PORTRÆT. Odessa A’zion er omdrejningspunktet i en af årets mest mærkværdige åbningsscener.
I de første minutter af Josh Safdies ‘Marty Supreme’ ser vi Timothée Chalemets stålsatte megaloman Marty Mauser i færd med at sælge sko.
Men han mister komplet fokus, da A’zions unge kvinde Rachel melder sin ankomst i forretningen. Først ser det ud til, at hun blot er ude efter noget fodtøj.
Men så får de øjenkontakt. Marty fører Rachel ud på skolageret. Så flår han hendes strømpebukser itu, og de knalder intenst op af lagerhylderne.
Det går ikke stille for sig, og så er tonen ligesom sat for en film, der ikke blot er A24’s mest indtjenende til dato, Josh Safdies overbevisende første forsøg som soloinstruktør og Chalamets muligvis bedste rolle i karrieren.
Det er også filmen, der for alvor har sat Odessa A’zion på verdenskortet som et af Hollywoods mest lovende talenter.
Vejen dertil har dog langt fra været nem for den 25-årige skuespiller. Og er det stadig ikke.
Vil ikke tale om sin mor
Odessa A’zion har fået skuespillet ind med modermælken, og udefra kan det se ud til, at hendes karriere har været forudbestemt.
Hendes mor er skuespiller Pamela Adlon, især kendt som kvinden bag og foran kameraet i HBO-perlen ’Better Things’. Serien behandlede en fiktiv udgave af Adlons eget liv som enemor til tre døtre – hvoraf den ældste, ret hidsige, men grundlæggende godhjertede Maxine (spillet af senere ’Anora’-stjerne Mikey Madison) meget vel kan være en højnet version af Odessa.
Hendes far, Felix Adlon, er filminstruktør og producer, mens hendes farfar er den tyske instruktør Percy Adlon, som især er kendt for den Oscar-nominerede klassiker ‘Bagdad Café’.
Man kommer altså ikke uden om nepo baby-stemplet, når man taler om Odessa A’zion, og måske netop derfor er hun ikke meget for selv at tale om sit ophav eller sit forhold til sin mor.

Da hun af The Hollywood Reporter for nylig blev spurgt, om hendes mors karriere inspirerede hende til selv at blive skuespiller, tøvede hun med at svare:
»Det er virkelig svært at tale om uden at komme ind på personlige detaljer, som jeg nok ikke burde dele med hele verden«.
Tidligere har Odessa A’zion dog sagt, at hendes mor »ikke ville have, at hun skulle spille skuespil«, da hun var yngre. Men forsøgte hendes mor decideret at tale hende fra at følge i hendes fodspor? Det er ifølge Odessa A’zion »virkelig svært« at svare på. Og så er dén ligesom lukket.
Punket sårbarhed
Uanset hvad fik hun som 15-årig lov til at gå til sin første casting på sitcomen ‘American Housewife’. Hun fik ikke rollen, men det slog hende ikke ud, og hurtigt fik hun små roller i film og tv.
Den første rigtigt fremtrædende rolle kom som influenceren Tallulah Stiel i Rachel Sennotts hypede HBO-komedieserie ‘I Love LA’, som sammen med ’Marty Supreme’ gjorde 2025 til A’zions helt store gennembrudsår.
Rollen som opkørt, privilegieblind og narcissistisk it-girl står i stærk kontrast til hendes mere jordbundne præstation i ‘Marty Supreme’ som den ung jødiske kvinde, der i 50’ernes New York er ulykkelig med sin ægtemand og bliver gravid med bordtennisaspiranten Marty, med hvem hun har et kompliceret forhold.
Både Tallulah og Rachel er dog newyorkere og klar på at hustle sig vej gennem tilværelsen, og de opererer overbevisende på moralsk tvivlsomme stier. A’zion sætter i begge roller med stor troværdighed vores sympati på spil, men får med sin charme og hæse stemme alligevel os til at heppe på hende.

I et interview med Elle giver hun trods den nyfundne succes udtryk for, at hun ikke tager sin karriere for givet og stadig kæmper med både tvivl og nervøsitet.
Hun følte sig som en »taber«, efter hun ikke modtog en Oscar-nominering for sin rolle i ‘Marty Supreme’, som mange ellers havde gættet på.
Og da hun i sin tid gik til casting på rollen som Rachel via et Zoom-møde, fik hun besked om, at hun ikke havde fået rollen. Men casting-instruktøren insisterede på, at instruktør Josh Safdie skulle møde hende i virkeligheden for at se, hvad hun kunne.
Det gik han med til, og han blev »blæst fuldstændig bagover«:
»Odessa er i stand til at udtrykke en særlig punket sårbarhed – ikke kun i sin præstation, men i sit væsen. Hun har også en form for frygtløshed og individualitet, der passer perfekt til karakteren. Den kemi mellem hende selv og hendes rolle giver publikum en autenticitet, som de måske ikke har set før«, har han sagt om hendes præstation.
»Fuck det. Jeg er UDE!«
Rollen har ifølge A’zion selv bragt hende i en situation, hvor hun for første gang kan vælge og vrage mellem tilbuddene – selvom det ifølge hende selv er »skræmmende« at sige nej:
»Jeg er en udpræget people pleaser, og det er så svært at sige nej, fordi jeg ikke vil gøre nogen kede af det. Jeg vil ikke have, at nogen føler, at jeg ikke er med på deres projekt eller deres idé«, har hun sagt til Elle.
Siden er hun kommet i vælten for netop at sige ja for tidligt.
Ariela Barer has joined the cast of A24‘s ‘Deep Cuts,’ in a recasting of Odessa A’zion.
The actress is both Mexican American and Jewish. pic.twitter.com/kUOU6NXoPT
— Pop Crave (@PopCrave) February 10, 2026
Hun var annonceret til den kommende A24-film ‘Deep Cuts’, hvor hun skulle spille karakteren Zoe Gutierrez, der i den amerikanske forfatter Holly Brickleys romanforlæg er beskrevet som halvt mexicansk og halvt jødisk.
Det fik fans på nettet til at beskylde Odessa A’zion for at medvirke til whitewashing. Hun kunne ikke, lød det – trods sit jødiske ophav –påtage sig at spille en mexicansk figur.
Kritikken fik A’zion til at lægge sig fladt ned og springe fra projektet:
»Fuck det. Jeg er UDE! Jeg ville aldrig tage en rolle fra nogen, som burde have den. Som SKAL have den! Det er ikke mig. Der er masser af mennesker, der er mere end egnede til at spille den rolle, og jeg er IKKE en af dem«, skrev hun i en Instagram-story, som hun siden slettede.
Vil spille sindssyge kvinder
Hun understregede desuden, at hun oprindeligt gik til casting på en anden rolle, men i stedet blev tilbudt rollen som Zoe Gutierrez. Det havde hun takket ja til uden at kende til karakteren – og uden at have læst romanen, som filmen er baseret på.
Hun undskyldte og slog fast, at hun burde have »været mere opmærksom«, før hun sagde ja.
Om A’zions 180-graders vending får indflydelse på hendes karriere, må tiden vise.
Odessa A’zion stuns at the Actor Awards pic.twitter.com/NLmaMoONFO
— Film Updates (@FilmUpdates) March 1, 2026
Til The Hollywood Reporter har hun dog sagt, at hun gerne vil fortsætte med at inkarnere vilde og vanvittige kvindekarakterer.
»Efter at have lavet ‘Marty Supreme’ er det virkelig svært at tænke over, hvad jeg skal gøre nu, for det var mit ultimative mål«, siger hun og fortsætter:
»Jeg håber bare, at jeg kan blive ved med at spille sindssyge kvinder. Jeg håber, jeg aldrig bliver the straight man. Jeg vil bare have de saftige, fucked up-roller«.
’I Love L.A.’ kan ses på HBO Max. ’Marty Supreme’ er nomineret til ni priser ved Oscar-showet på søndag. Den kan ses i biografen.
