Kylie Jenner-sang er utroligt nok et højdepunkt på Yeats nye dobbeltalbum
ALBUM. Amerikanske Yeats musik har altid føltes som noget, der kom et andet sted fra – tung, forvrænget og næsten hypnotisk i sin måde at bygge lag af synths, bas og skæve melodier oven på hinanden.
Det er netop fornemmelsen af noget out of this world, der har gjort ham til en af de seneste års mest særprægede trapstemmer. Men på dobbeltalbummet ‘ADL’ lyder han mindre interessant end nogensinde før.
Produktionen tager færre chancer. De ellers bombastiske og skæve lydbilleder er skruet ned til fordel for mere standardiserede trap-trommer og renere strukturer. Hvor hans tidligere udgivelser føltes overvældende på den gode måde, mangler ’ADL’ noget, der skubber lytteren ud af balance.
Det høres tydeligt på ‘Lose Control’, der bygger på et Elton John-sample.
Samplet i sig selv fejler ikke noget – det er et stærkt udgangspunkt – men det lægges ned over et beat, der føles overraskende tomt. Akustiske bækkenslag og klaverflader fylder, men uden den tyngde eller forvrængning, man normalt forbinder med Yeat.
Det lyder som noget, der kunne køre i baggrunden i H&M.
Sådan lyder det heldigvis ikke på ‘Griddlë’, der følger lige efter.
Yeat og Don Toliver bevæger sig ubesværet ind og ud af hinandens vers, hvor Yeats rytmiske og hektiske flow bliver balanceret af Don Tolivers mere melodiske og soulfulde vokaler. Her opstår der endelig noget af den dynamik, resten af albummet mangler.
‘Let King Tonka Talk’ med Kylie Jenner er utroligt nok et af albummets få højdepunkter. Yeat rammer et flow, han sjældent finder på resten af pladen.
Han åbner med »I just walked inside this club, I got two bitches down there grabbin’ on me«, lagt direkte oven i trommeslag, der fungerer som en nedtælling, før den tunge 808 rammer.
Hans levering ændrer sig ikke nævneværdigt gennem verset. Det bliver hypnotiserende, fordi hans stemme smelter sammen med beatet og føles som endnu et lag i produktionen. Og det er præcis her, at Yeat er bedst.
Midt i det hele smider han linjen »brand-new BBL, I thought this bitch was fuckin’ Kylie Jenner«, som er så dum og selvsikker, at den næsten vælter nummeret i den rigtige retning, og den bliver kun endnu sjovere af, at Jenner selv dukker op kort efter og leverer et par mindre mindeværdige linjer.
Men det er også undtagelserne.
Hvor ‘2093’ og ’Dangerous Summer’ formåede at balancere et mere tilgængeligt udtryk med det, der gjorde Yeat interessant i første omgang, føles ‘ADL’ som et skridt i den forkerte retning. Det lyder som et kompromis.
Alien-rapperen er landet på jorden, og hernede lyder han som alle andre.
Kort sagt:
Yeat skruer ned for sin særprægede lyd på dobbeltalbummet ‘ADL’ og bevæger sig mod et mere mainstream udtryk. Resultatet er mindre risikovilligt og mangler de øjeblikke, der gør rapperen interessant.