‘Rasmus Nielsøn’ sitrer og fortryller, men så skifter den spor

ROMAN. Der var to bøger, min hjerne blev ved med at sammenligne med og læne ’Rasmus Nielsøn’ op ad, da jeg læste den.

Begge er to af de helt tunge drenge i den nordiske litteraturkanon: outsider-portrættet ’Fuglene’ af norske Tarjei Vesaas og Johannes V. Jensens mesterlige ’Kongens fald’. Det lugter af klassikerpotentiale.

Men den er der ikke helt, om end det er ret tæt på. Rasmus Daugbjergs tredje roman er en skøn lille bog, der føles lidt for kort – for der er så meget af den, man bare gerne vil have mere af.

Det skyldes først og fremmest sproget, der indtager den egentlige hovedrolle. Handlingen bliver skubbet om bag et sprog, der hele tiden fortryller, der hele tiden gør verden levende, giver hvert et græsstrå potentiale, bølgerne tyngde, vinden vægt.

Allerede på bogens anden side gør Daugbjerg en trist vintermark så sitrende levende, at det er helt uimodståeligt.

»Det var en skuffende mark, den havde vendt sig om på maven, fraværende, og Rasmus kiggede på dens ryg. Gold og stille. Mon marken havde et ansigt under jorden, et ansigt som blomstrede og elskede det liv, det havde dér.«

Rasmus Daugbjergs verden føles eventyrlig, fordi den er beåndet. Den føles farligere, rigere og dybere. Stenene bærer på hemmeligheder, og havet hvisker. Naturen er mættet af magi – af skaberkraft og ødelæggelsens mulighed.

Naturen er både ophøjet, men også noget man skal frygte – ikke fordi man kan falde i vandet og drukne, det kan man også, men det hele foregår mere dunkelt og efter et andet regelsæt.

Da romanens titulære karakter Rasmus Nielsøn er barn, ryger farens fod gennem hængedyndet, mens de leger. Det gør faren syg. Han falder ind i sig selv, fordi »dyndet har fat i ham«. Han har rørt ved naturen – og nu rører den ved faren, ændrer ham, formindsker ham.

I romanen følger vi Rasmus Nielsøn, år senere, hvor han sidder stadig fast i minderne. Han bor alene på det yderste af Samsø i slutningen af 1500-tallet. Han sidder fast i mindet om sin far, der sygner hen. Der sker i det hele taget ikke så meget i romanen. Det meste er stemninger og minder.

Det ændrer sig dog, da han møder den vaskeægte havfrue Ibrant.

Den ikke-disneyficerede havfrue

Ibrant er meget langt fra Ariel, der jo nok er blevet go-to havfruen i den kollektive bevidsthed.

Ibrant er en skabning, der ligger ud over den menneskelige fatteevne. Hun ser både fremtiden og fortiden. Hun har længe set sit møde med Rasmus. Hun kender udfaldet. Hun vil møde ham og fortælle ham om Christian den Fjerdes komme – om de blodsudgydelser og krige han vil være skyld i. Hun vil advare ham, så han kan advare verden.

Hun går på to ben og har ingen muslinge-bh. Hendes skikkelse er menneskelig – og så dog overhovedet ikke.

Rasmus Nielsøn er himmelhenrykt. Nu er han ikke længere den ensomste fæstebonde på Samsø.

Og her skulle man tro, der var lagt i kakkelovnen til at der nu skulle ske en masse mere. Det er nu, det store plot skal til at udfolde sig, men så er det, som om bogen begynder at lukke ned.

Romanen bevæger sig væk fra sin magiske kerne. Vi mister hovedpersonen af syne – og nu bliver hofdigteren Erasmus Lætus i stedet fortælleren. Han hører om havfruen og Rasmus Nielsøn – og vil opsøge Nielsøn for at få hele historien.

Hele sporet, hvor Lætus er fortælleren bliver dog ikke rigtig til noget. Han kommer ikke rigtig af sted, og han når ikke frem. Han møder aldrig Ibrant eller Nielsøn. Romanen bliver i sproget, i tankerne og i stemninger.

Vildfarelse i historiske detaljer

Erasmus Lætus er en historisk person og ophavsmand til værket, der har inspireret Rasmus Daugbjerg til at skrive ’Rasmus Nielsøn’ (Ja, det var tre gange Rasmus i samme sætning – forvirringen er komplet).

Men det er som om Daugbjerg med introduktionen af hofdigteren bevæger sig væk fra det mest fascinerende i romanen. Det kommer i stedet til at handle om tilblivelsen af Lætus’ ’Skrift om Christian IVs fødsel og dåb’.

Dele af romanen bliver på den måde en origin story for en obskur tekst fra 1577 i stedet for en gendigtning og mytologisering af selvsamme tekst. Det var det, der lykkedes så godt i den første halvdel af romanen.

Det er synd, at Daugbjerg tager afsked med Ibrant og Rasmus Nielsøn for tidligt i romanen. Der er noget gnistrende godt i relationen mellem de to. I deres asymmetri og deres venskabslignende forhold. I de stemninger der opstår i deres tosomhed.

Det gnistrende falmer og bliver aldrig lige så godt og klart, efter at hofdigteren kommer på banen. Sproget mister lidt af sin styrke, og fokusset bliver uklart.

’Rasmus Nielsøn’ føles som en halv bog. Den slutter nærmest lige, da den er gået i gang. Og man kunne sagtens have været i dens sitrende verden og sprog længere.

---

Kort sagt:
Rasmus Nielsøn er tæt på at være en fabelagtig roman, men når ikke helt i mål. Den fortaber sig i de mindst interessante dele af sin verden, men bliver godt reddet af sit uovertrufne sprog, der fortryller alt.