‘King of the Mischievous South, Vol. 2’: Denzel Curry understreger, at hiphop-mixtapes er seriøs kunst

‘King of the Mischievous South, Vol. 2’: Denzel Curry understreger, at hiphop-mixtapes er seriøs kunst
Denzel Curry. (Foto: Giovanni Mourin)

»Kan rappere først blive anerkendt som store kunstnere, når de stopper med at lave rap?«

Sådan lød overskriften på en kommentar, Soundvenues musikredaktør Kristian Karl skrev sidste år i kølvandet på Lil Yachtys storroste psychrock-satsning ‘Let’s Start Here’. Vi har som kultur for vane at sætte genrehoppende, lettere progressive hiphopudgivelser på en højere piedestal end dem, der dyrker de mere klassiske rapdiscipliner.

Ingen kunstner indkapsler det skel bedre end Denzel Curry. Hans udgivelsesmønster har de seneste år været sådan, at hvert andet album netop er uforudsigelige, konceptuelle udgivelser, der udfordrer hiphoppens rammer, mens de andre er hårdfør traprap, som vi kender og elsker det.

Den klassiske sydstatstrap på 2019-albummet ‘Zuu’ har ingenlunde fået samme glødende roser som de komplekse selvportrætter ‘Ta13oo’ fra 2018 eller ‘Melt My Eyez See Your Future’ fra 2022.

Currys nyeste udgivelse, ‘King of the Mischievous South Vol. 2’, er formelt set hans sjette studiealbum, men i praksis er det et mixtape. Ikke et mixtape-inspireret album a la Tyler, the Creators ‘Call Me If You Get Lost’, der dyrker, hvordan æstetikken kan fungere som konceptuel rød tråd, men et mixtape, hvor sangene ikke er ude på at fortælle et større narrativ, og hvor hovedpersonen lyder sulten efter at bevise sit værd på mikrofonen.

Udgivelsen er endda en fortsættelse til hans andet mixtape nogensinde, der blev udgivet tilbage i 2012.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Curry har energi, som var han debutant, men holder niveau som den erfarne rapper, han efterhånden er. En åbningslinje som »I don’t trust nobody, because some want me to suffer / Even Jesus called a ni**a out on his last supper« fra nummeret ‘Sked’ er både vittig og hård, og den sætter eminent dagsordenen for, hvilke tematikker der er på spil i nummeret.

Det på overfladen mest opsigtsvækkende ved ‘King of the Mischievous South Vol. 2’ er dog antallet af gæster. Samtlige numre – selv interludier – har krediterede features.

Gæstelisten tæller mainstreamstjerner som 2 Chainz, ASAP Rocky og Ty Dolla Sign, men også mangeårige undergrundsdarlings som Maxo Kream, Project Pat og That Mexican OT. Memphis-rappens gudfader, Kingpin Skinny Pimp, står for alle interludierne og agerer en slags fortæller, der inviterer lytteren med ind i den hårdkogte sydstatslyd, der definerer projektet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Med 16 forskellige gæstekunstnere på tværs af tracklisten kunne man frygte, at kvalitetsniveauet ville svinge en smule. Men det er primært Curry selv, der kommer med de sporadiske svipsere. Særligt sexrap – en disciplin, han i nyere tid ellers ikke har gjort sig meget i – får ham til at svælge i ærgerligt dumsmarte punchlines, der er mere kiksede, end de er sjove.

Linjen »Like she was ridin’ a bike, my bitch ain’t bi, but she could be on command« ødelægger stemningen, Ty Dolla $igns r’n’b-vokal ellers grundigt opbygger på ‘Cole Pimp’. Han lyder som en pornoafhængig teenager, når han på ‘Wishlist’ rapper »She said she want a threesome and her best friend is a dyke«. Bevares, han er skam i stand til at lave solid sexrap (‘Wishlist’ byder også på en genial ‘Super Mario’-reference, som jeg ikke vil spoile), men hans ellers ubestridelige evner møder til tider sine begrænsninger her.

Hans kuratering af gæsterne er til gengæld eminent. Der er ikke én, der føles malplaceret, eller som ikke har forstået opgaven til fulde. Og tilstedeværelsen af så mange gæster gør, at lytteoplevelsen forbliver varieret og dynamisk.

Når That Mexican OT hopper ind for at overtage halvvejs gennem ‘Black Flag Freestyle’, må jeg nive mig i armen for at fatte, hvor godt det lyder. Sammensætningen mellem beatet, hans flow og hans ordvalg giver sangen præcis det, den mangler for at blive løftet til et nyt niveau.

Det er seriøs kunst. Og det er ufiltreret hiphop.


Kort sagt:
Denzel Currys gæstetunge ‘King of the Mischievous South, Vol. 2’ er ikke uden svipsere, men langt hen ad vejen er det en mesterlig demonstration af, hvor stor en kunst det kan være at lave hårdkogte trap-bangers.

Denzel Curry. 'King of the Mischievous South, Vol. 2'. Album. PH/Loma Vista.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af