han bliver indlagt på hospitalet. Her er lægen overbevist om, at anfaldene skyldes, at han har set en af Heathers film.
Lægen hedder Heffner, en stikpille til Richard Heffner, den daværende chef for censurmyndigheden i Motion Picture Association of America.
»Jeg ville prøve at undersøge hele idéen om censur – spørgsmålet, om gyserfilm er gode eller usunde, for det er et spørgsmål, jeg er blevet stillet meget som én, der laver gys«, siger han på ’New Nightmare’-dvd’ens ekstramateriale.
Senere i filmen bruger Heathers søn et trick, han har lært af sin yndlingsbog, gyserklassikeren ’Hans og Grete’, i sin kamp mod Freddy, og således formår Craven at kommentere vigtigheden af børns møde med gyserfortællinger. Som han har sagt i et interview:
»Film om vold er fuldstændigt retfærdiggjorte og er nødt til at blive lavet. De er ikke lavet for at være smukke, de er ikke lavet for at være søde, men de skildrer en skræmmende virkelighed, som skal konfronteres og behandles – selv når man er barn«.
Selvom filmen er en ret indforstået affære, som kræver, man har et godt kendskab til stoffet, er ’New Nightmare’ en lille genistreg fra Cravens hånd. Den excellerer i sin satire, er en af de mest skræmmende i ’Elm Street’-franchisen og lagde grunden for Cravens senere revolution af genren.
For ’Scream’ havde unægteligt set anderledes ud, hvis ikke ’New Nightmare’ havde lagt sporene – og det samme havde gysergenren som helhed.
’New Nightmare’ kan ses på HBO Max.