Grøn fuldender årets program med to nye navne

Grøn fuldender årets program med to nye navne
Andreas Odbjerg. (Foto: Frederik Barasinski)

Grøn er klar med de to sidste navne til årets program.

Andreas Odbjerg vender tilbage til Grøn for tredje gang, mens Malte Ebert debuterer på den populære sommerturné, der i år besøger otte danske byer.

Odbjerg har de seneste år været blandt landets mest dominerende popnavne med hits som ‘Stor mand’, ‘Hjem fra fabrikken’ og ‘I morgen er der også en dag’.

»At være med på Grøn betyder, at man er en del af superligaen i dansk musik. Det kan godt være, jeg spiller nedrykningsspil ligesom OB, men jeg er med i det gode selskab«, lyder det i en pressemeddelelse fra Odbjerg.

Mens Odbjerg er en erfaren Grøn-artist, er Malte Ebert med for første gang. Med albummet ‘Alle veje fører hjem’ og hits som ‘Er det mig du elsker?’ og ‘Mindst ondt’ har han for alvor slået igennem i eget navn.

»At være med på Grøn i år er kæmpestort for mig. Det er første gang, og noget jeg har drømt om i lang tid«, udtaler han.

Dermed er årets program fuldendt med også Annika, Lukas Graham, Tessa, Benny Jamz, Mumle og Hugorm på plakaten.

Grøn finder sted fra 16.-26. juli, og alle billetter er udsolgt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af