Harry Styles’ døsige ‘Kiss All the Time. Disco, Occasionally’ river sjældent i følelserne
ALBUM. Det krævede en tre år lang pause fra musikken, før Harry Styles fandt retningen igen efter en lang og krævende verdensturné i 2023.
Superstjernen brugte pausen på at opleve musikken fra den anden side af scenekanten blandt publikum til flere LCD Soundsystem-koncerter og i Berlins elektroniske univers.
Og netop i den elektroniske musiks hovedstad – og i mødet med LCD Soundsystems dance-rock – fik Styles tilsyneladende en idé om, hvad hans musik skulle være. Mere afmålt, mere fokuseret og langt fra den kommercielle retro-lyd, der ellers fylder godt i hans diskografi.
Det stod klart fra første sekund, da Styles i januar vendte tilbage med den glimrende single ‘Aperture’. Sammen med en storslået, stramt koreograferet optræden ved Brit Awards lignede det begyndelsen på et ambitiøst, elektro-inspireret projekt fra en verdensstjerne, der har haft tid til at tænke sig om.
Og det er netop, hvad vi får på Harry Styles’ fjerde album, ‘Kiss All The Time. Disco, Occasionally’.
Jojo, han er stadig en popsmed, og det er let at få øje på de store omkvæd, som den gigantiske fanskare af Harries kommer til at synge med på.
Men fansene må affinde sig med, at de skarpe melodier er iklædt et mere afdæmpet univers af synthesizere, blød akustisk guitar og diskrete rytmer. Hvilket de nu nok skal gøre, for fanskaren er en af de mest dedikerede på planeten. Allerede i januar havde millioner skrevet sig op til pre-sale-billetter til hans 30 (!) koncerter på Madison Square Garden i New York.
Lige så dedikeret fanskaren er, lige så grundigt er det nye album skruet sammen. Til gengæld stræber Styles så målrettet efter det lækre og smagfulde, at det hele bliver lidt for pænt. Der er meget at beundre i håndværket, men få øjeblikke, hvor musikken virkelig rammer.
Ét af dem er den skønne indieperle ‘The Waiting Game’, der med sine skæve detaljer nærmest kunne være en produktion fra The Flaming Lips-albummet ‘Yoshimi Battles the Pink Robots’. ‘Pop’ er uimodståeligt groovy, og ‘Ready, Steady, Go!’ sprudler af stadionklar ‘Heads Will Roll’-energi. Og så står singlen ‘Aperture’ stadig som et af albummets højdepunkter: en underspillet technobedrift med dunkende 808-bas og piskende hi-hats.
Det fungerer. Men netop det underspillede bliver også albummets problem. Lydbilledet er så diskret og disciplineret, at det til sidst bliver døsigt.
Der er egentlig kun ét decideret svagt nummer, tilbagefaldet ‘Dance No More’, der lyder som soundtracket til en Coca Cola-reklame – men mange af sangene kommer og går, selvom de lyder helt rigtigt.
Selvom garagetrommerne på ‘Season 2 Weightloss’ sidder i skabet, klaveret på ‘American Girls’ er perfekt luftigt, og ‘Paint By Numers’ er en veldrejet ballade om celebrity-livet – »holding the weight of the American children whose hearts you break« – så river de ikke meget i ens følelsesregister, fordi indpakningen er så diskret og ensartet.
Tekstuniverset hjælper heller ikke meget på den front.
Styles har selv kaldt albummet for »en lydgengivelse af et langt dagbogsafsnit«, men teksterne minder generelt mere om citatplakater end nogen personlig livsskildring med linjer som »if you join a movement, make sure there’s dancing« på ‘Are You Listening Yet?’ og »I don’t think we should be here, I see no water or friends« på ‘Dance No More’.
Sammen med det ensformige lydbillede er der ikke meget, der går i hjertekulen på et ellers gennemarbejdet album. I de afmålte og detaljespækkede popskæringer er der nok at blive imponeret over – men ikke så meget, man for alvor bliver ramt af.
Kort sagt:
Harry Styles har lavet et gennemarbejdet og detaljerigt album, der både vinder og taber på at være et afmålt, elektronisk farvel til hans typiske retro-lyd. Det er smagfuldt og veludført, men sjældent rigtigt medrivende.