Chase Infiniti brillerede sidste år som rebelsk datter i ’One Battle After Another’, og nu er hun i front for ’The Handmaid’s Tale’-spinoffserien ’The Testaments’ i rollen som… rebelsk datter!
Hun spiller nemlig karakteren Agnes, som er den bortførte datter af June Osborne – der dog gav hende navnet Hannah ved fødslen, før pigen endte fanget i Gilead. June kender man fra de foregående seks sæsoner af hovedserien, hvor hun er portrætteret af Elisabeth Moss.
I traileren ser man, at Agnes går på en stringent skole for fremtidige hustruer i den dystopiske stat. Skolen er ledet af Aunt Lydia, spillet af Ann Dowd, som også er med i den originale serie.
Der bliver også klippet tilbage til Agnes’ liv i Gilead, og man hører hende sige ordene: »Dengang troede vi faktisk på den her verden. Jeg tror, det er nemmere at acceptere en historie i stedet for at tro på, at menneskerne omkring en er monstre«.
Vi bliver også præsenteret for tilflytteren Daisy, der kommer fra Canada, som Aunt Lydia beder Agnes tage pænt imod. Men alt er ikke som det ser ud, for det viser sig, at Daisy har en hemmelig mission.
Serien er baseret på Margaret Atwoods bog ’The Testaments’ og er skabt af Bruce Miller, der også stod bag ’The Handmaid’s Tale’.
’The Testaments’ har premiere på Disney+ 8. april.
