Denzel Currys nye supergruppe serverer hiphop-junkfood med ‘Strictly 4 the Scythe’

ALBUM. Denzel Curry har i årevis balanceret mellem konceptuel hiphopkunst og hårdtslående sydstatsrap. På ’Strictly 4 the Scythe’ er det tydeligt sidstnævnte, der fylder mest.
Albummet er udgivet sammen med The Scythe. En ny rap-supergruppe, der samler flere af Denzel Currys faste samarbejdspartnere – ASAP Ferg, Bktherula, TiaCorine og Key Nyata – og bringer forskellige stemmer fra den moderne sydstatsrap sammen.
’Strictly 4 the Sctyhe’ føles flere steder som en lettere og mere ubekymret udgave af ’King of the Mischievous South Vol. 2’. Memphis-inspirationen er stadig tydelig i produktionen, hvor tunge trommer, rå chants og ekkoet af Three 6 Mafia hænger over mange af numrene.
Men hvor ’KOTMS2’ fremstod som en ambitiøs genrehyldest, virker ’Strictly 4 the Scythe’ snarere som en kollektiv rap-session, hvor stemning og energi vejer tungere end konceptuel dybde.
Det betyder dog ikke, at albummet mangler øjeblikke. Tværtimod lever flere af gæsterne på projektet af den samme aggressive energi, som Denzel Curry selv har gjort til sit varemærke.
På ‘Phony‘ dukker Memphis-legenden Juicy J – et medlem af netop Three 6 Mafia – op med albummets måske stærkeste gæstevers.
Med sin dybe stemme og sit næsten hypnotiske, chantende flow lyder han præcis som den sydstatsveteran, der i årtier har sat sit præg på genren. Det føles næsten symbolsk: en af genrens arkitekter, der kort kigger forbi og bekræfter projektets Memphis-rødder.
Også A$AP Ferg lyder mere levende end længe. Efter flere ujævne udgivelser i eget navn virker albummet næsten som et lille comeback, hvor hans genkendelige, råbende ad-libs igen får lov til at dominere.
Samtidig giver de mange rappere projektet en udpræget mixtape-fornemmelse. I alt medvirker 13 forskellige kunstnere fordelt på blot otte sange og omkring en halv times spilletid.
Den tætte rotation af stemmer og flows skaber en konstant fremdrift, men efterlader også albummet med en vis fragmenteret karakter.
Albummets største svaghed ligger netop i strukturen. På så kort et projekt fylder de mange gentagende hooks overraskende meget. Teksterne kredser samtidig ofte om variationer af de samme pralende punchlines.
På ’Lit Effect’ opsummerer Lazer Dim 700 selv albummets lyriske ambitionsniveau, når han rapper: »Now my pockets fat like a elephant / Ni**a ain’t got no motion, ni**a irrelevant«. Kort efter følger Denzel selv trop med linjen »when I look at you, I see unemployment«.
Den er ganske vist ret sjov – og typisk Denzel Curry – men den lever stadig mere af attitude end af egentlig indsigt.
På den måde føles ’Strictly 4 the Scythe’ som hiphop-junkfood. Det er ikke nødvendigvis et album, der tilfører noget nyt til Denzel Currys katalog eller til genren som helhed. Til gengæld er det et album, der sjældent forsøger at være mere end det, det er.
Og nogle gange er junkfood præcis det, man har lyst til.
Kort sagt:
Når Denzel Curry og hans nye supergruppe skruer op for tempoet og leverer rå rapenergi, er det svært ikke at blive revet med. Det er hiphop-junkfood, og nogle gange er junkfood præcis det, man har lyst til.